Vers. 39
Denne version blev publiceret af Anne Albrecht 12. februar 2025. Artiklen blev ændret 69 tegn fra forrige version.

Aage Bohr var en dansk teoretisk fysiker, som i 1975 modtog nobelprisen i fysik sammen med amerikaneren James Rainwater og den amerikanskfødte Ben Mottelson for deres opdagelse af forbindelsen mellem kollektive partikelbevægelser i atomkernen og bevægelser af kernens enkelte partikler. Deres opdagelse lagde grunden til en sammenhængende teori for atomkernens struktur.

Aage Bohr blev student i 1940 fra Sortedam Gymnasium, den tidligere H. Adlers Fællesskole. Det var lige efter den tyske besættelse af landet. Aage Bohr studerede efterfølgende fysik ved Københavns Universitet, indtil han i efteråret 1943 drog i eksil hovedsageligt i USA sammen med sin far Niels Bohr for at blive knyttet til det angloamerikanske atombombeprojekt, Manhattanprojektet.

Hjemvendt efter krigens ophør fortsatte Aage Bohr sine fysikstudier ved Københavns Universitet og blev mag.scient. i 1946. I 1948 havde han et ophold på Institute for Advanced Study i Princeton og i 1949-1950 på Columbia University, USA. Han giftede sig i marts 1950 med Marietta Soffer (1922-1978).

Hans disputats fra 1954, om atomkernernes rotationstilstande, beskriver rotationer af kvantesystemer, hvis struktur er mindre stiv end den, der kendes fra molekylerne. Aage Bohrs teori, som også omfatter vibrationer af kernen, udnytter en analogi med en klassisk væskedråbemodel for atomkernen, som først blev foreslået af Niels Bohr.

Det er karakteristisk for Aage Bohr, at han i sine teorier kombinerer fundamentale symmetrirelationer, elegante kvantemekaniske modeller og anskuelige fysiske billeder. Fra begyndelsen af 1950'erne og flere årtier frem arbejdede Aage Bohr tæt sammen med den Ben Mottelson.

Disse to fysikeres fælles arbejder fremkaldte et væld af teoretiske og eksperimentelle undersøgelser over hele verden, som både bekræftede og udbyggede deres forudsigelser. Disse omfattede superledning i kernerne, vibrationer af par af kernepartikler og en sammenfattende, effektiv feltteori for kernernes bevægelsesformer.

Rotationsfænomenerne er blevet forudsagt med en præcision, som sjældent opnås i teoretiske forudsigelser af fænomener i atomkernerne.

Aage Bohrs virke har fortrinsvis været knyttet til Niels Bohr Institutet i København. Gennem hans indsats blev instituttet også efter 2. Verdenskrig et internationalt center for moderne fysik, sådan som det var i 1920'erne og 1930'erne. Aage Bohrs arbejde sigtede i de senere år mod en afklaring af kvantefysikkens grundlag set i lyset af generelle symmetribetragtninger.

I 1969 blev han hædret med prisen Atoms for Peace, ligesom han er blevet tildelt H.C. Ørsted-medaljen, Ole Rømer-medaljen og den engelske Rutherford-medalje. Aage Bohr var æresdoktor ved en række universiteter i udlandet.