Rosa Parks var en afroamerikansk borgerrettighedsaktivist, der i 1955 indvarslede borgerrettighedsbevægelsens blomstringsperiode, da hun nægtede at vige sin plads i en bybus i Montgomery, Alabama, for en hvid passager.
Ved siden af sit job som syerske fungerede Parks fra 1943 til 1957 som sekretær for Montgomery-afsnittet af borgerrettighedsorganisationen National Association for the Advancement of Colored People (NAACP), der kæmpede imod sydstaternes Jim Crow-system med dets skrevne og uskrevne regler om raceadskillelse i det offentlige rum baseret på en ideologi om hvidt overherredømme (white supremacy).
På vej hjem fra sit arbejde den 1. december 1955 satte den dengang 42-årige Rosa Parks sig i midtersektionen af en bybus i Montgomery. Dengang var byens busser opdelt i tre sektioner, hvor den forreste var forbeholdt hvide passagerer og den bageste afroamerikanske. I midtersektionen var praksis, at afroamerikanere kunne sætte sig, men at de skulle rydde en hel række, hvis blot en enkelt påstigende hvid passager manglede en plads. Netop en sådan situation opstod denne torsdag aften. Da Parks nægtede at afgive sin plads, tilkaldte chaufføren politiet, og hun blev arresteret og kort efter idømt en bøde. Samme chauffør havde i 1943 korporligt smidt Parks ud af en bus, da hun efter at have betalt sin billet oppe foran havde nægtet at stige ud af fordøren igen for så at gå ind ad bagdøren.
Parks' aktion blev startskuddet til busboykotten i Montgomery, der blev indledt den 5. december 1955 og varede frem til den 20. december 1956. I løbet af disse 381 dage afholdt afroamerikanerne, der normalt udgjorde langt over halvdelen af passagergrundlaget, sig fra at benytte bybusserne. I stedet blev en privat flåde på knap 300 biler organiseret. I spidsen for den omfattende boykot stod den 26-årige nytilflyttede baptistpræst Martin Luther King, Jr. Aktionen endte med sejr til borgerrettighedsbevægelsen, da Højesteret i november 1956 stadfæstede en lavere retsinstans' dom: at raceadskillelsen i bybusserne var forfatningsstridig.
Efter at være blevet fyret fra sit job og have oplevet dødstrusler flyttede Rosa Parks og hendes mand Raymond i 1957 nordpå til Detroit, Michigan. Her vedblev Parks med at tale borgerrettighedsbevægelsens sag. Fra 1965 til 1988 arbejdede hun for det demokratiske afroamerikanske medlem af Repræsentanternes Hus fra Michigan John Conyers (1929-2019).
Med sin aktion i bybussen i Montgomery indledte Rosa Parks borgerrettighedsbevægelsens klassiske blomstringsperiode og blev et af dens største ikoner. I 1996 overrakte præsident Bill Clinton hende præsidentens frihedsmedalje, og i 1999 fik hun Kongressens guldmedalje. Efter sin død den 24. oktober 2005 besluttede Kongressen at lade Parks' kiste opstille med æresvagt under kongresbygningens rotunde, en særlig hædersbevisning der aldrig før var overgået en kvinde.