Det Demokratiske Parti

De seneste næsten hundrede år har Demokraterne været fortaler for en amerikansk velfærdsstat, og at den føderale stat skal sikre lige muligheder for alle amerikanere. Demokraterne er fortalere for en stærk statsmagt, der skal sikre offentlig uddannelse og sygesikring samt et økonomisk sikkerhedsnet for de mest sårbare amerikanere. Dette skal finansieres ved at beskatte de rigeste amerikanere.

Demokraterne har siden 1930'erne haft et tæt samarbejde med den amerikanske fagbevægelse. Dannelsen af de fleste velfærdsprogrammer i USA er sket under Demokratiske præsidenter.

Indtil 1960'erne var Demokraterne det dominerende parti blandt hvide vælgere i i Sydstaterne, hvor raceadskillelse var udbredt. Siden da har partiet positioneret sig som partiet for afroamerikanere og andre etniske minoriteter bl.a. latinoer. Derfor har partiet også en general positiv opfattelse af immigration.

Mange religiøse minoriteter, fx muslimer og jøder, stemmer også i høj grad demokratisk. I partiet har man arbejdet for at udligne social ulighed (især for afroamerikanere) ved affirmative action (kvoter).

Demokraterne anerkender menneskeskabte klimaforandringer, og de har i senere år haft grøn omstilling som et kerneområde, herunder øgede krav til USA's industri for at beskytte naturen.

Demokraterne er overvejende pro-choice, dvs. de støtter kvinders ret til abort. Kvinders rettigheder og ligestilling har været centrale emner for partiet ved de seneste valg. Lidt langsommere har partiet været til at støtte LGBTQ-rettigheder, men nu bruges dette til at positionere partiet over for det mere konservative Republikanske Parti.

Demokraterne går ind for en strengere våbenlovgivning end Republikanerne. Deres reformer for at ændre kriminalitetsraten fokuserer ofte på bekæmpelse af fattigdom. Mange demokratiske politikere er modstandere af dødsstraf.

Udenrigspolitikken er det område, hvor de to partier har haft mest til fælles, indtil Donald Trumps "America First"-doktrin siden 2017. En stor del af partiet støtter en aktivistisk udenrigspolitik, hvor USA skal bruge sin position som supermagt til at lede det internationale diplomati og beskytte menneskerettigheder og demokrati. Der er dog kritiske røster internt i partiet, der har være skeptiske over for USA's støtte til Israel.

Hvert fjerde år mødes partiet ved partikonventet. Dette finder sted om sommeren i et år, hvor der er valg til præsidentposten. Ved konventet vedtages et partiprogram, og der vælges officielt en præsidentkandidat og vicepræsidentkandidat.

Reelt vælges præsidentkandidaten ved en række primærvalg (afholdes i foråret i valgåret), hvor alle medlemmer i partiet kan stille op og herefter vælges af partiets vælgere. Dermed har partitoppen relativt lille indflydelse på valget af præsidentkandidat. Partiet benytter sig dog af såkaldte super-delegates, erfarne kræfter inden for partiet, der har særligt stor indflydelse ifm. valget af præsidentkandidater.

I de næste tre årtier var Demokraterne det dominerende parti i USA. De var modstandere af en stærk centraliseret statsmagt og en centralbank og ønskede størst muligt selvstyre for delstaterne; de forsvarede samtidig slaveriet, men mod slutningen af 1850'erne splittede spørgsmålet partiet mellem nord- og sydstater.

Splittelse i partiet førte til Republikaneren Abraham Lincolns sejr ved valget i 1860. Den Amerikanske Borgerkrig brød ud kort tid efter.

I mange år efter borgerkrigens afslutning i 1865 blev Demokraterne forbundet med Syden og slaveriet, og det Republikanske Parti blev nu dominerende. I perioden 1860-1928 tilbragte Demokraterne kun 16 år i Det Hvide Hus.

I Woodrow Wilsons præsidentperiode 1913-1921 blev modstanden mod den centraliserede statsmagt opgivet. Demokraterne så i stigende grad den føderale regering i Washington, D.C. som en nødvendig modvægt til de store virksomheder, der dominerede hele industrier.

Fra begyndelsen af 1930'erne og fire årtier frem var det Demokratiske Parti dominerende i national politik. Denne periode kaldes "den liberale konsensus" hvor velfærdsstaten udvidedes markant og flere minoriteter opnåede flere muligheder og rettigheder. Demokraten Franklin D. Roosevelt vandt i 1932 præsidentposten, og det blev en skillelinje i amerikansk politisk historie. Roosevelts mange reformprogrammer, der skulle modvirke Den Store Depressions virkninger på den amerikanske samfundsøkonomi, gik under betegnelsen The New Deal. Dette skabte et basalt socialt sikkerhedsnet i USA og nye roller til præsidenten og den føderale regering.

Fra midten af 1960'erne svækkedes partiet i Syden pga. dets støtte til Borgerrettighedsbevægelsen. Denne støtte, som blandt andet resulterede i afskaffelsen af raceafskillelse i Syden, førte til, at mange socialt konservative Demokrater forlod partiet og begyndte at stemme Republikansk. Også en del af partiets arbejdervælgere og udflyttere i forstæderne i de nordlige stater var utilfredse med, hvad de anså for positiv særbehandling af sorte.

En konservativ dominans betød, at Det Demokratiske Parti måtte rykke ind mod midten, bl.a. under Bill Clintons tid som præsident i årene 1993-2001. Efter Finanskrisen i 2007-2008 lykkedes det Demokraterne at erobre præsidentposten med Barack Obama som kandidat og samtidig sikre markante flertal i begge Kongressens kamre. De store progressive reformer udeblev, men partiet havde nu konsolideret sig som det unge, multikulturelle parti.

I 2016 valgte Det Demokratiske Parti for første gang en kvindelig præsidentkandidat, Hillary Clinton. På trods af, at hun fik ca. 2,8 millioner stemmer flere end sin republikanske modkandidat, Donald J. Trump, tabte hun valget – fordi hun ikke fik valgmandsstemmer nok til at vinde. Trump tog bl.a sejren i tre traditionelt Demokratiske stater – Pennsylvania, Wisconsin og Michigan; et tegn på at Demokraterne var begyndt at miste deres appel til den hvide arbejderklasse.

Det lykkedes Joe Biden at generobre Det Hvide Hus ved valget i 2020, men i sommeren 2024, blot fire måneder før præsidentvalget, overtog vicepræsident Kamala Harris partiets nominering fra Biden, der valgte ikke at genopstille. Harris, som tilhørte partiets moderate midte, fokuserede på at få håb og optimisme ind i partiets kampagne. Hun fokuserede især på abortrettigheder og den faldende levestandard, og hun dyrkede partiets unge og multikulturelle kernevælgere. Dog tabte hun valget til Trump i november 2024.