Demens er en tilstand med svækkelse af hukommelsen, indlæringen, evnen til at løse problemer og ændringer i personligheden. Demens kan ses ved mange forskellige sygdomme og er et væsentligt symptom ved mange hjernesygdomme. Symptomerne på demens kan være forskellige afhængigt af hvilken sygdom, der ligger til grund for demensen. Symptomer kan variere i sværhedsgrad, fra få og lette symptomer til en tilstand, hvor personen ikke længere kan genkende pårørende, og hvor adfærden er alvorligt forstyrret.
Demens adskiller sig fra mental retardering ved, at hjernelidelsen her er medfødt, mens den ved demens optræder senere i livet, som en forringelse af de kognitive funktioner i forhold til tidligere. Symptomerne ved demens har en vedvarende karakter; en korterevarende tilstand med kognitive symptomer, fx pga. en forgiftning, er således ikke en demenstilstand. Dette gælder også et delirium, hvor bevidstheden er sløret, hvad den ikke er ved demens.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.