Aage Bohr var en dansk fysiker med speciale i teoretisk kernefysik. I 1975 modtog han nobelprisen i fysik sammen med amerikaneren James Rainwater og den amerikanskfødte Ben Mottelson for deres opdagelse af forbindelsen mellem kollektive partikelbevægelser i atomkernen og bevægelser af kernens enkelte partikler. Deres opdagelse lagde grunden til en sammenhængende teori for atomkernens struktur.
Uddannelse og udlandsophold
Aage Bohr blev student i 1940 fra Sortedam Gymnasium, den tidligere H. Adlers Fællesskole. Det var lige efter den tyske besættelse af landet. Efterfølgende studerede han fysik ved Københavns Universitet, indtil han i efteråret 1943 drog i eksil hovedsageligt i USA sammen med sin far Niels Bohr. Her blev de knyttet til det angloamerikanske atombombeprojekt, Manhattanprojektet. Aages rolle var hovedsageligt at assistere sin far.
Hjemvendt efter krigen fortsatte Aage Bohr sine fysikstudier ved Københavns Universitet og blev mag.scient. i 1946. I 1948 var han på et ophold på Institute for Advanced Study i Princeton og i 1949-1950 på Columbia University, USA. Han giftede sig i marts 1950 med Marietta Soffer (1922-1978).
Forskning ved Niels Bohr Institutet
Da Aage vendte hjem og blev medarbejder ved Niels Bohr Institutet, startede han et tæt og frugtbart samarbejde med Ben Mottelson, der skulle fortsætte mange årtier frem. Disse to fysikeres fælles arbejder fremkaldte et væld af teoretiske og eksperimentelle undersøgelser over hele verden, som både bekræftede og udbyggede deres forudsigelser. Disse omfattede superledning i kernerne, vibrationer af par af kernepartikler og en sammenfattende, effektiv feltteori for kernernes bevægelsesformer. Deres arbejder fik de som nævnt nobelprisen for i 1975.
I 1954 forsvarede Aage Bohr sin doktordisputats om atomkernernes rotationstilstande. Heri beskrives rotationer af kvantesystemer, hvis struktur er mindre stiv end den, der kendes fra molekylerne. Aage Bohrs teori, som også omfatter vibrationer af kernen, udnytter en analogi med en klassisk væskedråbemodel for atomkernen, som først blev foreslået af Niels Bohr. Rotationsfænomenerne er blevet forudsagt med en præcision, som sjældent opnås i teoretiske forudsigelser af fænomener i atomkernerne.
Det var karakteristisk for Aage Bohr, at han i sine teorier kombinerede fundamentale symmetrirelationer, elegante kvantemekaniske modeller og anskuelige fysiske billeder.
Aage Bohrs arbejde sigtede i de senere år mod en afklaring af kvantefysikkens grundlag set i lyset af generelle symmetribetragtninger.
I 1956 blev Aage Bohr udnævnt til professor ved Københavns Universitet. Efter Niels Bohrs død i 1962 var Aage Bohr leder af Niels Bohr Institutet frem til 1970. Han var medlem af bestyrelsen for NORDITA (Nordisk Institut for Teoretisk Atomfysik) fra dets oprettelse i 1957 og var direktør for instituttet i 1975-1981.
Gennem Aage Bohrs ihærdige indsats for det internationale samarbejde under den kolde krig blev Niels Bohr Institutet også efter 2. Verdenskrig et internationalt center for moderne fysik, sådan som det var i 1920'erne og 1930'erne.
Priser og hædersbevisninger
I 1969 blev han hædret med prisen Atoms for Peace, ligesom han er blevet tildelt H.C. Ørsted-medaljen, Ole Rømer-medaljen og den engelske Rutherford-medalje. Aage Bohr var æresdoktor ved en række universiteter i udlandet.