Köppens klimasystem er et klimasystem, som er udarbejdet af den russisk-tyske klimatolog Vladimir Köppen (1846-1940). Han inddelte Jorden i seks klimazoner: tropisk klima, tørt klima, varmt tempereret klima, sneklima, isklima og bjergklima. Endvidere blev klimazonerne opdelt i ti underzoner, der især defineres på grundlag af nedbørens omfang og fordeling. En tredje opdeling blev foretaget på grundlag af særlige temperaturforhold for enkelte måneder eller særligt udprægede tørkeperioder.
Köppens klimasystem er senere blevet modificeret flere gange, senest i 1980'erne. Klimagrænserne er nu defineret ud fra dagslængden (som påvirker indstrålingen) og ud fra et særligt kontinentalitetsindeks, dvs. graden af fastlandsklima. Herunder inddeles de enkelte klimazoner ud fra især nedbørsforhold.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.