Faktaboks

Michael Noer
Født
27. december 1978, Esbjerg
Michael Noer

Michael Noer. Foto fra 2015.

Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Michael Noer er en dansk filminstruktør uddannet fra Den Danske Filmskoles dokumentarlinje i 2003.

Han debuterede som spillefilminstruktør sammen med Tobias Lindholm med R (2010), der lancerede en ny, effektfuld hyperrealisme i dansk film. Ved hjælp af håndholdt kamera og brugen af amatørskuespillere bringes tilskuerne helt tæt på samfundets udstødte i et statsfængsel. R var også et gennembrud for Pilou Asbæk og vandt både Robert- og Bodilprisen for årets danske spillefilm.

Siden instruerede Noer på egen hånd Nordvest (2013; Bodil), der går bagom mediernes overfladiske dækning af bandekonflikter. Filmen handler om stadiet før fængslet: Om drenge, der bliver til mænd, når de hverves til – og udstødes af – kriminelle broderskaber i Københavns underverden.

Michael Noer tog sit og Lindholms "Reality Rules"-koncept i overraskende retninger med forskellige direkte miljøskildringer i alderdomsdramaet Nøgle hus spejl (2015) med Ghita Nørby, Hollywood-debuten Papillion (2017) – om en uskyldig mands flugtforsøg fra en fransk straffekoloni på Djævleøen (tidligere filmatiseret i 1973), periodedramaet Før frosten (2019) om en presset dansk bondefamilie i 1800-tallet og Birthday Girl (2023) om en mor, der ombord på et krydstogtsskib i internationalt farvand må tage loven i egne hænder for at finde sin datters overgrebsmand.

Noer har sammen med manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson og instruktør Frederik Louis Hviid (f. 1988) udviklet DR's fængselsserie Huset (2023).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig