Valdemar Poulsen

Efter spredte studier og læretid på Frichs Maskinværksted i Aarhus blev Valdemar Poulsen i 1893 ansat ved Københavns Telefonselskab, hvor hans kendskab til elektroteknik medførte, at han blev leder af fejlafdelingen. Han havde her rig lejlighed til at dyrke sine eksperimentelle interesser, og i 1898 førte det til opfindelsen af telegrafonen, et genialt elektromagnetisk apparatur til optagelse og afspilning af lyd.

Poulsen fratrådte sin stilling ved telefonselskabet med udgangen af 1898 og indledte derefter et livslangt og frugtbart samarbejde med fysikeren og elektroteknikeren P.O. Pedersen. Mens Poulsen var den kreative opfinder, der intuitivt fandt løsninger på problemer, var P.O. Pedersen teoretikeren, der klarlagde den dybere sammenhæng. Parret var stærkt interesserede i at konstruere en højfrekvensgenerator for kontinuerte, elektromagnetiske svingninger, som kunne afløse de gnistgeneratorer. der hidtil var benyttet i radiotelegrafianlæg.

I 1902 eksperimenterede Valdemar Poulsen med W. Duddells "syngende lysbue", som omdanner jævnstrøm til vekselstrøm. Han gjorde herunder to opfindelser, der førte til udvikling af en effektiv højfrekvensgenerator, der siden blev kendt som Poulsen-buen.

Hans opfindelser var dels at lade lysbuen brænde i en atmosfære af brint, dels at udsætte den for et statisk magnetfelt. Herved blev generatorens virkningsgrad og øvre frekvensgrænse betydelig forøget. Opfindelserne og Poulsens videre arbejde fik stor betydning for udviklingen af radioteknik. Over hele verden blev der bygget radiotelegraf- og telefonanlæg efter Poulsen-systemet, hvoraf mange var i brug indtil midt i 1930'erne.

Valdemar Poulsen var travlt beskæftiget med sine opfindelser til ca. 1912, hvorefter han trak sig tilbage. Han modtog talrige hædersbevisninger og blev ved Den Polytekniske Læreanstalts 100-årsjubilæum i 1929 udnævnt til æresdoktor.

• telegrafon
• lysbue
• P.O. Poulsen