Christian 2.

Som barn blev Christian en tid opdraget hos den københavnske storkøbmand Hans Meissenheim Bogbinder. Som ung prins deltog han ivrigt i Sveriges erobring 1497 og i krigsførelsen efter 1501, da Sverige atter løsrev sig. I 1506 blev han indsat som regent i Norge, hvor han med hård hånd sikrede det danske herredømme.

Mod forfatningen blev tronfølgen allerede i faderens levetid sikret, og ved kong Hans' død 1513 besteg Christian uden videre tronen. Med stor personlig myndighed forstod han at sætte sig ud over de formelle bånd, som håndfæstningen lagde på regeringsudøvelsen.

En første politisk triumf var ægteskabet (ved stedfortræder) 1514 med Elisabeth, den kommende tysk-romerske kejser Karl 5.s søster – det fornemste ægteskab, som nogen dansk konge har indgået. Foreløbig beholdt Christian 2. ganske vist elskerinden Dyveke, men efter hendes død 1517 knyttedes ægtefællerne nært til hinanden. Dyvekes mor Sigbrit Villoms fik indflydelse som kongens rådgiver. Christian 2. og Elisabeth fik fem børn. Hans, tvillingerne Maximilian og Filip Ferdinand, Dorothea og Christine.

I 1517 blev krigen mod Sverige genoptaget. Efter storstilede rustninger lykkedes det i januar 1520 at føre hæren højt op i de svenske kernelande. Selv sejlede Christian 2. med flåden fra København og sluttede sig til hæren, der belejrede Stockholm.

Efter overgivelsen lod han sig hylde som Sveriges arveherre, et forfatningsmæssigt overgreb, der reelt forvandlede valgkongedømmet til et diktatur. Henrettelsen af over 80 tilhængere af rigsforstanderen Sten Sture i dagene 8.-9. november 1520 under "Det Stockholmske Blodbad", som fandt sted uden hensyn til hans højtidelige løfter om en fuldstændig amnesti, har præget eftertidens opfattelse af ham som den kyniske og brutale tyran.

Efter blodbadet stod Christian 2. på højden af sin magt. Rastløs kastede han sig straks over nye projekter. Allerede i december 1520 oprettede han et nordisk handelskompagni og gav admiralen Søren Norby ordre til at forberede en ekspedition til Grønland. Næringsliv og handel skulle fremmes med alle midler. Omsorgen for købstæderne trådte særligt frem i de omfattende love, der blev sat i kraft 1521-1522. Under et besøg hos svogeren Karl 5. i sommeren 1521 forberedte han tilsyneladende en ekspansion i Nordtyskland.

Opstanden i Sverige under den nyvalgte rigsforstander Gustav 1. Vasa kuldkastede imidlertid alle planer. I sommeren 1522 udbrød åben krig med hansestæderne, og i selve Danmark murrede befolkningen over krigspolitikken. Ved forliget i Bordesholm den 13. august 1522 måtte han gøre store indrømmelser til sin farbror, hertug Frederik (den senere Frederik 1.), en ydmygelse, der ramte ham hårdt.

Da oprøret brød ud i Nørrejylland i januar 1523, mistede han helt modet. Hen ved 20 gange skal han have ladet sig ro frem og tilbage over Lillebælt. Den 13. april sejlede han fra København med orlogsflåden, officielt for at søge hjælp hos dronningens slægtninge. Reelt var det en flugt.

I Nederlandene etablerede parret med de tre børn et eksilhof i Lier sydøst for Antwerpen. Herfra udgik Christian 2.s kamp for at genvinde sine riger. Ørnevisen og en dansk oversættelse af Det Nye Testamente agiterede for hans sag. Han knyttede store forventninger til udbetalingen af dronningens medgift, men forholdet til den nederlandske regering var yderst anspændt, ikke mindst som følge af Christian 2.s overgang til Luthers lære. Ved Elisabeths død 1526 blev børnene taget fra ham.

Først i efteråret 1531 lykkedes det under store vanskeligheder at udruste en stærk flådemagt, men ved ankomsten til Oslo Fjord den 8. november var hæren og flåden i en elendig forfatning.

Den 5. januar 1532 blev Christian 2. hyldet som Norges arveherre, men Bohus, Akershus og Bergenhus nægtede at overgive sig. Navnlig Mogens Gyldenstierne på Akershus forsvarede sig med stor tapperhed. Efter ankomsten af en overlegen dansk-lybsk flåde måtte han indlade sig på forhandlinger og indgik den 1. juli den skæbnesvangre overenskomst, der mod givet lejde skulle føre ham til København for at forhandle med Frederik 1. Forhandlingerne i København gav imidlertid ikke de resultater, Frederik 1. havde håbet på, og da han ikke ønskede Christian 2. på fri fod, valgte han at bryde lejdet.

Man fortalte Christian 2., at man ville forhandle videre med ham i Flensborg, men i stedet førte man ham til Sønderborg, hvor han blev indsat som fange på slottet den 9. august.

I fangenskabet blev en gammel soldat, Mikkel, hans eneste selskab, og først i 1549 mildnedes indespærringen. Christian 2. blev overført til Kalundborg Slot, hvor han kunne færdes frit i omegnen og drage på jagt.

Christian 2. døde den 25. januar 1559 og er begravet i Sankt Knuds Kirke, domkirken i Odense.

• kongerækken i Danmark
• Danmarks historie i Middelalderen
• Hans
• Christine af Sachsen
• Frederik 1.
• Det Stockholmske Blodbad