Artiklen

Alle ændringer

Boston Tea Party

Vers. 13
Denne version blev publiceret af Autokorrektur 8. oktober 2024. Artiklen blev ændret 0 tegn fra forrige version.

Boston Tea Party var en protestaktion, som medvirkede til at udløse Den Amerikanske Revolution.

Efter en række ydmygende nederlag i forsøget på at påligne de nordamerikanske kolonier skat forsøgte det britiske parlament at lægge importafgift på den te, som fragtedes til Boston på britiske skibe.

Modstanden mod de nye toldbestemmelser koordineredes af Samuel Adams, som ved midnat den 16. december 1773 sendte en gruppe kolonister forklædt som mohawkindianere om bord på tre britiske skibe. Tekasserne blev smidt i vandet, og briterne blev latterliggjort.

Episoden i Bostons havn kan nærmest sammenlignes med vore dages politiske happenings. De britiske myndigheders svar var at lukke havnen og indskrænke Massachusetts' selvstyre. Den opsparede vrede, som aktionen var udtryk for, lod sig imidlertid ikke dæmpe, og allerede i april 1775 kom det til væbnede sammenstød mellem amerikanske og britiske tropper ved Lexington og Concord nær Boston.

Parlamentet betragtede herefter Boston som hovedsæde for modstanden og søgte derfor at isolere byen og Massachusetts ved en række indskrænkninger af koloniens selvstyre. Konflikten optrappedes, indtil den kulminerede med Uafhængighedserklæringen 1776.