I sin ældste skikkelse var bygningen et traditionelt toetagers hus med et ottekantet trappetårn midt på vestsiden og en firesidet karnap på østsiden. Allerede 1608 blev tårnet nedrevet, og siderne skalmuret mod øst, vest og syd som begyndelsen til den udvidelse til mere end dobbelt længde, der gennemførtes 1613-1615. Hertil føjedes endnu en karnap på østsiden, placeret symmetrisk med den eksisterende, samt et nyt trappetårn midt på vestsiden. Dette erstattedes 1615-1616 af et stort, firesidet tårn; samtidig forhøjedes bygningen med en etage, og karnapperne fik tårnafslutning. Endelig tilføjedes 1633-1634 et nyt, ottekantet trappetårn midt på østsiden.
Slottet, der i 1624 fik navnet Rosenborg, er opført i nederlandsk renæssancestil af røde mursten med vandrette bånd, hjørnekvadre, vinduesindfatninger og gavlvolutter af sandsten, mens tag og spir er beklædt med kobber.
Christian 4. var muligvis selv arkitekt på bygningen, assisteret af underordnede håndværkere; tårnet på østsiden fra 1616 er dog formentlig tegnet af Hans van Steenwinckel d.y. Et porttårn fra 1610 ved den delvis tilkastede voldgrav blev ombygget omkring 1700 og rummer i dag Rosenborgsamlingens skolestue og særudstillingslokaler. Porten ved Østervold opførtes 1672 af Lambert van Haven, og den tidligere kommandantbolig 1760 af Jacob Fortling.
Det indre blev overdådigt udstyret, og meget er endnu bevaret, først og fremmest Vinterstuen i stueetagens nordende, der har gulv af marmorfliser og panelerede vægge med indfældede malerier af nederlandske kunstnere. Loftets malerier af Pieter Isaacsz er senere flyttet hertil fra 1. sal.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.