Baltikum var i vikingetiden befolket af en række forskellige folk (estere, livere, kurer, letter, litauere mfl.). Som følge af den tyske ekspansion mod øst i 1100- og 1200-tallet kom disse – bortset fra litauerne – under tysk indflydelse, men dele af det nuværende Estland var i visse perioder under dansk styre. Det af tyskerne og danskerne beherskede område blev opkaldt efter liverne og fik navnet Livland. I reformationstiden blev Livland luthersk.
Litauerne udviklede en egen stat, der fra 1385 i personalunion med Polen blev katolsk og forblev det indtil i dag.
Den Livlandske Krig (1558–1583) og de følgende krige endte med, at næsten hele Livland nord for Daugava i 1629 kom under svensk herredømme; undtagelsen var den sydøstlige del. Området syd for floden Daugava var allerede i 1561 blevet et luthersk hertugdømme under den polske krone med tysksproget øvrighed. Den nordlige del af det gamle Livland kaldtes siden midten af 1500-tallet for Estland, den sydlige for Kurland og den midterste for Livland.
I 1710 erobrede russerne Estland og Livland, men ændrede kun styreformen i ringe grad. Lutherdommen forblev den vigtigste religion. Ved de polske delinger i 1772 og 1795 kom også resten af det gamle Livland under Rusland; desuden blev Litauen i 1795 indlemmet i det russiske rige. I løbet af 1800-tallet forsøgte russerne i voksende grad at russificere området, samtidig med at de lokale befolkningers nationale bevægelser udviklede sig.
I 1918 opnåede de tre baltiske lande selvstændighed, men i 1940 og atter i 1944/1945 blev de indlemmet i Sovjetunionen, der sovjetiserede Baltikum og også forsøgte at russificere det. Ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev landene igen selvstændige.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.