Niccolò Machiavelli

Niccolò Machiavelli gjorde tjeneste i den florentinske republik i perioden fra 1498 til 1512 og var ansvarlig for republikkens udenrigspolitiske anliggender. Republikken var en kortvarig affære og præget af den urolige periode, der var gået forud. De hidtidige magthavere, den mægtige Medici-slægt, var blevet fordrevet fra Firenze i 1494. I de næste fire år fulgte et præstestyre under bodsprædikanten Girolamo Savonarola, der endte med, at denne blev brændt på bålet.

Machiavellis ansættelse som segretario i embedsapparatet gav anledning til utallige rejser, ikke bare til de mange italienske småstaters fyrstehoffer, men også til stormagten Frankrig, der ofte greb ind i de interne italienske forhold. Fra disse aktiviteter har Machiavelli efterladt et stort antal rapporter og breve, som løbende informerede den politiske ledelse i Firenze om, hvad der kunne være af trusler eller alliancemuligheder blandt nabostaterne.

Under sin embedsperiode eksperimenterede Machiavelli også med en hærreform, der gik ud på at erstatte den udbredte brug af lejesoldater. Han foretrak i stedet dannelsen af en borgermilits, der mentes at ville være mere loyal end de upålidelige lejesoldater, fordi det var borgerne selv, der skulle forsvare deres egen by og ejendom.

Den florentinske republik fik en brat afslutning, da Medici-slægten vendte tilbage i 1512, støttet af spanierne, der som franskmændene havde store interesser på den italienske halvø. Machiavelli mistede sin stilling og måtte trække sig tilbage til sin landejendom uden for Firenze på vejen mod Siena. Det var i denne periode, at han fik tid til at skrive de store værker, der har slået hans navn fast som en af den moderne politiske tænknings grundlæggere.

Krigsherren eller kondottieren Cesare Borgia, en uægte søn af pave Alexander 6., var en af dem, der havde Machiavellis fulde bevågenhed allerede i årene som embedsmand. Grunden hertil var, at den unge Borgia var frygtet for sin brutalitet, og af paven havde fået i opdrag at sikre Kirkens interesser i det mellemitalienske landskab Romagna mod de lokale herremænd. Hans militære operationer udfoldede sig derfor faretruende tæt på Firenzes territorium.

Machiavelli fulgte Cesare Borgia på nærmeste hold og sendte hyppige depecher til Firenze, der berettede både om de personlige møder med Borgia og om felttogets konkrete forløb. Cesare Borgia fik en plads i Il Principe, hvori han blev fremstillet som et forbillede. Machiavelli var dog ikke blind for den svaghed, der lå i at være søn af en pave, for Cesare Borgia mistede hurtigt indflydelse, da Alexander 6. døde i 1503.

Niccolò Machiavelli var en repræsentant for Renæssancehumanismen. Han både fortsatte i dette spor og brød med denne tradition, der talte navne som Leonardo Bruni og Poggio Bracciolini. I indledningen til Il Principe gør Machiavelli rede for sin arbejdsmetode, når han skriver, at det ikke bare var hans egen samtid, som han kendte af egen erfaring, men også læsningen af de latinske klassikere, der inspirerede ham. I samme værk understregede han imidlertid også, at han på dette grundlag satte sig for at forstå verden, som den var, og ikke henfalde til et skønmaleri af, hvordan den burde være.

I de seneste år har mange peget på vigtigheden af den romerske digter Titus Lucretius Caro som kilde for Machiavelli. Lucrets’ De Rerum Natura (Om tingenes natur) fra det første århundrede f.v.t. var blevet genopdaget i begyndelsen af 1400-tallet og cirkulerede blandt tidens førende humanister. Machiavelli fik det i hænde og kunne her hente stof til sin forståelse af den virkelige verden, hvori den menneskelige kløgt og foretagsomhed hele tiden blev konfronteret med en omverden af tilfældige og uforudsigelige hændelser. Var fyrsterne og staterne forberedte, og traf de de rigtige beslutninger, lød hans råd, kunne disse hændelser gå deres vej. Men var det ikke tilfældet, ville udfaldet blive det modsatte.

Foruden Il Principe skrev Machiavelli i den sene fase af sit liv de såkaldte Discorsi sopra la prima deca di Tito Livio (oversat til dansk i 2004 som Drøftelser af de første ti bøger hos Titus Livius), der blev færdiggjort i årene 1516-1518, men først trykt i 1531. Som titlen lyder, trak Machiavelli på den romerske historiker Titus Livius’ efterladte værk om det antikke Roms historie. I sammenligning med Il Principe var Discorsi i sine temaer et langt mere udbygget og ambitiøst værk. Inddrages det derfor i en samlet vurdering af Machiavellis politisk-filosofiske univers, fremstår han mere nuanceret, end machiavellismen giver indtryk af.

Il Principe fokuserede på, hvad der på kort sigt krævedes af en fyrste for et erobre magten og fastholde den uanset midlerne for at opnå disse mål. En fyrste kunne godt holde ord og vise retfærdighed, men krævede situationen det, skulle fyrsten ikke holde sig tilbage fra at skabe frygt og ty til vold og grusomhed.

Disse machiavellistiske træk, som den hurtige magterobring krævede, var ikke fraværende i Discorsi. Men de blev her indarbejdet i en bredere forståelse af, hvordan en stat kunne opretholdes over længere tid. Forbilledet var her den romerske republik. Den blev fremhævet for evnen til at afbøde de værste konsekvenser af de sociale konflikter mellem plebejerne og patricierne og kanalisere dem ind i langtidsholdbare institutioner. Magtbalancen mellem et konsulat, et senat og et folketribunat sikrede, efter Machiavellis opfattelse, republikkens overlevelse i mange århundreder frem til kejserdømmets indførelse fra kejser Augustus og frem.

Af andre vigtige værker kan nævnes Dell’arte della guerra fra 1521 (oversat til dansk i 2012 som Om krigskunsten), der understregede, at en stat ikke kunne nøjes med gode love, hvis den ikke var i stand til også at forsvare sig med gode militære stridskræfter. Machiavelli omsatte også sit livssyn i litterære værker, bl.a. i komedien Mandragola fra 1520.

Der lå i Machiavellis visioner et ønske om en større statsdannelse på italiensk grund. Betragtningen var den, at de mange italienske småstater ikke ville kunne klare sig over for store stater som Spanien og Frankrig. Dette ønske blev dog ikke indfriet, før betingelserne var til stede for en egentlig samling af Italien i midten af 1800-tallet.

Tolkningerne af Niccolò Machiavelli har været stærkt divergerende op igennem tiden. Allerede i samtiden lagde Kirken ud med en fordømmelse og definerede dermed præmisserne for Machiavellis dårlige ry som talsmand for en skrupelløs opfattelse af politik, der var blottet for enhver kristen moral. En af de markante kritikere var teologen og filosoffen Giovanni Botero. Machiavelli var med sin baggrund i den antikke latinske kultur stærk kritisk over for Kirken som organisation og som lære, der da også lå langt fra hans republikanske idealer for det gode styre. Det forklarer, at Kirken under Modreformationen senere i 1500-tallet satte Machiavellis bøger på listen over forbudte bøger.

Andre som Friedrich Meinecke har fremhævet Machiavellis anskuelse af politik som et særskilt felt med egne regler, der er forskellige fra moral og etik, og sætter statens interesser over alt andet. Flere har dog også fremhævet Machiavellis republikanisme, som når en af Oplysningstidens fremmeste tænkere Jean-Jacques Rousseau i Du Contrat Social (Om samfundspagten) fra 1762 skriver, at Machiavellis Il Principe ikke så meget var møntet på dem, som havde magten og ville beholde den for enhver pris. Værket henvendte sig til dem, der ikke havde magten, ved at afsløre magthaverne og dermed gøre magten gennemsigtig. I 1900-tallet gik den italienske kommunistiske teoretiker Antonio Gramsci et skridt videre og identificerede med direkte afsæt i Machiavelli det kommunistiske parti som en moderne fyrste.

• machiavellisme
• Cesare Borgia
• fyrste