Papua

Papua, indtil 2002 Irian Jaya, den vestlige del af Ny Guinea, siden 1963 en del af Indonesien; 421.981 km² (inkl. kystnære øer), 2,83 mio. indb. (2010). Østgrænsen mod Papua Ny Guinea er trukket langs med 141° ø.l. Papua er et af verdens mindst udviklede og mest utilgængelige områder. Veje findes kun i visse kystområder, og transporten til indlandet sker med småfly, hvis landingsbaner ofte er udsprængt i bjerge eller anlagt i vådområder. Områdets indre var blandt de sidste "hvide pletter" på verdenskortet; den tætbefolkede Baliemdal, hvor traditionelt svedjebrug har fundet sted i 9000 år, blev således først "opdaget" i 1938.

Store dele af Papua er dækket af tropisk regnskov, som rangerer blandt verdens mest artsrige. Floraen minder om den, man finder i de australske regnskove i den nordlige del af Queensland; dog findes mange endemiske elementer som fx slægten Myrmecodia, hvis medlemmer lever i tæt symbiose med myrer.

Provinsen bebos af ca. 250 forskellige etniske grupper af papuansk og austronesisk herkomst; pga. deres indbyrdes isolation i det uvejsomme landskab har de udviklet helt forskellige sprog, religioner og slægtskabsorganisationer. Den symbolsk vigtige hovedjagt er nu forbudt af myndighederne, men flere eksempler på den oprindelige kultur kan fortsat iagttages; således anvender dani stadigvæk de traditionelle penisfoderaler. Langs med kysterne har immigranter fra Java, Sulawesi og Molukkerne slået sig ned. Der findes kun en enkelt større by, Jayapura.

Papua rummer store mineralrigdomme. Ved Tembagapura findes verdens største forekomst af højlødig kobbermalm, og guld, sølv og uran udvindes af udenlandske selskaber. Indvandringen og minevirksomheden har givet anledning til konflikter med de oprindelige indbyggere, og en guerillabevægelse har bl.a. foretaget spektakulære angreb mod de store mineanlæg.

Papua har tiltrukket mange opdagelsesrejsende og missionærer. I dag rejser et stigende antal turister hertil i håb om at finde oprindelige kulturer og uberørt natur.