Beirut

Man talte om Libanon som Mellemøstens Schweiz og Beirut som Mellemøstens Paris. Med sine mange hoteller, kasinoer og natklubber var byen tillige et populært turistmål for både europæere og arabere. Som følge af borgerkrigen 1975-1990 og Libanons vedvarende dybe kriser har Beirut mistet denne betydning.

Efter afslutningen på borgerkrigen, der havde lagt store dele af byen øde, i 1990 præsenterede den libanesiske regering i 1991 en omfattende og ambitiøs plan for Beiruts genopbygning. Genopbygningen omfattede bl.a. opførelsen af en ny bydel på en kunstig ø i Middelhavet. Borgerkrigens afslutning satte et byggeboom i gang, der gav byen et nyt og moderne udseende og forvandlede byen i løbet af 1990'erne. Boomet afmattedes dog i slutningen af 1990'erne.

Byen, der delvis ligger på en halvø, havde før borgerkrigens begyndelse ca. 1,4 mio. indbyggere. Siden er mange flygtet midlertidigt eller permanent, og nye befolkningsgrupper er samtidig tilflyttet fra andre områder af landet.

Befolkningen er som i resten af Libanon opdelt i klart adskilte etniske og religiøse grupper. Den østlige del af byen er overvejende kristen, den vestlige overvejende muslimsk. De to bydele adskilles af den såkaldte grønne linje, som i lange perioder har fungeret som en helt lukket grænse. Uden for byen ligger store palæstinensiske flygtningelejre med fordrevne fra de arabisk-israelske krige.

Metropolen Beirut City består af 31 kommuner, der dækker et areal på godt 111 km² og omfatter langt mere end kommunen Beirut. Der findes således ikke en central myndighed for området. Sammen med tilflytningen gennem tiderne af større befolkningsgrupper har det medført, at byudviklingen i vidt omfang er sket uden overordnet planlægning.

Borgerkrigen fra 1975 til 1990 førte til en yderligere fragmentering baseret på sekteriske, etniske, politiske og socioøkonomiske skillelinjer. Det har blandt andet ført til etablering af fattige bydele, som igen har tiltrukket flere ressourcesvage personer.

Byen er en mosaik af gammelt og nyt, hvor det gamle ofte får lov at forfalde, og nye højhuse brutalt skyder sig ind i kvarterer, der tidligere gav mindelser om byens storhedstid som Mellemøstens Paris.

Beirut har fra tidlig tid haft et kosmopolitisk præg med tætte forbindelser over Middelhavet. Byen er nævnt i tavler fra al-Amarna i Egypten. Omkring år 15 f.v.t. blev den en romersk veterankoloni under navnet Colonia Julia Felix Berytos. Veteraner var romerske soldater, som efter at have tjent i 25 år fik tildelt et landområde til opdyrkning.

I de følgende århundreder blev byen rigt udsmykket med bygninger, som jødiske konger lod opføre. Berytos var centrum for silkefabrikation og -handel, og fra midten af 200-tallet f.v.t til 600-tallet e.v.t. var den sæde for en anerkendt romersk retsskole. Byen blev alvorligt beskadiget ved jordskælv i 500-tallet e.v.t.

I 635 blev byen indtaget af araberne. Korsfarerne erobrede Beirut i 1110, men blev i 1291 drevet ud af det egyptiske mamlukdynasti.

Fra 1512 til 1920 var Beirut en provinsby i Osmannerriget og tjente igen store penge på handel. Den vigtige silkeeksport til Europa medførte en social opstigning for de kristne maronitter, som flyttede til Beirut og blev konkurrenter til de sunnimuslimske købmandsfamilier.

Beirut blev i 1946 hovedstad i den nye stat Libanon og blomstrede i de følgende årtier som olielandenes finansby. Tilflytningen til byen var stor, ikke mindst af shiamuslimer fra Sydlibanon og landflygtige palæstinensere.

Libanon var efter uafhængigheden i 1943 præget af to konkurrerende visioner. På den ene side en vision om at gøre landet til en arabisk nation som en del af den panarabiske bevægelse. På den anden side en vision om et land, der skulle udvikle stærke relationer til det kristne Vesten.

I 1975 brød den libanesiske borgerkrig ud, og snart blev Beirut splittet mellem en østlig kristen del og en vestlig muslimsk. Grænsen, den grønne linje, gik gennem Martyrernes Plads, byens gamle centrum, som blev skudt i ruiner.

Borgerkrigen fra 1975 til 1990 førte til en betydelig befolkningsvækst og en ændring i byens sammensætning med en fortætning i byens centrum og en mindre tæthed i byens periferi.

Mange historiske bygninger, private huse og institutioner blev ødelagt under krigen. En stor del af disse er fortsat ikke fuldt restaureret. Beiruts bycentrum, hvor blandt andet det libanesiske parlament ligger, blev i betydeligt omfang jævnet med jorden under borgerkrigen.

Det private firma Solidere, med tætte forbindelser til Rafic al-Hariri, af to omgange premierminister, fik til opgave at genopbygge området. Mange ser resultatet af genopbygningen som en disneyficering af området, som især tilgodeser velbeslåede libanesere og købelystne rige arabere.

Der findes ingen sikre befolkningstal for Beirut City, da mange bor uformelt i byen. Omkring 1998 vurderedes befolkningstallet steget til 1,3 millioner.

Efter Syriens tilbagetrækning i foråret 2005 var der en overgang optimisme i Beirut i forlængelse af den såkaldte cedertræs-revolution rettet mod Syrien. Talrige politiske attentater samt israelske bombeangreb i sommeren 2006 betød, at håbene hurtigt falmede.

Under krigen i juli 2006 mellem Hizbollah og Israel bombede israelske fly mange steder i Libanon. Særligt hårdt gik det ud over Dahieh-området i den sydlige del af Beirut City, som i stort omfang rummer shia-muslimer, hvoraf mange støtter Hizbollah.

• Libanon
• Libanons historie
• Hizbollah
• Hassan Nasrallah