Antibiotika adskiller sig fra desinfektionsmidler ved at være ugiftige for patienterne, men giftige for mikroorganismerne, såkaldt selektiv toksicitet. Den selektive toksicitet kan være meget udpræget, så bivirkninger, bortset fra allergiske, kun ses ved doseringer på måske ≥100 gange normaldoseringen, for fx penicillin. I så fald siges stoffet at have et højt terapeutisk index, hvilket betyder, at der er høj ratio mellem toksisk dosis og terapeutisk dosis.
For nogle antibiotikas vedkommende, fx aminoglykosider, er denne ratio til gengæld lille. Her vil en fordobling af dosis give toksiske bivirkninger hos nogle patienter, og det har derfor et lavt terapeutisk index. I disse tilfælde overvåges antibiotikakoncentrationen i patientens blod, så den ikke bliver for høj.
Den selektive toksicitet skyldes, at antibiotika virker på stofskifteprocesser og -strukturer i mikroorganismerne, som enten ikke findes hos mennesker, eller som adskiller sig på afgørende punkter fra tilsvarende processer og strukturer hos mennesker. Når stofferne skal virke på bakteriecellen, skal nogle af dem passere både cellevæggen og cytoplasmamembranen. Den grampositive cellevæg med kapsel og peptidoglykanlag udgør ikke nogen større barriere for antibiotikummet, og grampositive bakterier er derfor som regel følsomme over for flere typer antibiotika end gramnegative bakterier.
Mykobakterier og gramnegative bakteriers cellevægge udgør derimod barrierer for mange typer antibiotika, fx beta-laktamantibiotika, der dækker over penicilliner, cefalosporiner, carbapenemer og monobactamer. Det er årsagen til antibiotikas forskellige spektre. Nogle antibiotika er virksomme over for mange forskellige bakterier, både grampositive og gramnegative, og kaldes derfor bredspektrede, fx tetracyklin. Andre er kun virksomme over for få bakterier, fx enten grampositive eller gramnegative, og kaldes derfor smalspektrede.
Ved mindre ændringer af antibiotikamolekylerne, fx ved kobling af en ny sidekæde til antibiotikamolekylet, kan antibiotikummets spektrum ændres. Fx virker almindeligt benzylpenicillin næsten udelukkende på grampositive bakterier, mens mecillinam, der er et penicillin med en anden sidekæde, næsten kun virker på gramnegative bakterier. Ligeledes er piperacillin, der er et penicillin, virksomt mod både grampositive og gramnegative bakterier.
Effekten af disse penicilliner er den samme: de hæmmer nogle enzymer (transpeptidaser), der er med til at producere cellevæggen hos både grampositive og gramnegative bakterier. Det ligeledes bredspektrede penicillin-lignende imipenem, der er et carbapenem, virker også på mykobakterier med den syrefaste cellevæg og derudover på både grampositive og gramnegative bakterier.
Antibiotika kan enten hæmme væksten af bakterier (bakteriostatisk), eller de kan dræbe dem (bakteriocidt). Antibiotika angriber bakterien på forskellige måder (figur 1).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.