Sprog har en stor betydning for forståelsen af kultur og identitet i Indien. Da landet skulle reorganiseres som union efter uafhængigheden fra briterne og delingen af Indien og Pakistan, skete det med udgangspunkt i eksisterende sproglige grænser, så hver delstat havde et majoritetssprog, der kunne tjene som officielt fællessprog. Med tiden har enkelte delstater dog fået to officielle sprog som anerkendelse af tilstedeværelsen af store sproglige minoritetsgrupper.
I alt 22 sprog har status som statsanerkendte sprog, såkaldt scheduled languages. Det drejer sig om assamesisk, bengali, bodo, dogri, gujarati, hindi, kannada, kashmiri, konkani, maithili, malayalam, manipuri, marathi, nepali, odia, punjabi, sanskrit, santali, sindhi, tamil, telugu og urdu. Størstedelen af disse fungerer som officielle delstatssprog i én eller flere indiske delstater. For mange af disse sprogs vedkommende er der tale om betydningsfulde kultursprog med en lang historie og en rig litteratur. I 2004 opnåede sprogene bodo, dogri, maithili og santali, der tales af stammefolk og etniske mindretal lokalt i det nordlige og det østlige Indien, dog også statsanerkendelse, og endnu 38 sprog er kandidater til at opnå denne status; mange af disse anses dog for dialekter af hindi snarere end selvstændige sprog.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.