Luftfoto af Moske-katedralen Mezquita de Cordoba

Mezquitaen i Cordobas smukke ankomstgård med duftende appelsintræer i rækker og rislende vandelementer. Foto: 2011.

Mezquitaen er et verdensberømt historisk og arkitektonisk bygningsværk, som tidligere var moske og nu er katedral. Bygningsværket har aner tilbage til romertiden og ligger i byen Cordoba i Andalusien i Sydspanien. Mezquitaen fremstår som flere grandiøse sammenbyggede katedral-bygninger, men lokaliteten har igennem forskellige historiske epoker fungeret som både romersk og vestgotisk tempel, samt efterfølgende en maurisk moske under det spanske kalifat, som regerede byen fra år 711 til år 1236, hvor Cordoba blev erobret af den kristne Ferdinand 3., og byen på ny kom på spanske hænder. Mezquitaen er indskrevet på Unesco Verdenarvsliste siden 1984.

Faktaboks

Etymologi

Mezquita betyder 'moske' på spansk

Også kendt som

Moske-katedralen

Lag på lag af verdenshistorie igennem to årtusinder

Søjlegang
Mezquitaen i Cordobas kolossale søjlehal med 800 søjler. Foto: 2004.
Søjlegang

Lag på lag af verdenshistorie er således igennem mere end to årtusinders forskelligartede kulturer på nærmest alkymistisk vis smeltet sammen. Med de tidligste aner hos romerne, som lagde ud med at opføre et tempel på grunden.

Siden kom vestgoterne til og havde deres byggeperiode på stedet, med tiltag som maurerne i de efterfølgende århundreder erstattede med en af verdens største moskeer, nemlig Mezquitaen. Sidstnævnte blev ikke bygget på en gang, men realiseret i flere faser igennem 700-900-tallet og til sidst resulterede i dimensioner, der kunne rumme 30.000 mennesker. Cordoba havde i sin storhedstid intet mindre end 300 moskeer, og byens vigtighed betragtedes som rival til bl.a. Konstantinopel, Damaskus og Bagdad.

Mezquitaen transformeret til katedral

Selv efter 1236, hvor Cordoba og dermed også Mezquitaen kom under spansk herredømme, blev byggearbejderne ikke stillet i bero. Tværtimod intensiveredes de – først med gotiske indslag, siden en yderst markant renæssance, for ikke at glemme barokken – indslag som tilsammen førte til endnu større bygningsmasser, der nu officielt var transformeret til kristen katedral.

Katedralen var en hybrid, der balancerede mellem de guddommelige og spektakulære arkitektoniske stilarter, hvad angår byggeriets tilhørsforhold. Midt i moskeens søjlehal, og i hel åben gangforbindelse hermed, rejser Cordobas katedral sig den dag i dag til himmelstræbende højder, og danner et af bygningskunstens største paradokser.

Bygningens paradoks spænder fra den store monumentale skala og trinvis videre ned til de små detaljer. Interiøret er ingen undtagelse, hvad angår spidsfindige og poetiske indfald. Udover de sammenbragte stilarter, som lever side om side, er der en række løsninger som får interiøret til at blomstre yderligere. En af de mere kuriøse udspringer af den store søjlehals nederste rækker af søjlepartier. Fra middelhavsområdets erobrede lande og byer, samt fra nogle af Cordobas egne huse, har maurerne bibragt en mængde forskellige søjler til Mezquitaen, i diverse stenarter, højder og farver. Nogle søjler er derfor for høje; og her er der, frem for den nemme løsning at beskære dem, i stedet gjort en dyd ud af nødvendigheden og skabt små raffinerede forsænkninger i gulvet omkring disse. Andre søjler igen er for lave; og de blev derpå sat på rækker af mindre sokler i varierende højder, så kunststykket alligevel kunne gå op i en højere enhed.

Primær have- og landskabsarkitektonisk tilgang

Vandingsrende til appelsintræerne
Appelsintræernes vandingssystem med render til vand.
Vandingsrende til appelsintræerne

Primær og meget vigtig have- og landskabsarkitektonisk tilgang består i at Mezquitaens inde- og udearealer er udtænkt som en vekselvirkning mellem ovennævnte gigantiske søjlehal og en frodig ankomst- og modtagelsesgård, nemlig Patio de los Naranjos (på dansk Appelsintræsgården) med rislende vand og lange rækker af appelsintræer placeret i samme moduler og i direkte forlængelse af hallens 800 søjler. Træstammerne og søjlerne fremstår fuldt arkitektonisk ligeværdige, og den oprindeligt helt frie passage mellem inde og ude betyder, at både søjlehallen og appelsintræsgården opnår overraskende synsvidder, kombineret med smukke lys- og skyggespil mellem dagen, natten og den indre lyssætning. Interiørets og eksteriørets gensidige afhængighed er vitalt for det samlede anlægs skønhed.

Patio de los Naranjos, der som beskrevet fortsætter søjlernes modulære takter udendørs, skal desuden fremhæves for et særligt vandingsteknisk raffinement. Appelsintræerne er dyrkningsmæssigt kommet i gode hænder med et avanceret vandingsanlæg, som tager sit udspring fra en centralt placeret fontæne. Herfra ledes der hver aften rislende vand, via små stenrender, ud til hvert enkelt appelsintræ, som elegant omkranses af runde bede og stensætninger, som holder på vandet, så træerne gives den fornødne tid til at optage deres næring til appelsinerne og de velduftende appelsinblomster. Maurerne elskede appelsiner og tilførte dem mange af de steder, hvor de kom frem under deres erobringstogter.

Historiens nærvær i Mezquitaen og pragmatismen i forhold til tidligere kulturer – ved ikke at fjerne alle spor – er tankevækkende og smuk den dag i dag.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig