Konstantinopel

Omkring 379 gjorde Theodosius 1. Konstantinopel til permanent residens for kejseren i øst. Hans søn Arkadios blev kejser i Konstantinopel i 395, og i hans regeringsperiode voksede byen og dens indflydelse. Samtidig var riget nærmest konstant truet af indre og ydre fjender. Hunnerne angreb Kaukasus, isaurierne skabte problemer i Lilleasien, og de gotiske tropper i kejserens tjeneste under ledelse af Gainas forsøgte at tage magten i Konstantinopel. Dette udløste en folkelig opstand og resulterede i en massakre på goterne i byen. Efterfølgende var goterne væsentligt svækkede, og selvom de fortsat bidrog med soldater og hærførere, var deres politiske indflydelse stækket. Den modsatte tendens så man i vest i Ravenna, hvor goterne dominerede hoffet i en grad, så de til sidst afsatte kejseren og regerede som de facto selvstændige konger.

Arkadius’ søn Theodosius 2. anlagde en ny mur omkring Konstantinopel, der udvidede byens areal betragteligt. Mursystemet bestod af mindst 15 millioner mursten, var opbygget i flere lag af befæstninger, og i sin fulde udstrækning var systemet knap seks kilometer langt. Med muren blev det nu lettere at forsvare Konstantinopel fra landsiden, det gamle Byzans' akilleshæl. Bosporus har en kraftig strøm, og det er svært at blokere Konstantinopels havne. Belejrende hære kunne derfor dårligt udsulte byen, og at tage de nye mure med storm var tæt på umuligt. Derfor måtte de fleste belejrere tvunget af sult og det barske vintervejr på et tidspunkt afbryde belejringen. Murene kom således til at spille en afgørende rolle ved de gentagne belejringer af Konstantinopel, ikke mindst avarernes og slavernes i 600-gtallet og arabernes kort efter.

Justinian 1.s tid var præget af store omvæltninger. Uden for Konstantinopel videreførte han med skiftende held krigen med perserriget, kun afbrudt af en kortvarig såkaldt evig fred. Hans store held med at vælte vandalerne i Nordafrika fik ham trukket ind i en langvarig krig mod goterne, der gjorde stor skade på både indbyggere og infrastruktur i Italien.

I Konstantinopel var han tæt på at blive ombragt under et stort oprør blandt befolkningen, vistnok orkestreret af konkurrenter til tronen, men anført af væddeløbspartierne, en slags laug og hooligan-sammenslutninger. Oprøret, kaldet Nika-opstanden, førte til voldsomme ødelæggelser, der nødvendiggjorde en omfattende genopbygning af byen, ikke mindst genopførelsen af Hagia Sophia.

Oveni de andre ulykker udbrød der i flere omgange pest, der dræbte et meget stort antal indbyggere.

Byen og indbyggertallet kom sig, og det var først med avarerne og slavernes belejring i det tidlige 600-tal og persernes synkrone blokade og besættelse af kornkammeret Egypten, at byen for alvor gik ind i en nedgangsperiode. For godt nok modstod byens mure endnu engang angriberne, mens kejseren førte hæren til sejr i persernes eget land, men avarerne nedrev i 626 den store og vigtige akvædukt, der sikrede byen vand nok til dens store befolkning.

Indbyggertallet i byen faldt drastisk, da kalifatet kort efter endegyldigt afsluttede romernes herredømme over Egypten, erobrede Lilleasien og begyndte at belejre Konstantinopel, og slaviske stammer samtidig underlagde sig Balkan.

Først i anden halvdel af 700-tallet under Konstantin 5. vendte udviklingen, vandforsyningen genoprettedes og grænserne stabiliseredes. Men med tabet af Nordafrika og Egypten, det meste af Italien og det levantinske område var Romerrigets centrum nu definitivt Konstantinopel.

På Konstantins tid og længe efter havde rigets hære været det egentlig forsvar, og det foregik som regel langt fra Konstantinopel. Men nu var Konstantinopel den egentlige fæstning, og rigets provinser og farvande var sårbare over for nye og gamle fjender.

Under Basileios 1. og hans efterfølgere blev kirker og klostre genopbygget. Byens handelsliv vendte tilbage, og man begyndte igen at producere og importere luksusvarer. I takt med generobringerne i vest og øst øgedes byens status, indbyggertal og sikkerhed. Men byen var stadig udsat for angreb, fx da rus' uventet hærgede oplandet og forsøgte at indtage byen i 860.

I 900-tallet blev flere kvarterer i byen udpeget til gesandter, handlende og lejesoldater fra andre steder, herunder rus', germanere og italienske byer. De udgjorde en vigtig del af byens handelsnetværk og bidrog til den diplomatiske kontakt med de øvrige kristne stater.

Under særligt Alexios Komnenos' efterfølgere blev der bygget klostre og kirker. Kejserens residens blev permanent flyttet til Blachernae ved Det Gyldne Horn, og dette palads blev betragteligt udbygget. Under indflydelse af vesten og de første korstog begyndte man at arrangere ridderturneringer i Konstantinopels hippodrom, mens inspiration fra øst viste sig i opførelsen af pagoder i islamisk stil.

Forholdet til de vestlige magter var aldrig stabilt og blev kraftigt forværret, da Manuel 1. Komnenos i 1171 lod alle venetianere i riget fængsle. I 1182 ophidsede Andronikos 1. Komnenos byens befolkning til at dræbe alle de latinere, dvs. primært katolske italienere, de kunne få fat på. Resultatet var en massakre på folk primært fra Pisa og Genova.

I 1203 sejlede venetianerne det fjerde korstog til Konstantinopel og indledte en belejring. Under belejringen hærgede brande store dele af byen, og da byen faldt den 12. april 1204, blev den udsat for omfattende plyndringer og hærværk. Byens mange udsmykninger og antikke statuer blev smeltet om eller taget som krigsbytte, fx et hestespand fra hippodromen, der blev opstillet som del af facaden på Venedigs Markuskirke.

I årene 1204 til 1261 var Konstantinopel regeret af forskellige katolske fyrster med begrænset magt over de tidligere romerske områder. Byen mistede indflydelse og indbyggere, og de fleste bygninger fik lov til at forfalde. En stor del af byens græske beboere og elite drog i eksil, særligt til det nærliggende Nikaea, hvor et eksilkejserdømme blomstrede op og gradvist erobrede områderne omkring Konstantinopel.

Romerne tilbageerobrede den 25. juli 1261 byen ved et tilfælde, da en gruppe på rekognoscering opdagede, at byen stort set var ubevogtet. Michael 8. Palaiologos grundlagde rigets sidste dynasti og satte gang i et større renovationsprojekt i Konstantinopel. Herefter var byen på romerske hænder og trivedes på sin vis de næste 200 år gennem en række borgerkrige med stor litterær produktion og et levende hof.

Det var også på den tid, at de italienske renæssancehumanister begyndte at interessere sig for byens levende græske arv. Det var sandsynligvis et samspil mellem denne interesse, behovet for at markere sig overfor vesten og den geografiske realitet, der inspirerede lærde fra rigets sidste århundreder til at identificere sig med antikkens grækere. For eksempel skrev Theodoros Metochites et hyldestdigt til byen, hvor han drog paralleller til antikkens bystater og fremhævede den græske intellektuelle arv. Fra kort tid efter Konstantinopels grundlæggelse havde indbyggerne ellers set sig selv som romere i Det Nye Rom, det kristne imperium, og det græske, hellenske blev oftest forbundet med hedenskab.

I takt med at rigets store byer faldt i de første århundreder efter Konstantinopels grundlæggelse, blev byen synonym med riget, på samme måde som man i dag kan sammenfatte USA med Washington eller Rusland med Moskva. Grænserne mellem rige og by, mellem imperium og hovedstad kunne derfor være svære at definere, men i rigets sidste år var Konstantinopel territorialt stort set blevet en bystat og identisk med riget. Selvom Mistra og det halvautonome Trapezunt først faldt et par år senere, faldt riget med byen og den sidste kejsers død ved tyrkernes erobring den 29. maj 1453. Man anslår, at der på det tidspunkt har været 40.000-50.000 indbyggere i byen.

Til enhver storby i senantikken hørte en hippodrom. Det er usikkert, om Byzantion havde en hippodrom, men senest med Konstantins gengrundlæggelse fik byen en. Anlæggets primære funktion var som hestevæddeløbsbane, men stort set alle typer underholdning blev afholdt i den. Fra paladset kunne kejseren via en passage komme direkte til sin loge i hippodromen, hvor han kunne lade sig se af sine undersåtter.

Ud over at skabe kontakt til byens befolkning ved sin tilstedeværelse, kunne medlemmerne af væddeløbspartierne gennem slogans og direkte bønner til kejseren gøre ham opmærksom på deres behov. Oftest var disse henvendelser koreograferede og ikke udtryk for publikums spontane indfald, men i krisetider kunne situationen på tribunerne udvikle sig mere bramfrit og truende for kejseren. Bedst kendt er Nika-opstanden, der i 532 begyndte som et oprør i hippodromen og endte samme sted med en massakre.

Offentlige ydmygelser og henrettelser fandt også sted i hippodromen, og i det hele taget var anlægget et af de centrale knudepunkter for kejserens magtdemonstrationer.