Danish Crowns manglende konkurrenceevne gav som også udslag i, at de enkelte andelshavere mistede store indtægter. Blandt de ca. 5.300 andelshavere blev der rejst rejst et krav om store ændringer både i virksomheden og i den folkevalgte ledelse.
Det resulterede i en vedtægtsændring i efteråret 2024, så bestyrelsen ud over fem andelshavere og tre medarbejdervalgte medlemmer også kom til at bestå af fem eksterne medlemmer. Som noget helt nyt for en andelsvirksomhed blev der lagt op til, at formandsposten besættes af et af de eksterne medlemmer. Ny formand blev Søren Schou, tidligere administerende direktør for A. P. Møller – Mærsk.
Utilfredsheden med de dårlige afregningspriser resulterede også i, at flere store andelshavere forlod Danish Crown. De begyndte i stedet at levere til det tysk-ejede Tican med slagterier i Thisted og Brørup og til det privatejede DanePork i St. Lihme mellem Vejle og Billund. Tican slagtede i 2023 ca. 2,8 mio. svin, og ifølge Børsen regner slagterier med at komme op på 4,5 mio. slagtninger om året, dvs. det halve af Danish Crown.
Den udvikling betød at den administrerende direktør siden oktober 2015, Jais Valeur, stoppede og blev erstattet af Niels Duedahl, der indtil september 2024 var leder af et andet andelsselskab, nemlig energi- og it-selskabet Norlys.
En af hans første handlinger var at skære et ledelseslag væk og dernæst fyre 500 funktionærer, især på hovedkontoret i Randers.
Man vil også satse på at hæve forædlingsgraden. Allerede i 2022 åbnede en ny baconfabrik i Rochdale ved Manchester efter en investering på en milliard kroner.
Virksomheden har dog haft betydelige startvanskeligheder, ligesom flere af Danish Crowns øvrige datterselskaber også har haft udfordringer med at levere et tilfredsstillende resultat.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.