Aleppo, Syrien.

Karakteristisk gadebillede i Aleppo.

Aleppo, Syrien.
Af .

Aleppo er en by i Nordvestsyrien. Den havde i 2004 2,1 millioner indbyggere, men grundet de voldsomme kampe i Den Syriske Borgerkrig er en stor del af befolkningen flygtet siden 2012. Byen ligger på en slette med et tørt Middelhavsklima og er Syriens største by. Traditionelt har der eksisteret et modsætningsforhold mellem Aleppo og hovedstaden Damaskus; i kraft af sin placering ved den tyrkiske grænse og på den vigtige handelsrute mod øst har Aleppo orienteret sig mod Irak og Tyrkiet, hvorimod Damaskus har sine forbindelser rettet mod Egypten og mod syd. Denne spænding har sammen med en række andre forhold hæmmet den nationale integration i Syrien.

Faktaboks

Også kendt som

arabisk Halab, tyrkisk Halep

Den gamle by

Aleppo, Syrien.

Citadellet i Aleppo.

Aleppo, Syrien.
Af .

Den gamle by er præget af et orientalsk bybillede og etnisk opdelte kvarterer. Indtil borgerkrigen fandtes der betydelige armenske, tyrkiske og kristent-arabiske mindretal i byen. Det historiske bycenter er i 1900-tallet blevet kraftigt fornyet og indkapslet i moderne bebyggelse. Byen domineres af det mægtige citadel, der i sin nuværende form er opført i 1200-tallet på toppen af en høj.

Et monumentalt portanlæg fører ned til basarkvarterets overdækkede handelsgader, der bl.a. stammer fra 1500- og 1600-tallet. Herfra er der adgang til en række gårdanlæg, der rummer karavanseraier, medreser (religiøse skoler) og byens hovedmoské. Nationalmuseet blev åbnet i 1969.

Aleppos gamle bydel er blevet optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

Aleppos historie

Aleppos alder kendes ikke, da man ikke har kunnet foretage større arkæologiske udgravninger. Byen er nævnt i gamle tekster under navnene Armi og Armanun. I 1000-tallet f.v.t. blev byen hovedstad i kongeriget Jamkhad, som bredte sig over hele Nordsyrien. Aleppo ledede en koalition mod hittitterne, men kom i 1600-1300-tallet f.v.t. selv under egyptisk og hittitisk overhøjhed. Mellem 1000 og 500 f.v.t. var Aleppo en selvstændig stat. I hellenistisk, romersk og byzantinsk tid var den en vigtig handelsby under navnet Beroia.

Aleppo efter den arabiske invasion

Aleppo, Syrien.

Udsigt fra citadellet.

Aleppo, Syrien.
Af .

I 637 e.v.t. blev Aleppo erobret af araberne, og i 900-tallet blev den hovedstad for Hamdanidedynastiet. I 1124-1125 belejredes Aleppo af kristne korsfarere, men holdt stand. Med mongolernes ankomst til Mellemøsten blev også Aleppo erobret i 1260 og indbyggerne massakreret. Fra 1200-tallet til 1600-tallet var den et vigtigt centrum for karavanehandelen mellem Asien og Europa. I 1517 blev Aleppo indlemmet i Osmannerriget, og byens økonomiske betydning voksede, især efter at Aleppo i 1880 blev forbundet med Damaskus-Beirut-jernbanen.

Den danske missionær Karen Jeppe døde i Aleppo i 1935. Hun havde siden århundredskiftet organiseret uddannelse og socialt hjælpearbejde blandt forfulgte armeniere.

Den Syriske Borgerkrig

Under Den Syriske Borgerkrig har Aleppo fra 2012 været skueplads for voldsomme kampe og omfattende ødelæggelser. Citadellet er blevet beskadiget af artilleri, og basarkvarteret hærget af brande. De dele af byen, som holdes af oprørsstyrker, har ydermere været mål for såvel syriske som russiske luftbombardementer. Kampene og bombardementerne har ødelagt store dele af byen, og det meste af befolkningen er flygtet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig