MeToo

MeToo er ny type social bevægelse, en digital aktivisme, som via de sociale medier og brug af hashtags som #MeToo lynhurtigt har kunnet sprede sig over det meste af verden. MeToo lukkede op for en eksplosion af protester omkring et gammelt problem, som også har optaget tidligere kvindebevægelser, dog uden samme enorme gennemslag. Allerede i 2013 havde Dansk Kvindesamfund startet et dansk projekt under den internationale kampagne mod ”Everyday Sexism”.

Udviklingen af MeToo har varieret fra land til land, men nogle træk går igen. Der er oftest ingen national organisation, intet formelt lederskab og ingen vedtaget målsætning. Med de sociale medier som en magtfuld mobiliseringskanal har protester mod krænkelser af kvinders kropslige integritet vakt genklang hos millioner, som nu brød med tavshedskulturen omkring et problem, som de fleste kvinder har kendt til, og mange mænd har vendt det blinde øje til. Kritik af digitale krænkelser af kvinder, fx nøgenbilleder lagt ud på sociale medier uden samtykke, var en forløber for den mere omfattende MeToo-bevægelse.

I Skandinavien har MeToo-bevægelsens virkemidler været en kombination af offentlige protestopråb støttet af underskriftsindsamlinger i en bestemt branche og kunstneriske manifestationer, og som det vigtigste mobiliseringen i talrige hashtags på sociale medier. Initiativtagerne har i nogle tilfælde haft basis i en etableret kvindeorganisation, et feministisk netværk eller en faglig organisation, men i andre tilfælde står helt nyetablerede netværk bag. Mange vidnesbyrd lægges åbent ud på internettet, men mindst lige så betydningsfuld er den erfaringsudveksling, som sker i lukkede fora under et hashtag, hvilket minder om basisgrupperne i 1970-1980’ernes kvindebevægelse og sloganet ”Det private er politisk”.

Udtrykket MeToo blev første gang lanceret i 2006 af Tarana Burke, en amerikansk kvinderetsforkæmper, som støtte for unge, sorte kvinder. Et tweet i oktober 2017 fra den kendte amerikanske skuespiller Alyssa Milano blev gnisten, som satte gang i den verdensomspændende bevægelse. Hendes opråb var en reaktion på artikler i The New York Times med anklager mod den berømte filmproducer Harvey Weinstein for at have misbrugt sin store magt i filmbranchen til seksuelle overgreb mod unge, kvindelige skuespillere.

I sit tweet opfordrede Alyssa Milano alle kvinder til at vidne om oplevede krænkelser med hashtagget #MeToo. I løbet af et halvt døgn svarede en halv million mennesker på opfordringen på Twitter, og 12 millioner kommentarer blev delt på Facebook.

MeToo spredte sig i efteråret 2017 til Danmark, hvor kvinder begyndte at dele historier på sociale medier med hashtagget #MeToo om seksuelle overgreb på jobbet, i det offentlige rum, ved sportsaktiviteter, i familiesammenhænge m.v.

Også i Danmark var skuespillere blandt de første til at stå frem. Klassiske sangerinder skrev i et manifest, at tavshedskulturen omkring grænseoverskridende adfærd er udbredt i den danske klassiske sangverden. Mediedækningen handlede også om seksuelle krænkelser på kontorer, i butikker m.v., bl.a. fordi en række fagforeninger som fx HK, 3F, FOA nu så en mulighed for at få problemet frem i lyset. De havde i en årrække forsøgt at få opmærksomhed omkring problemet, som var afdækket i undersøgelser blandt deres medlemmer. På mange arbejdspladser havde det imidlertid været en udbredt opfattelse, at der ikke var noget problem, og det var også holdningen blandt politikerne.

I kølvandet på den første MeToo-bølge ændrede debatten efterhånden fokus fra, hvorvidt der var et problem, til hvor stort det var, og hvordan man bedst kunne måle og dokumentere det. Der kom efterhånden en politisk bevågenhed med overvejelser over, om ligebehandlings- og arbejdsmiljølovgivningen var tilstrækkelig gearet til at takle seksuel chikane. Men i 2019 og indtil efteråret 2020 var der vis en afmatning i debatten.

Den anden danske MeToo-bølge startede i efteråret 2020. Den handlede ligesom den første bølge om seksuelle krænkelser, men debatten blev udvidet til også at omfatte sexisme og mangel på ligestilling i bred forstand. Samtidig kom der fokus på en række konkrete brancher, ikke mindst på politikken og medierne set som arbejdspladser.

Der kom mange manifester og underskriftsindsamlinger i aviserne bl.a. fra læger og medicinstuderende, universitetsansatte og internt i fagbevægelsen. Fra kulturlivet kom historier fra teater, film, kunst og musikliv. Flere advokatundersøgelser blev sat i gang, bl.a. en undersøgelse af DR Pigekoret under to tidligere chefdirigenter i perioden 1966-2010, der viste et seksualiseret og stærkt problematisk miljø. Samtidig blev flere kendte personer nu anklaget ved navn.

Fra 2020 og fremefter kom der løbende nye krænkelsessager om kendte personer frem i medierne. I april 2023 kom der for første gang en sag om en kendt kvinde, formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard, der trådte tilbage efter omtale af krænkelser mod unge mænd. Det satte gang i en diskussion om, hvordan mænd reagerer på krænkelser, men også om hvor stor generationsforskel, der er i reaktionerne på MeToo-sager.

Den 26. august 2020 sparkede TV-værten Sofie Linde den anden danske MeToo-bølge i gang med en tale ved Zulu Comedy Galla. Hun fortalte, at “en stor TV-kanon”, da hun var 18-årig praktikant på DR, truede med at ødelægge hendes karriere, hvis hun ikke gav ham et blowjob.

Umiddelbart efter Sofie Lindes tale afviste en række ledere og chefredaktører, at medierne havde et problem med sexisme og seksuel chikane, men omtalen af sexisme og seksuel chikane i medierne eskalerede. Efter den intensive mediedækning af dem selv vedtog flere medier adfærdskodeks og rutiner til at takle problemerne. Samtidig begyndte flere medier at arbejde med en kulturændring på deres arbejdspladser.

Under den anden MeToo-bølge i Danmark blev det politiske system rystet af flere sager, som fik stort gennemslag i medierne og i den offentlige debat. Et resultat af debatten blev en præcisering af, at ansvaret for at forhindre seksuelle krænkelser lå hos partiledelserne. Blandt de nye tiltag i partierne er etablering af uafhængige hotlines og nye retningslinjer for sagsbehandling, ligesom flere partier har udarbejdet en “samværspolitik” for omgangsformer i partiet.

Responsen fra vælgerne er et vigtigt aspekt for de politiske partier. Både når MeToo-sager handler om deciderede lovbrud, og når de handler om brud på sociale spilleregler, kan de påvirke vælgernes tillid til partierne og politikerne.

Allerede i 2017 fortalte Sonja Marie Jensen, et 22-årigt socialdemokratisk byrådsmedlem i Nyborg, i pressen, hvordan hun i byrådsarbejdet var udsat for uønskede seksuelle tilnærmelser og ”klap i numsen”. Også i 2017 udgav den tidligere praktikant Susan Simonsen bogen ”Det underdanige og det magtfulde” om sexisme og krænkende kultur på Christiansborg. Begge satte de fokus på de unge kvinders sårbarhed i politik i relation til magtfulde mænd. Men begge blev mødt med skepsis.

Sammenligninger af den danske og den svenske offentlige MeToo-debat har vist, at den svenske debat var langt mere omfattende end den danske i de første år. Danske mediers dækning var også langt mere kritisk over for MeToo end den svenske. Det første år havde syv ud af ni danske medier dobbelt så mange negative som positive historier i deres Facebookopdateringer med konklusioner om blodrus, heksejagt på mænd og folkedomstol. Især Jysk Fynske Medier var på lederplads skarpe kritikere af MeToo.

De danske mediers tilgang blev under anden bølge mere positiv og nuanceret i balanceringen af historierne, og en analyse af mediedebatten foretaget af forskere fra Roskilde og Malmö Universitet konkluderede, at det skulle handle om medierne selv, før de tog sexisme seriøst.

Overalt, også i Danmark, blev det debatteret, om krænkede, der stod frem, burde offentliggøre navnet på deres krænker eller ej.

Sonja Marie Jensen blev anklaget for, at hun ved ikke at nævne navne bidrog til, at hele byrådet kom under anklage. Sofie Linde fik samme type kritik: At resultatet blev en heksejagt på alle mandlige TV-ledere. Svaret fra de MeToo-aktive var, at man ønskede at vise, at de mange krænkelser er et strukturelt problem, ikke et individuelt, og at seksuelle krænkelser ofte handler om magt og magtmisbrug.

Andre indtog den modsatte position. Navngivning bidrog uden tvivl til mediernes store interesse og dermed til spredning af debatten, som i tilfældene med filmproducer Harvey Weinstein og skuespiller Bill Cosby i USA, TV-værten Zhu Jun i Kina, i Australien den oscarvindende skuespiller Geoffrey Rush, og i Sverige Jean-Claude Arnault, en kulturprofil med nær tilknytning til Det Svenske Akademi. Anklager mod navngivne, kendte personer har i flere tilfælde ført til spektakulære retssager. Af de her nævnte er Arnault, Weinstein og Cosby senere blevet dømt for voldtægt og grove krænkelser af yngre kvinder.

På baggrund af MeToo-bevægelsen fik seksuel chikane og uligestilling mellem kønnene fra 2017 og fremefter en omfattende omtale i danske medier og gav nyt liv til den danske ligestillingsdebat efter flere årtiers stilstand.

Diskursen om sexchikane og sexisme bredt forstået gik på meget kort tid fra at være omgærdet af en tavshedskultur til at være et stort debatemne over det meste af verden. I Danmark viser undersøgelser, at langt de fleste har hørt om debatten, og omkring en tredjedel af den mandlige befolkning siger ifølge en undersøgelse, at de selv er blevet mere opmærksomme på ikke at overskride andres grænser.

MeToo-bevægelsens gennemslag har varieret i forskellige lande afhængig af den eksisterende feministiske infrastruktur, dvs. feministiske organisationers styrke og institutionalisering, af fagbevægelsens engagement samt af responsen i medierne og fra politikerne.

I mange lande har MeToo ført til ny eller som i Danmark skærpet lovgivning. Ligebehandlingsloven blev ændret i 2019, hvor man lagde op til højere godtgørelser i sager om seksuel chikane, og det blev slået fast, at tonen på arbejdspladsen ikke i sig selv kan være en begrundelse for at tillade seksuel chikane.

I 2023 blev loven justeret igen med tilpasning af lovgivningen til en trepartsaftale fra marts 2022. Her blev indsatsen mod seksuel chikane styrket, og arbejdsgivernes og medarbejdernes ansvar og pligter præciseret. Desuden blev rettigheder for praktikanter og elever, der udsættes for seksuel chikane, styrket. I december 2021 vedtog Folketinget en samtykkelov, der gjorde det strafbart at have samleje med en person, der ikke giver samtykke.

• ligestilling
• feminisme
• seksuel chikane
• sexisme

• Sofie Lindes tale ved Zulu Comedy Galla 2020 (video)
• Sofie Lindes tale ved Zulu Comedy Galla 2020 (tekst)

• Anette Borchorst og Lise Rolandsen Agustín (2017): Seksuel chikane på arbejdspladsen. Faglige, politiske og retlige spor. Aalborg Universitetsforlag.
• Camilla Møhring Reestorff (2019): “Lektor: Danske medier underminerer #MeToo i jagten på hurtige klik.” 6. januar. Videnskab.dk.
• Jannie Møller Hartley og Tina Askanius (2020): “Heksejagt eller revolution? En analyse af mediedækningen af #MeToo i Danmark og Sverige”, Samfundsøkonomen nr. 1.
• Camilla Søe og Maria Gudme (2022): Feministisk kampskrift. Mod, magt & MeToo. Alpha.