Vers. 8
Denne version blev publiceret af Anne Albrecht 9. september 2024. Artiklen blev ændret 12 tegn fra forrige version.

NAACP er en amerikansk borgerrettighedsorganisation. Den blev grundlagt 1909 i New York af sorte og hvide intellektuelle, der blev anført af W.E.B. Du Bois.

NAACP kæmpede for fuld ligestilling og skabte gennem en række retssager opmærksomhed om undertrykkelsen af USA's sorte befolkning. I 1954 vandt organisationen en historisk sejr med en højesteretsafgørelse, som gjorde raceadskillelse i offentlige skoler forfatningsstridig.

Fra midten af 1960'erne stod NAACP i skyggen af mere militante bevægelser, men organisationens betydning øgedes, da den i 1980'erne i højere grad orienterede sig mod generelle minoritets- og menneskerettighedsspørgsmål.