Det Indiske Ocean.
Det Indiske Ocean, havområdet mellem Afrika, Asien og Antarktis. Konventionelt afgrænses det fra Atlanterhavet af en linje sydpå fra Kap Agulhas, Afrikas sydligste punkt, og fra Stillehavet af en linje sydpå fra Tasmaniens sydspids. Således afgrænset er arealet 74 mio. km2 inkl. bihave.
Oceanet rummer flere dybhavsbassiner, adskilt af lange bjergrygge. Største havdybde er målt i Sundagraven (7455 m) syd for Indonesien.
Det Indiske Ocean. Kort over havstrømmene; røde pile angiver varme strømme, blå pile kolde.
Koralrev ved Maldiverne med maskevimpelfisk (Heniochus monoceros).
En sæsonmæssig variation i vindsystemerne nord for ækvator bevirker, at Det Indiske Ocean i perioden november-marts domineres af vinde fra NØ (NØ-monsunen) og maj-september af vinde fra SV (SV-monsunen), hvilket har afgørende betydning for overfladestrømmene. Under NØ-monsunen hersker en vestgående Nordækvatorial Strøm mellem 8° n.br. og ækvator, en østgående Ækvatorial Modstrøm mellem ækvator og 8° s.br. og en vestgående Sydækvatorial Strøm mellem 8° og 15° s.br. Under SV-monsunen har strømmen nord for ækvator ændret retning mod øst, og kombineret med Den Ækvatoriale Modstrøm hersker således en østgående bevægelse fra 15° n.br. til 7° s.br., den såkaldte Sydvest Monsun Strøm. Syd herfor findes den Sydækvatoriale Strøm stadig, og i samme periode er den kraftigere end i NØ-monsun-perioden.
Disse skiftende vindsystemer har stor indflydelse på strømforholdene ved Afrikas østkyst. Under NØ-monsunen fortsætter hovedparten af vandet fra Den Sydækvatoriale Strøm over i den sydgående Agulhasstrøm, som er en dyb, smal (100 km) strøm, der transporterer mellem 50 og 80 mio. m3/s. Når denne strøm når Afrikas sydspids, går den over i Den Antarktiske Cirkumpolare Strøm. Under SV-monsunen drejer Den Sydækvatoriale Strøm nordover ved det afrikanske kontinent og danner Somalistrømmen, der transporterer ca. 65 mio. m3/s. og ofte har hastigheder på ca. 2 m/s. Agulhasstrømmen er i denne periode forholdsvis svag.
Overfladetemperatur og saltholdighedsforhold er i Det Indiske Ocean meget lig forholdene i de øvrige oceaner; maksimumtemperaturer på omkring 28 °C findes ved ækvator, mens maksimumsaltholdigheden på ca. 36 ‰ findes i subtroperne på ca. 30° s.br., hvilket er lidt sydligere end i Atlanter- og Stillehavet. Mod nord har Det Arabiske Hav og Den Bengalske Bugt meget forskellige karakteristika. Det Arabiske Hav har høje saltholdigheder på op til 36,6 ‰ pga. en stor fordampning. Saltholdigheden i Den Bengalske Bugt falder derimod fra 34 ‰ ved 5° n.br. til mindre end 31 ‰ i nord, hvilket skyldes et stort tilløb fra floder, især under SV-monsun-perioden.
Dyb- og bundvandet i Det Indiske Ocean stammer fra Nordatlanten og områder ved Antarktis.
I november-marts, når NØ-monsunen hersker, dannes der mellem Den Nordækvatoriale Strøm og Den Sydækvatoriale Strøm en række overfladestrømme, som får næringsrigt vand fra havets dybere dele til at stige op til overfladen (upwelling). Det giver en høj planktonproduktion. Når Den Nordækvatoriale Strøm er vendt og går mod øst i maj-september under SV-monsunen, trækker den nordgående Somalistrøm bundvand op i Det Arabiske Hav. Planktonproduktionen her er blandt de højeste i verden. Der er tilsvarende opstigninger af næringsrigt vand i Det Indiske Ocean, fx ved den indiske vestkyst, i Andamanhavet ud for Thailands vestkyst, i Bandahavet ud for Indonesien og ved den australske NV-kyst. Derfor er meget store områder af Det Indiske Ocean særdeles produktive. Derimod er der lav produktion i den store strømhvirvel syd for Den Sydækvatoriale Strøm.
På dybder mellem 100 og 1500 m er vandets iltindhold meget lavt (ned til 1 % mætning), specielt i den nordlige del af Det Indiske Ocean og især i det nordøstlige Arabiske Hav. Vest for Indien når det iltfattige lag helt ind på kontinentalsoklen, hvilket begrænser bundfauna og fiskeri.
Kysterne i det nordvestlige Indiske Ocean og strækningen af den afrikanske østkyst mellem Kenya og Tanzania er mudrede pga. ferskvand fra floderne og er domineret af mangrove, mens koralrev og atoller karakteriserer det østlige Indiske Ocean. I kystområderne er der mange steder et rigt fiskeri efter mange forskellige fisk, rejer og blæksprutter. I de åbne havområder er tun og bugstribet bonit ("skipjack tuna") vigtige for fiskeriet. Fiskeripotentialet i Det Indiske Ocean, især i Det Arabiske Hav, formodes langtfra at være fuldt udnyttet.
Strandene på Mauritius ligger i ly bag koralrev. Det betyder dog at det er klogt at anvende badesandaler på flere af strandene.
Med sin store udstrækning rummer oceanet alle klimabælter fra tropisk i nord til polarklima nær Antarktis. Vindene over de sydlige egne er udprægede vestenvinde, som uhindret af fastlande blæser med store vindstyrker. Fra det stationære højtryksområde over oceanet blæser sydøstpassaten året igennem; nord for ækvator afløses den af monsunvinde, der om sommeren blæser fra SV ind over Sydasien med store nedbørsmængder. Om vinteren skifter monsunen retning og blæser fra NØ.
Det Indiske Oceans høje vand- og lufttemperaturer bevirker, at der ofte dannes tropiske cykloner; i den vestlige del Mauritiusorkaner, der hærger Madagaskar og Afrikas østkyst. 10 % af verdens tropiske cykloner dannes i dette område. Nord for ækvator opstår de tropiske cykloner i området syd og SØ for Sri Lanka, hvor de sammen med andre hvirvelstorme i Den Bengalske Havbugt kan skabe oversvømmelser i lavtliggende kystområder i det østlige Indien og Bangladesh.
Maldiverne.
Det Indiske Ocean rummer kun to større øer, Madagaskar og Sri Lanka, samt enkelte øgrupper, herunder de selvstændige ministater Seychellerne, Comorerne, Mauritius og Maldiverne. I alt bebos øerne afmere end 45 mio. mennesker (2015). Den sydlige del af oceanet, området mellem Afrika, Australien og Antarktis, er blandt de mindst befærdede egne i verden. Her ligger kun nogle få isolerede og næsten ubeboede øer, bl.a. Kerguelen, Amsterdam og Heard.
Sejlads og handel over Det Indiske Ocean har dybe historiske rødder, men det er nu relativt lidt trafikeret. Dog er olietransporterne fra Den Persiske Golf af stort omfang, og Malaccastrædet, forbindelsen til Det Sydkinesiske Hav, er blandt verdens travleste. Blandt landene omkring oceanet har kun Indien en handelsflåde af betydning; her ligger også de vigtigste havnebyer. Kun få pct. af verdens fiskeri foregår i Det Indiske Ocean; det er helt overvejende kystfiskeri med småbåde og med Indien som største fiskerination. Enkelte steder findes offshore-olieudvinding; vigtigst er feltet Bombay High ud for Bombay (Mumbai).
Senest i de sidste århundreder f.Kr. lærte asiatiske søfolk at udnytte monsunvindene til at krydse det åbne hav og at bruge de stjerneklare nætter til observationer, der med sikkerhed tillod dem at nå deres bestemmelsessted efter mange døgn på havet. Men monsunens rytme tillod kun én årlig sejlads på de oversøiske ruter, og behovet for grovvarer som korn, salt og træ dækkedes næsten overalt langs Det Indiske Oceans kyster enten fra det umiddelbare opland eller med flodtransport. Derfor var de asiatiske staters og imperiers interesse for havet som oftest meget lille.
Ikke desto mindre har Det Indiske Ocean fungeret som bindeled både økonomisk og kulturelt. Især Indonesien og det sydøstasiatiske fastland har modtaget stærke påvirkninger over havet fra Indien; i løbet af det første årtusinde efter vor tidsregning først via hinduismen, senere via islam, der i 1300-1400-t. næsten overalt på øerne fortrængte hinduismen.
Med det årlige handelssamkvem i forbindelse med monsunvinden udvikledes omkring Det Indiske Ocean et netværk af emporier, dvs. havnebyer, der årlig besøgtes af skibe og købmænd fra fjerne egne, fordi de her kunne forvente retssikkerhed og træffe et udvalg af købere til deres egne varer og sælgere af de varer, som de ønskede at bringe med hjem som returfragt. Skønt vi ikke finder eksempler på, at sådanne byer regeredes af købmændene selv, var de som regel kun svagt kontrolleret fra staternes eller imperiernes centre. Deres herskere var lokale fyrster, der vel tog sig godt betalt, men også vidste, at for stor grådighed ville ødelægge deres egen forretning.
Det var således et fuldt udviklet handelssamkvem over lange distancer, som portugiserne fandt, da deres skibe i 1498 rundede Afrika og sejlede ind i Det Indiske Ocean. Betegnende nok var det en indisk lods, der førte de portugisiske skibe fra den østafrikanske kyst til det vigtige emporium Calicut på den indiske sydøstkyst. Kun takket være samarbejdet med de asiatiske købmænd og søfartskyndige var portugiserne i stand til på få årtier at lære Det Indiske Oceans ruter og emporier at kende og sætte sig fast i strategisk beliggende emporier som Hormuz, Diu, Goa og Malacca.
Det formentlig eneste nye, portugiserne bragte til Det Indiske Ocean, var de kanonarmerede skibe og viljen til at bruge dem. Netop fordi de stærke asiatiske stater og imperier ikke tillagde havet nogen stor betydning, var portugiserne i stand til at tvinge store dele af handelen gennem deres egne emporier. Det gav den portugisiske krone store toldindtægter, men det lykkedes dem aldrig at beherske handelen i Det Indiske Ocean. Asiatiske købmænd og søfolk fandt snart frem til nye ruter og emporier, fx Aceh på Vestsumatra og Johor nær Malacca. Ikke engang kravet på monopol på peberhandelen til Europa kunne opretholdes, og det varede ikke længe, før karavanerne atter bragte peber til handelsbyerne ved Middelhavet. Og hvor portugiserne selv uden for deres egne støttepunkter gik ind i handelen i Det Indiske Ocean, blev det på de forhåndenværende vilkår; de måtte underkaste sig samme regler som alle andre på emporiernes kosmopolitiske markeder.
Større betydning fik i 1600-t. den hollandske handel på ruterne i Det Indiske Ocean. Batavia, den hollandske hovedby på Java, kom til at fungere som centrum i et helt specielt netværk. Op til 60 skibe blev dirigeret fra Batavia af det hollandske ostindiske kompagni, på den tid verdens største virksomhed, fra emporium til emporium, fra Japan i øst til Aden i vest med en indtjening, der i en årrække var så stor, at den kunne betale den hollandske import af asiatiske varer til Europa. Men den asiatiske handel og skibsfart fortsatte på de traditionelle ruter, sandsynligvis endda i voksende omfang. Ikke mindst Surat ved Cambaybugten var ved 1600-t.s slutning et vigtigt handelsknudepunkt og hjemsted for over 100 skibe i oversøisk fart.
Først i løbet af 1700-t.s anden halvdel begyndte den asiatiske skibsfart at miste sin dynamik for til sidst at blive fortrængt til kystskibsfart og korte distancer. Årsagerne til dette vigtige omslag er endnu ikke udredt fuldt ud. Økonomisk var udviklingen allerede begyndt før den britiske erobring af Indien fra midten af 1700-t. I stigende omfang var britiske privatejede skibe begyndt at udkonkurrere de asiatiske i handelen fra emporium til emporium i Det Indiske Ocean. Med de britiske erobringer i Indien ændredes den politiske situation totalt, og senest under Napoleonskrigene var der etableret et britisk søherredømme over Det Indiske Ocean. De vigtigste handelsknudepunkter var nu de britisk dominerede byer, Bombay (Mumbai), Madras (Chennai), Calcutta (Kolkata) og Singapore.
I 1800-t. inddroges landene omkring Det Indiske Ocean i det europæiske verdensmarked på en langt mere intens måde end før. Europæiske industrivarer fortrængte asiatiske håndværksprodukter, og landene omkring Det Indiske Ocean blev eksportører af råvarer, især da dampskibene og Suezkanalen fra slutningen af 1800-t. billiggjorde transporten.
Hundredtusinder af kontraktarbejdere eller selvstændige udvandrere, især fra Indien og Kina, emigrerede til Ceylon, Østafrika, Malaya og Indonesien.
Som følge af 2. Verdenskrig og afviklingen af Det Britiske Imperium i årene efter krigen faldt det britiske søherredømme i Det Indiske Ocean. Under den kolde krig var havet strategisk et lavt prioriteret område under vestlig dominans.
Den økonomiske udvikling i landene omkring Det Indiske Ocean har påkaldt sig mindre opmærksomhed end den vækst, der har fundet sted i Øst- og Sydøstasien. Alligevel har den økonomiske og politiske udvikling i landene omkring Det Indiske Ocean været mere dramatisk end på noget tidligere tidspunkt; måske netop fordi Det Indiske Ocean nu i langt mindre grad end før udgør et lukket maritimt rum.
Grønland er et selvstyrende land i et rigsfællesskab med Danmark og Færøerne. Det er verdens største ø med et areal på 2.486.000 km2, en afstand fra nord til syd på ca. 2.670 km og en samlet kystlinje på over 44.000 km.
Forsvarsaftale for Grønland af 1951 blev indgået mellem Danmark og USA den 27. april 1951. Den indebærer, at USA i regi af NATO skal bistå Danmark i forsvaret af Grønland, og at USA har ret til fri adgang overalt i Grønland.
Thule Air Base et forsvarsanlæg på Grønland, anlagt af USA under den kolde krig. Basen stod klar i 1952. Siden 2023 har anlægget været kendt under navnet Pituffik Space Base.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.