Faktaboks

Bettina Heltberg
Født
28. september 1942, Frederiksberg
Død
3. februar 2025, Østerbro
Bettina Heltberg
Journalisten, redaktøren og forfatteren Bettina Heltberg i 1998.
Bettina Heltberg
Byline: Ricky John Molloy/Politiken/Ritzau Scanpix.

Bettina Heltberg var en dansk journalist og forfatter. I mange år var hun på Politiken som bl.a. teateranmelder, litteraturredaktør og klummeskriver. Hendes forfatterskab omfatter bogen Hvor der handles (1996) om hendes ægteskab med politikeren Svend Auken. Hun var datter af forfatteren Grethe Heltberg.

I årtier var Bettina Heltberg en indflydelsesrig meningsdanner. Hun slog igennem i kraft af sine meningers mod og sin åndfulde humor, ofte med et selvironisk bid.

Indflydelsen fra forældrene

Bettina Heltberg voksede op på Frederiksberg i København i et kulturelt interesseret hjem og var nært knyttet til begge forældre. Moderen, den kendte forfatter Grethe Heltberg, var hjemme hos børnene, så de som mindre ikke mærkede, at hun arbejdede ihærdigt med at skrive. Faderen underviste i litteratur på Metropolitanskolen, hvorfra Bettina Heltberg blev gammelsproglig student i 1960.

Ungdomsroman og studenterpolitik

I 1964 debuterede Bettina Heltberg med romanen Apéritif, som gav hende gode anmeldelser for en rammende ungdomsbeskrivelse i et klart og åndfuldt sprog. Efter i flere år at have været politisk interesseret, bl.a. som socialdemokratisk partimedlem, flyttede hun i 1964 til Aarhus for at studere statskundskab ved universitetet.

Det vakte opsigt, da hun som 22-årig i 1965 blev valgt som Studenterforeningens ledende senior og dermed slog den radikale gymnasierektor Bernhard Baunsgaard, der var opstillet af det afgående seniorat.

Gift med Svend Auken

I 1966 giftede Bettina Heltberg sig med studiekammeraten og partifællen Svend Auken, der var i fuld gang med en politisk karriere. De fik tre børn i ægteskabets første seks år, mens hun fortsatte studierne med støtte af hushjælp og i 1972 blev cand.scient.pol.

Hun var sekretær i Kulturministeriet 1972-1974, men ægtefællens politiske arbejde førte dem 1974-1978 tilbage til Aarhus, hvor han havde sin valgkreds.

Kvindesagen og karrieren på Politiken

Fra 1968 havde Bettina Heltberg været medarbejder ved dagbladet Politiken og skrev bl.a. mange tv-anmeldelser. I 1976 udgav hun Kvindesag, som var den første skolebog om kvindebevægelsens historie og kvindernes særlige levevilkår. Hun gik ind for seks timers arbejdsdag til alle og fandt det bedst, at begge forældre til små børn havde halvdagsarbejde. En løsning i den retning var det dog umuligt at finde frem til i hendes eget hjem. Hendes mand, der blev minister i 1977, var ofte fraværende, og hun indrettede sin tilværelse efter ham og børnene.

Bettina Heltberg engagerede sig i stigende grad i sit arbejde på Politiken. I perioden 1979-1986 var hun avisens litteraturredaktør, men trådte tilbage, da hun blev ramt af alvorlig sygdom. Efter at være blevet helbredt ønskede hun først og fremmest at arbejde som skrivende kulturmedarbejder og blev desuden medlem af lederkollegiet. Hun var i årevis en flittig anmelder af litteratur, teater og tv samt kommentator og debattør inden for et særdeles bredt felt.

I årene 2007-2022 skrev hun i Politikens søndagsudgave klummen "Uden filter".

Hvor der handles

Svend Auken var i 1987 blevet formand for Socialdemokratiet, men under stor mediebevågenhed udfordrede familiens gamle ven Poul Nyrup Rasmussen ham i 1992 på formandsposten og vandt det for partiet historiske kampvalg. Kort efter blev ægteskabet mellem Auken og Bettina Heltberg opløst. I 1996 udgav hun i bogen Hvor der handles en analyse af forløbet, set fra hendes fremskudte tilskuerposition. Den meget personlige bog, som hun også kalder Erindringsbilleder, handler bl.a. om moralsk nedslidning i politik. Hun kontrasterer sin families klassiske humanisme med pragmatismen i den politiske kultur og perspektiverer formandsopgøret ved at sammenligne det med den blodige magtkamp mellem Cæsar og Brutus, sådan som Shakespeare har tolket den i tragedien Julius Cæsar. Læsernes begejstring medførte Weekendavisens litteraturpris 1996.

Bog om Shakespeare

Bettina Heltberg, som i mange år havde fordybet sig i Shakespeares værker, udgav i 1999 Resten er tavshed med en række analyser af forfatterskabet. Herefter kom romanerne Deadline (2002) og George (2006).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig