demens

Den neurodegenerative gruppe kan dels have demens som det primære symptom, og her er Alzheimers sygdom langt den hyppigste. Desuden kan demens være et ledsagesymptom ved andre neurodegenerative sygdomme, fx Parkinsons og Huntingtons sygdomme, der i høj grad og ofte primært præges af bevægeforstyrrelser.

De cerebrovaskulære sygdomme, den næsthyppigste gruppe, er dels følger efter slagtilfælde (apopleksi), dels spredte karlæsioner, som har ført til mange små læsioner i hjernen.

Det kroniske subdurale hæmatom er en blodansamling udenpå hjernen, oftest opstået efter et hovedtraume. Blodansamlingen kan fjernes ved en operation, hvorved symptomerne svinder, og tilstanden bliver en såkaldt reversibel demenstilstand.

Kronisk traumatisk encefalopati er en tilstand, der er kommet opmærksomhed på i de senere år, hvor det undersøges, i hvilken grad gentagne mindre slag til hovedet, fx ved fodboldspil med hovedstød, kan føre til udviklingen af demens senere i livet (efter årtier).

Ud over det her nævnte myxødem (lavt stofskifte), er der også flere andre stofskiftesygdomme, fx lever- og nyresygdomme, der kan ledsages af demens.

Flere former for vitaminmangel kan ledsages af demens, men disse sygdomme er sjældne. Korsakoff psykose er en speciel kronisk tilstand efter en ubehandlet Wernicke encefalopati, som ses hos alkoholikere, der har fået B1-vitaminmangel pga. mangelfuld kost.

Demens ved HIV og syfilis er sjælden, men før man havde effektiv behandling mod sygdommene, var det hyppigt.

Intoksikationer er omdiskuterede, og det diskuteres, i hvilken grad pesticider og giftstoffer i naturen kan påvirke vores organisme, herunder hjernen. I denne forbindelse fremkalder MPTP, et biprodukt ved illegal fremstilling af heroin, en permanent parkinsonisme, et eksempel på, hvor farlige visse stoffer kan være.

Om alkohol i sig selv kan give demenssymptomer har også været omdiskuteret. Et massivt alkoholforbrug ledsages ofte af et usundt liv med mangelfuld kost, søvnmangel osv. Disse faktorer kan i sig selv disponere til demensudvikling, jf. ovennævnte omtale af B1-vitaminmangel. Men om et omfattende alkoholforbrug, kombineret med et i øvrigt sundt liv, kan disponere til demens er tvivlsomt, og meget tyder på, at der skal mere til end indtaget af alkohol.

Symptomerne ved de neurodegenerative sygdomme begynder snigende og kan i længere tid være så beskedne, at individet stort set fungerer normalt. Denne fase kaldes ofte MCI-fasen, hvor MCI er forkortelsen af “Mild Cognitive Impairment”, som oversættes til ”let kognitivsvækkelse”.

Diagnosen demens kan være svær at stille i et tidligt stadium, ikke mindst i MCI-fasen, hvor symptomerne ikke er så udtalte. Neuropsykologiske tests af de kognitive symptomer indgår som et vigtigt element i udredningen. Der findes flere standardiserede tests, fx testen Mini-Mental State Examination (MMSE), som er en meget anvendt test. Derudover findes de lidt mere avancerede tests Montreal Cognitive Assessment (MoCA) og Addenbrooke's Cognitive Examination (ACE), som også kan anvendes til at skelne mellem forskellige demensformer.

Mest avanceret er den fulde neuropsykologiske test udført af en neuropsykolog. Den giver en mere fyldestgørende afdækning af karakteren og graden af forstyrrelserne i personligheden og kognitive evner, samt afdækning af mulig tilgrundliggende demenssygdom.

Specielt i MCI-fasen, og også ved mere udtalt demens, er den diagnostiske afklaring af hvilken sygdom, der ligger til grund for patientens demenssymptomer vigtig. Det skal afklares, om det en primær demenssygdom, en hjernesygdom, som ledsages af demens, eller om det ikke er demens, men en psykiatrisk sygdom, som minder om demens.

Det bør bekræftes eller udelukkes, om der foreligger en primær psykiatrisk sygdom eller en såkaldt reversibel demenssygdom, som kan behandles, så demenssymptomerne bedres eller forsvinder helt. Til de reversible demenstilstande hører hjernesvulster og såkaldt normaltrykshydrocephalus samt visse stofskiftesygdomme, fx myxødem med nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen.

Den hyppigste psykiatriske sygdom, som kan ligne en demenstilstand, er depression. Depression kan også være sekundær til en demenssygdom.

MR- og CT-scanning udføres for at udelukke andre strukturelle hjernesygdomme som svulster, blødninger og følger efter blodpropper, samt for at påvise forskellige grad af svind af hjernemassen (atrofi).

Hvis der er mistanke om specifikke neurodegenerative hjernesygdomme, fx Alzheimers sygdom eller Parkinsons sygdom, kan der udføres PET- eller SPECT-skanning til at påvise specifikke defekter i et neurotransmittersystem, eller til at påvise nedsat glukosestofskifte i hjernen.

I enkelte tilfælde undersøges rygmarvsvæsken (lumbalpunktur) for indhold af beta-amyloid og tau-protein, der kan gøre diagnosen Alzheimers sygdom overvejende sandsynlig. Blodprøver indgår som almindelige ”rutine-prøver”, men de bruges også mere specifikt til at underbygge diagnosen ved mistanke om en konkret sygdom, fx til at påvise nedsat thyroxin ved myxødem (lavt stofskifte) ledsaget af demenssymptomer.