Det Arabiske Institut i Paris

Arkitektonisk set er der tale om et højteknologisk byggeri i primært stål og glas, som er udført i en raffineret og smuk kontrast til den omgivende historiske parisiske arkitektur. Facaden mod Seinen følger de buede flodbredder og vandspejl.

På bygningens tagetage, hvor der ligger en restaurant, er der udsigt til Notre-Dame de Paris, Latinerkvarteret og det centrale flodløb på denne lokalitet med øen Saint-Louis. Hele Det Arabiske Instituts sydlige facade er inspireret af traditionel arabisk geometri og mønstre og består af intet mindre end 240 såkaldte mashrabiyaer, som er industrielle og bevægelige skærme med fotoelektriske celler og mobile åbninger, der sikrer en teknisk styring og regulering af dagslys og solskin. Mekanismen virker i princippet ligesom et fotografiapparats bevægelige linser og bevirker, at den samlede facade bevæger sig og følger solens gang.

Herudover, og dette er epokegørende i bygningsværkets arabiske kontekst og tolkning, så fremelsker denne avancerede moderne løsning udsøgte indendørs lys- og skyggespil, som giver direkte associationer til historisk arabisk arkitektur i såvel Nordafrika, Sydspanien, Mellemøsten og Arabien.

Det Arabiske Instituts faciliteter rummer større udstillingsarealer, bibliotek og bogtårn samt tilknyttede forskningsmuligheder, uddannelsescenter og et center for arabisk sprog, konference- og seminarfaciliteter etc.

Instituttet er indpasset på en cirka 7.000 kvadratmeter stor grund, hvor der samlet er opført knap 27.000 kvadratmeter i op til 32 meters højde. Højden er således lige under københavns Rundetårns højde på 34 meter, hvilket viser at der er tale om et ambitiøst kulturbyggeri i centrum af Paris. Dette afspejles i øvrigt også i anlægsprisen, som i 1980'erne beløb sig til 341 millioner franske franc.

Det politiske ønske om bygningsværket tager sin begyndelse i slutningen af 1970'erne, hvor den franske regering vurderede, at en mere markant repræsentation af den arabiske verden i Frankrig var af stor vigtighed for at bevare og fremme historiske bånd med den række af stater, der udgør den arabiske verden.

I Paris havde den franske regering allerede i 1920'erne bygget en stor moské, men i 1970'erne udtryktes der supplerende behov for et sekulært fokus på at fremme arabisk civilisation, viden, kunst, tankegang og æstetik. Og for således at skabe en bro mellem øst og vest stiftedes Det Arabiske Institut i Paris, som en organisation bestående af højtstående repræsentanter fra alle medlemslande i Den Arabiske Liga, som finansieredes af såvel Frankrig som de arabiske stater i fællesskab.

Visionen om Det Arabiske Institut kom i begyndelsen af 1980'erne helt op på den franske præsident Valéry Giscard d'Estaings bord, eftersom han fandt det afgørende at fremme tiltag, som ville kunne lette tidens politiske spændinger mellem den arabiske verden og Vesteuropa, og fremme kreative og forskningsmæssige samarbejder. Og netop i forlængelse af disse overvejelse sikrede den franske stat den tidligere omtalte centrale placering ved Seinefloden, som dengang var en hidtil ubrugt grund ejet af Jussieu-universitetet.

Efter Det Arabiske Instituts indvielse i 1987 fik bygningsværket tildelt Equerre d'Argent-prisen i 1988 og Aga Khan-prisen i 1989, hertil kommer at det desuden blev kåret til årets Europæiske Kulturtiltag i 2014 i regi af European Cultural Brands i Berlin.

• Frankrig – arkitektur – funktionalisme og modernisme
• Paris' bygninger og museer
• Paris

• Architecture | Institut du monde arabe (imarabe.org)