Sortehavet

Sortehavet er et middelhav, hvis eneste forbindelse til verdenshavet går via Middelhavet. Det har en maksimal dybde på 2240 m og er forbundet med Middelhavet via det snævre Bosporusstræde, hvor dybden kun er 40-100 m; den grunde forbindelse bevirker, at vandet i Sortehavet på dybder større end 180 m er stillestående og aldrig udskiftes, hvorfor der hersker anoxiske (iltfrie) forhold her.

Der tilføres store mængder ferskvand til Sortehavet i form af nedbør og tilløb fra floder, hvorfor saltholdigheden i overfladen ikke overstiger 18‰; i det stillestående dybvand er den 22,3‰. Cirkulationen i Sortehavet er cyklonisk, dvs. mod uret.

Sortehavets flora og fauna er præget af forbindelsen til Middelhavet og Det Kaspiske Hav samt af de store floddeltaer i den nordvestlige del. De iltfrie forhold og indholdet af stærkt giftige svovlbrinter under 180 m, dvs. i ca. 80% af Sortehavet, betyder, at kun svovlbakterier kan leve her.

Faunaen ligner hovedsagelig Middelhavets, men der er betydelig færre arter inden for alle dyregrupper. Pga. den lave artsdiversitet er Sortehavet sårbart over for indslæbte arter, som hurtigt kan spredes og udkonkurrere de oprindelige arter. Bl.a. er en lille ribbegople, der formentlig er indslæbt med kornskibe fra USA, ved at brede sig voldsomt.

Fønikierne besejlede denne fjerne del af Middelhavssystemet tidligt i 1. årtusinde f.Kr. I 600- og 500-t. f.Kr. grundlagde de græske byer på Lilleasiens vestkyst, især Milet, en række kolonier langs Sortehavets kyster. De havde en ret uafhængig position i forhold til moderbyerne, men fik efterhånden stor betydning som kornleverandører; grækernes oprindelige navn for havet, Pontos axeinos 'Det Ugæstmilde Hav', der skyldtes de hyppige storme og pludselige tågedannelser, blev nu ændret til Pontos euxeinos 'Det Gæstmilde Hav'. De klimatiske forhold gav imidlertid senere anledning til det tyrkiske navn Karadeniz 'Det Sorte Hav', som fra 1300-t. blev det alment brugte.

Sortehavet var et centrum i kulturmødet mellem Asien og Europa. Langs nordkysten kom asiatiske nomadestammer frem til Romerrigets grænser, hvilket førte til blodige konflikter, men også til handel med de lokale steppefolk, der leverede bl.a. korn, pelsværk og slaver til gengæld for fx vin og kunstgenstande.

Med Det Byzantinske Riges ekspansion, især fra 800-t., voksede Sortehavets betydning atter, og det blev en vigtig handelsvej, bl.a. som en del af vikingernes handelsrute, der via de russiske flodsystemer gik fra Østersøen over Novgorod og Sortehavet til Konstantinopel/Istanbul (Miklagård). Da osmannerne erobrede byen i 1453, og Krimkhanatet samtidig etableredes, blev betydningen mindre; khanatet kom under Osmannerriget i 1475, hvormed Sortehavet blev helt lukket for fremmede.

De russisk-tyrkiske krige fra 1676 drejede sig i høj grad om Sortehavet. Efter flere forsøg lykkedes det Rusland i 1774 med erobringen af bl.a. Krim at få en permanent flådestyrke i Sortehavet. Efter i 1792 at have overtaget hele nordkysten forsøgte russerne at få kontrol med stræderne Bosporus og Dardanellerne, der gav adgang til Middelhavet, og at sikre sig Kaukasus. Efter krigen 1828-29 måtte osmannerne afstå størstedelen af østkysten. Fransk-britisk frygt for fortsat russisk ekspansion kom til udtryk i Krimkrigen 1853-56, hvori Frankrig og Storbritannien fra 1854 deltog på osmannisk side. Ved Parisfreden 1856 måtte Rusland acceptere, at Sortehavet blev neutralt område, åbent for international handelssejlads, men lukket for krigsskibe. I 1871 anerkendtes Ruslands ret til flådestyrker i Sortehavet atter, men udsejlingen til Middelhavet forblev under tyrkisk kontrol, også efter 1. Verdenskrig. Havets strategiske betydning for Rusland afspejles i den russisk-ukrainske konflikt om Sortehavsflådens base i Sevastopol efter Sovjetunionens opløsning i 1991.