Bolivias befolkning består officielt af 37 etniske grupper, og blev i 2024 estimeret til ca. 12,4 millioner. Landet har en årlig befolkningstilvækst på 1,35 procent og en gennemsnitlig levealder på ca. 72 år for kvinder og 66 år for mænd.
Landet blev erklæret en flernational stat i 2009, da en ny forfatning trådte i kraft under præsident Evo Morales, der vandt valget i 2005 som landets første præsident af indfødt oprindelse. En af hans vigtigste politiske reformer var at omskrive forfatningen for at anerkende landets kulturelle og etniske mangfoldighed.
Den nuværende præsident, Luis Arce, er både statsoverhoved og regeringsleder, og præsidenten vælges for 5 år ad gangen. Næste valg finder sted i 2025. Den lovgivende forsamling består af et senat med 36 medlemmer og et deputerkammer med 130 medlemmer.
Bolivias økonomi er stærkt afhængig af naturressourcer, især eksport af naturgas og mineraler som zink, sølv og tin samt landbrugsprodukter som soja. Landets industri er beskeden, selv om der er bestræbelser på at diversificere den.
De vigtigste importvarer er maskiner og transportudstyr, gødning og kemiske materialer, der er nødvendige for landbrugs- og industriproduktion. På trods af at Bolivia selv har en produktion af naturgas, importerer landet forarbejdede olieprodukter som benzin og diesel for at dække det indenlandske behov. Der er også en betydelig import af forarbejdede fødevarer, drikkevarer og andre dagligvarer, som ikke kan produceres lokalt. Derudover importerer bolivianerne alt elektronisk udstyr.
Bolivias vigtigste eksportvarer er naturgas, især til nabolandene Brasilien og Argentina, hvilket udgør en væsentlig del af landets eksportindtægter. Derudover eksporterer landet zink, sølv, tin, guld, jernmalm og stålprodukter. I lavlandet eksporterer Bolivia især soja og produkter som sojamel og sojabønneolie. Derudover eksporterer landet kaffe, quinoa og sukker.
Landet har nogle af verdens største reserver af lithium, som bl.a. bruges til batteriproduktion. Selv om produktionen af lithium stadig er under udvikling, forventes det at blive en væsentlig eksportvare i fremtiden.
Bolivias vigtigste samhandelspartnere er Brasilien, Argentina, USA, Kina og Chile. De største investorer i Bolivia er Spanien, Brasilien, Argentina, Kina og USA. Alle landene har fokus på energi- og minesektoren.
Læs mere om Bolivias forfatning og Bolivias politiske partier
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.