Notre-Dame de Paris

Notre-Dame er opført i unggotisk stil fra og med 1163 og hører til førstegrøden af det storslåede, franske katedralbyggeri, der tog sin begyndelse i Saint-Denis i 1140'erne. Notre-Dame de Paris overstråler dog de øvrige bygninger ved sin størrelse og subtile arkitektur.

Den 130 meter lange og 35 meter høje, femskibede basilika har en på en gang monumental og harmonisk opbygning med et centralt placeret tværskib med et næsten umærkeligt fremspring, og en dobbelt koromgang forsynet med tresidede hvælvinger til at sikre en regelmæssig runding. Med sine tre mægtige portaler, sine talrige glasmalerier, en rig skulpturudsmykning samt stræbebuer ved skib og kor står kirken som prototypen på en gotisk katedral.

Koret stod færdigt i 1182, vestfacaden med de to 69 meter høje tårne i 1250 og tværskibsfacaderne i de umiddelbart efterfølgende årtier.

Katedralens tilblivelseshistorie er tæt knyttet til Paris’ udvikling. Under det romerske herredømme blev byen anlagt på øen, som siden fik navnet Île de la Cité. Her, i centrum af Frankerrigets hurtigt voksende hovedstad, lod Chlodovech 1. opføre kirken Saint-Étienne, der blev en forløber for den eksisterende katedral (400-500-tallet).

Omkring 1160 var Saint-Étienne blevet for lille, og den indflydelsesrige biskop Maurice de Sully indledte arbejdet med at erstatte den med en ny og større katedral indviet til Vor Frue. Saint-Étienne blev brudt ned til fundamentet, og i 1163 nedlagde pave Alexander 3. grundstenen til den nye, store kirke. Dog blev dele af den ældre kirkes skulpturer genbrugt. Byggeriet foregik fra øst til vest, og i 1182 kunne kirkens højalter indvies.

Restaureringen efter branden i 2019 har givet interessante oplysninger om den middelalderlige byggeteknik og brug af bl.a. jernarmaturer og bly. Kirkens vinduer fik deres nuværende udformning i løbet af 1200-tallet. Men kun tre af de 121 glaspartier er i dag bevaret i deres oprindelige form, nemlig rosevinduerne på vest- og tværskibsfacaderne fra henholdsvis ca. 1230 og efter 1250. De øvrige stammer fra en omfattende restaurering 1845-1864.

Fra renæssancen og frem undergik kirken løbende moderniseringer. Den fik bl.a. rigt udskårne korstole og gobeliner, hvoraf de sidste siden blev erstattet med voluminøse malerier. I 1700-tallets midte blev størstedelen af det malede glas udskiftet med klart.

Under Den Franske Revolution blev Notre-Dame nationaliseret, og siden har bygningsværket været i statens eje. I 1793 blev katedralen ligesom flere andre kirker dedikeret til Fornuften (Culte de la Raison) med afsæt i idealet om frihed og lighed. Kirken undergik store ødelæggelser, og en stor del af inventaret blev fjernet eller stjålet.

Efter sin magtovertagelse i 1799 lod Napoleon Bonaparte kirken restaurere med nygotiske modifikationer, for i 1804 at bruge den som rammen om sin kejserkroning.

Efter revolutionstiden forfaldt Notre-Dame. Under Julirevolutionen i 1830 blev bygningsværket så ødelagt, at myndighederne alvorligt overvejede at rive det ned til grunden.

Redningen kom fra en noget uventet kant: Forfatteren Victor Hugo udgav den historiske roman Notre-Dame de Paris – siden kendt som Klokkeren fra Notre-Dame – i 1831. Romanens store og øjeblikkelige succes vendte folkestemningen, og i 1844 gav kong Louis-Philippe ordre til at lade katedralen gennemrestaurere.

Restaureringen skete i årene 1845-1864 under ledelse af Emmanuel Viollet-le-Duc. Udover at genskabe glasmalerierne fornyede han en stor del af den skulpturelle udsmykning, som blev ødelagt under Den Franske Revolution, bl.a. vestfacadens kongerække.

I Viollet-le-Ducs samtid var der stor modstand mod hans valg af stil til restaureringen. Ikke desto mindre holdt han ved beslutningen om at genopbygge og videreudvikle kirken i en personlig fortolkning af den gotiske stil. Således var fx det ikoniske 96 meter høje spir over korsskæringen fra denne restaurering.

I både religiøs og kulturhistorisk forstand er Notre-Dame er ikke kun central som bygningsværk. Den rummer også flere relikvier og betydningsfulde kunstværker samt Frankrigs største orgel med 8000 piber.

Under et bygningsarbejde i Notre-Dame opstod der den 15. april 2019 en voldsom brand. Årsagen er forblevet ukendt, men man mener ikke, at branden var påsat. Ilden ødelagde kirkens spir og tagkonstruktion. Men de kobberstatuer, som udsmykkede spiret, var blevet taget ned inden branden for at blive restaureret. Derfor er de bevaret. Spiret er siden blevet genopbygget i identisk stil og på ny sat op på kirken.

Under branden lykkedes det et opbud på omkring 400 brandmænd at redde en stor del af kunstværkerne og relikvierne ud af kirken, og allerede få timer efter branden var der rejst penge til at påbegynde genopbygningen af Notre-Dame.

Man havde håbet at være færdig med genopbygning og restaurering til OL i Paris i sommeren 2024, men det lykkedes ikke. Notre-Dame genåbnede den 7. december 2024 med en indvielsesceremoni, der blev ledet af ærkebiskoppen af Paris. Søndag den 8. december 2024 var dagen for den første messe, og her blev højalteret indviet. I denne messe deltog mange biskopper og højtstående repræsentanter fra hele verden samt præster fra Paris.

I 1991 kom Notre-Dame de Paris på UNESCO’s Verdensarvsliste. I den forbindelse blev katedralen kaldt “et hovedværk i verdens arkitekturhistorie”.

I 2018, året før branden, som lukkede kirken midlertidigt ned, var katedralen Frankrigs mest besøgte monument med cirka 13 millioner besøgende, svarende til gennemsnitligt 30.000 besøgende dagligt.

• Paris
• kirke – arkitektur
• gotisk arkitektur

• Det officielle site for Notre-Dame de Paris
• Louvres udstilling om Notre-Dame de Paris under genopbygningen af katedralen