Hammershøj Kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Hammershøj Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre.

I kirkens ældste dele er der til trods for flere omsætninger af murværket bevaret flere oprindelige detaljer. På nordsiden ses fx tre af de små vinduer fra romansk tid. Også begge oprindelige indgangsdøre er bevaret i forskellig stand. Dørene findes mod nord og syd i skibets vestende. Norddøren er i dag tilmuret, men er stadig synlig som en udvendig niche. Den tilsvarende syddør, som er udformet som en søjlebåren portal, er fortsat i brug, og forbinder i dag våbenhuset med skibet.

Tårnet på skibets vestende er senmiddelalderligt. Tårnet er bygget af genbrugte romanske kvadre nederst og munkesten i øvrigt, dvs. store mursten, som i løbet af middelalderen overtog naturstenenes rolle som det foretrukne byggemateriale i kirkerne. Tårnrummet er forbundet med skibet gennem en spids bue, og øverst har tårnet et saddeltag med gavle i øst og vest. Tårnet er formentlig forkortet på et tidspunkt, hvorfor det i dag fremstår lidt kort i forhold til skibet.

Apsissen på korets østende, dvs. den halvrunde afslutning, er typisk for sin opførelsestid i 1881 bygget til at ligne en historisk bygningsdel, og går dermed i ét med korets romanske kvadermurværk. Apsissen erstattede en tresidet udbygning af koret fra senmiddelalderen.

Våbenhuset på skibets sydside er fra 1882, men er stærkt præget af en ombygning i 1981. Årsagen til ombygningen var at våbenhuset i 1882 var blevet bygget uproportionelt stort i forhold til resten af kirken, og det derfor gav mening at gøre bygningen lavere, ligesom den tidligere høje gavl blev erstattet af et tag med fald til de tre frie sider.

Indvendigt står kirkerummet med hvidkalkede vægge og gråligt malede trælofter, mens gulvene er belagt med sorte og gule teglstensfliser i rudermønster.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket på en måde der særligt er kendt i Østjylland, hvor i alt fire løver, opstillet parvis, mødes i to mandshoveder.

Kirkens altertavle er en enkel renæssancetype, kendetegnet ved den ”arkitektoniske” opbygning, hvor det store stykke i midten er opdelt af fire søjler, som bærer en trekantet gavl. Storstykket er udsmykket med et krucifiks fra slutningen af 1800-tallet i midten, mens de to sidefelter er udsmykket med forgyldte indskrifter.

Hvor altertavlen er et eksempel på enkel renæssancekunst, er prædikestolen omvendt et eksempel på et meget rigt stykke håndværk i senrenæssancestil. På stolens fag er der rundbuede felter, hvori der er træskårne relieffer med scener fra Jesu liv. Fagene er opdelt af søjlepar. Også den usædvanligt store prædikestolshimmel er udsmykket med rundbuefelter.