MeToo er en bevægelse mod sexisme og seksuel chikane, der med start i efteråret 2017 bredte sig via hashtagget #MeToo på de sociale medier fra Hollywoods filmindustri til det meste af verden. Millioner af kvinder fra talrige brancher og professioner delte nu deres erfaringer med sexisme og seksuelle overgreb. MeToo er blevet omtalt som en revolution eller en dybtgående kulturel bevidsthedsforandring.
Faktaboks
- Etymologi
-
Engelsk for ’også mig’ eller ’også jeg’
- Også kendt som
-
#MeToo
Den hurtige spredning via sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram gjorde MeToo til den mest verdensomspændende bevægelse i kvindebevægelsens historie. På forbavsende kort tid kom århundreders krænkelser af kvinders kropslige integritet for alvor til debat.
MeToo-bevægelsen har med betydelig succes søgt at ændre diskursen omkring seksuelle krænkelser. Fra at sådanne anklager tidligere ofte blev affærdiget og klageren skambelagt, er arbejdsgivernes, skoleledernes og partiledelsers ansvar for, at der ikke sker krænkelser, blevet slået fast. Spørgsmålet “Hvorfor fjernede du ikke bare hans hånd?” er blevet afløst af en debat om magtmisbrug og udsathed ved asymmetriske magtrelationer. Det er kort sagt blevet lettere at sige fra.
I Danmark har MeToo indtil nu udviklet sig i to bølger. Den første rullede i gang i 2017 umiddelbart efter de første tweets fra Hollywood, og den handlede i Danmark især om seksuel chikane på almindelige arbejdspladser. Her kom også de første opråb i medierne fra bl.a. skuespillere og klassiske sangere.
Den langt mere omfattende anden bølge startede i 2020 efter TV-værten Sofie Lindes opsigtsvækkende tale på Zulu Comedy Galla 2020, og denne bølge afslørede magtmisbrug i medierne og i den politiske verden. Flere kendte mænd kom i fokus, hvilket førte til massiv mediedækning. Opråb og underskriftsindsamlinger i landsdækkende aviser fortalte om seksuelle krænkelser i musik- og kunstlivet, forskningsverdenen, fagbevægelsen m.v. Anden bølge udviklede sig til en diskussion om sexisme og mangel på ligestilling i bredere forstand.
Metoo i Danmark har ført til afskedigelse af enkelte mandlige ledere og til ændringer i lovgivningen. Men den vigtigste konsekvens bliver formentlig en generel ændring af den hidtidige tavshedskultur omkring seksuelle krænkelser og vigtige forandringer i både mænds og kvinders adfærd.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.