Faktaboks

Hillary Clinton

Hillary Rodham Clinton

Født
26. oktober 1947, Chicago, USA
Hillary Clinton, 1993
Af //AFP/Ritzau Scanpix.

Hillary Clinton er en amerikansk jurist og politiker. Efter uddannelse på bl.a. Yale Law School, skabte Hillary Clinton sig en succesfuld juridisk karriere.

I årene 2009-2013 bestred Clinton posten som USA's udenrigsminister, og ved præsidentvalget i 2016 var Clinton Demokraternes præsidentkandidat. Efter en usædvanlig hård valgkamp måtte hun overraskende se sig slået af Republikanernes Donald Trump.

Hillary Clinton er gift med USA's forhenværende præsident Bill Clinton, og i årene 1993-2001 var hun præsidentfrue.

Hillary Clinton: Årene som præsidentfrue

I 1992 deltog Hillary Clinton aktivt i Bill Clintons præsidentkampagne, og i 1993 blev han indsat som præsident. Hendes skarpe profil som fortaler for samfundets svage grupper medførte, at hun som den første af de amerikanske præsidentfruer blev direkte involveret i det politiske arbejde og i 1993 fremlagde et forslag til en national sygesikringsordning.

Håndtering af Lewinskyaffæren

Hillary Clintons håndtering af såvel de private som de politiske virkninger af Lewinskyaffæren og rigsretssagen mod hendes mand, Bill Clinton, 1998-1999 gjorde hende til en yderst populær skikkelse blandt liberale amerikanere.

Valgkampen Hillary Clinton og Barack Obama

Hillary Clinton og Barack Obama; foto fra 2007.

.

I 2000 vandt Hillary Clinton som kandidat for Det Demokratiske Parti en plads i Senatet for staten New York, og i januar 2007 meddelte hun, at hun opstillede til det amerikanske præsidentvalg i 2008.

På trods af høje stemmetal lykkedes det dog ikke for Hillary Clinton at blive Det Demokratiske Partis præsidentkandidat, og hun måtte se sig slået af Barack Obama efter en langvarig valgkamp.

Valgt til udenrigsminister

Efter Obamas indsættelse i præsidentembedet i januar 2009 blev Hillary Clinton ikke udnævnt til udenrigsminister. Hun bekendtgjorde i 2012, at hun ikke ville fortsætte i stillingen, og hun gik af, da efterfølgeren John Kerry var blevet godkendt af Senatet i vinteren 2013.

Det Arabiske Forår

Clintons embedsperiode prægedes ikke mindst af begivenhederne omkring Det Arabiske Forår. Her skiftede USA til at støtte oppositionen i bl.a. Egypten, ligesom man bakkede op om den internationale intervention i Libyen.

Netop i Libyen omkom fire amerikanere i et militsangreb mod det amerikanske konsulat i Benghazi. Dette blev Clintons største krise som udenrigsminister, og især det konservative USA krævede at stille hende til regnskab.

E-mail-sagen

En anden sag, som satte skår i den generelle opfattelse af Hillary Clinton som en kompetent leder, hvis indsats fik opretholdt USA's indflydelse i en stadig mere uforudsigelig verden, var den såkaldte e-mail-sag. I 2015, altså efter at hun var gået af som udenrigsminister, kom det frem, at hun havde anvendt sin private, ikke sikrede server til at sende og modtage e-mails i forbindelse med sit embede som udenrigsminister. Det var i strid med reglerne og blev kritiseret i en FBI-undersøgelse, men der blev ikke rejst tiltale.

Hillary Clinton valgte at træde tilbage som udenrigsminister med udløbet af præsident Obamas første embedsperiode.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig