John Ford

John Ford var en amerikansk filminstruktør. John Ford var det 13. barn af irske immigranter og fulgte efter broderen Francis (1882-1953) til Hollywood, hvor han var i uafbrudt arbejde som filminstruktør mellem 1917 og 1966. Lige så usædvanlig denne indsats er ved sin længde og sin vitalitet, lige så ujævn er kvaliteten heraf. Dette gælder såvel fra film til film som inden for de enkelte titler.

Blandt John Fords mange stumfilm kan fremhæves de stort anlagte The Iron Horse (1924, Ildhesten) om Union Pacific-banen og Four Sons (1928, Fire Sønner) med baggrund i 1. Verdenskrig. I 1930'erne blev især The Informer (1935, Forræder) en estimeret succes. I en ambitiøs ekspressionistisk stil fortælles en stikkerhistorie fra den irske frihedskamp.

Fords egentlige kunstneriske gennembrud kom imidlertid så sent som i 1939 med Stagecoach (Diligencen), et kammerspil i westernregi. Her fandt instruktøren sine afgørende medarbejdere og det motiv, som siden blev bærende: fortællingen om menneskers forhold til familien, samfundet, nationen og i sidste instans til historien og til Gud.

I Fords univers er de negative kræfter de farisæere og udbyttere, der har deres på det tørre socialt og moralsk. Over for dem står folk, der forpligter sig over for fællesskabet. Ofte definerer Ford disse mennesker i forhold til et tab i fx krig, arbejde eller kærlighed; omstændigheder, hvor dyder som handlekraft, hengivenhed og uselviskhed står deres prøve, og hvor ritualerne manifesterer deres styrke.

Således i The Grapes of Wrath (1940, Vredens Druer), der som Stagecoach handler om en lille gruppe på rejse. Her er 1930'ernes småbønder på flugt fra sult og kreditorer.

Filmen deler tone og holdning med They Were Expendable (1945, Operation Helvede) om USA's nederlag i Stillehavet under 2. Verdenskrig i forbindelse med general Douglas MacArthurs tilbagetog fra Filippinerne.

The Quiet Man (1952, Den tavse mand) er en erotisk komedie om en skyldplaget amerikansk boksers besvær med at falde til i Irland, hvor han har taget ophold efter at have dræbt en modstander i en kamp. Traditionerne snærer, men er på samme tid befriende, fordi de tvinger til såvel selvbekræftelse som åbenhed.

Også i The Searchers (1956, Forfølgeren) er traumer og erotik bestemmende for historien, her som faktorer bag racisme under indianerkrigene. Disse har Ford skildret, bl.a. i tre film, der mytologiserer kavaleriets rolle, finest i She Wore a Yellow Ribbon (1949, Kavaleriets gule bånd).

Om mytens og kendsgerningernes konflikt i Fords egne film og i amerikansk historieopfattelse handler The Man Who Shot Liberty Valance (1962, Manden der skød Liberty Valance), der betragtes som instruktørens kunstneriske testamente.

Sentimentalitet og distraktion kan svække filmene, men Fords verden er generøs. De arvede værdier hyldes, men profaneres også af instruktørens anarkistiske side. Hans kunst er rig på humor og poesi. Menneskeskildringen står i centrum, mens beretningerne udfolder sig i stærkt sansede landskaber under lyset fra skiftende vejr.

Foruden at være instruktør var John Ford officer i den amerikanske flåde. Af væsen var han en utilnærmelig og vredladen enegænger.

Flere af John Fords film i westernregi blev optaget i Monument Valley i Utah/Arizona, hvor man i det lokale Goulding's Museum & Trading Post har en afdeling med dokumentation om Ford. Goulding's Trading Post var Fords faste hovedkvarter i Monument Valley.