Selv efter 1236, hvor Cordoba og dermed også Mezquitaen kom under spansk herredømme, blev byggearbejderne ikke stillet i bero. Tværtimod intensiveredes de – først med gotiske indslag, siden en yderst markant renæssance, for ikke at glemme barokken – indslag som tilsammen førte til endnu større bygningsmasser, der nu officielt var transformeret til kristen katedral.
Katedralen var en hybrid, der balancerede mellem de guddommelige og spektakulære arkitektoniske stilarter, hvad angår byggeriets tilhørsforhold. Midt i moskeens søjlehal, og i hel åben gangforbindelse hermed, rejser Cordobas katedral sig den dag i dag til himmelstræbende højder, og danner et af bygningskunstens største paradokser.
Bygningens paradoks spænder fra den store monumentale skala og trinvis videre ned til de små detaljer. Interiøret er ingen undtagelse, hvad angår spidsfindige og poetiske indfald. Udover de sammenbragte stilarter, som lever side om side, er der en række løsninger som får interiøret til at blomstre yderligere. En af de mere kuriøse udspringer af den store søjlehals nederste rækker af søjlepartier. Fra middelhavsområdets erobrede lande og byer, samt fra nogle af Cordobas egne huse, har maurerne bibragt en mængde forskellige søjler til Mezquitaen, i diverse stenarter, højder og farver. Nogle søjler er derfor for høje; og her er der, frem for den nemme løsning at beskære dem, i stedet gjort en dyd ud af nødvendigheden og skabt små raffinerede forsænkninger i gulvet omkring disse. Andre søjler igen er for lave; og de blev derpå sat på rækker af mindre sokler i varierende højder, så kunststykket alligevel kunne gå op i en højere enhed.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.