Erik A. Nielsen blev cand.mag. i dansk og tysk i 1968 og i 1969 ansat ved sit universitets Institut for Nordisk Filologi som underviser og forsker i et danskfag, der befandt sig midt i både ekspansion, fagkritik og turbulent fløjopdeling. Han forblev her karrieren igennem, senest som professor 2005-2011.
Erik A. Nielsen var engageret i kredsen omkring den nye professor Aage Henriksens eksistentielle litteratur-opfattelse, hvortil hører redaktionsvirksomhed i litteraturtidsskriftet Kritik (1970-1976) og medforfatterskab til den åndshistorisk orienterede litteraturhistorie Ideologihistorie I-IV (1975-1976).
Erik A. Nielsens betydelige faglige bredde omfatter disputatsen Holbergs komik (1984, genudgivet 2007), der bestemte livsforståelsen i Ludvig Holbergs tidlige digtning, bl.a. komedierne, som mere tvetydig og uafklaret end ellers antaget. Hertil kommer flere monografiske arbejder, om bl.a. Lars Ahlins forfatterskab, Edgar Allen Poes kriminalfortællinger og Shakespeares teater. Gennemgående har han været optaget dels af modernismens livstydning, dels af refleksion over fortolkning og analyse, herunder med en stærk interesse for tværæstetik og især sammenstilling af litteratur, billedkunst og musik.
Han var en efterspurgt underviser, og som formidler havde han også både dramaturgisk virksomhed og udfærdigede undervisningsmateriale til folkeuniversitet og gymnasium samt fx små udstillingsintroduktioner til danske billedkunstnere. Modsat mange af sine institutkolleger bedrev han ikke dagbladskritik.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.