Versaillestraktaten

Da Tyskland i efteråret 1918 søgte om våbenhvile, var det med henvisning til den amerikanske præsident Woodrow Wilsons fredsprogram, De Fjorten Punkter, hvor den nationale selvbestemmelsesret stod centralt, ligesom Wilson flere gange havde pointeret, at en fredsaftale ikke skulle have karakter af en hævnfred.

Da sejrherrerne mødtes i Paris i januar 1919 for at forhandle indholdet af fredsaftale, viste presset for en hård fredsaftale sig at være stort. Derfor var det udkast til en fredstraktat, som den tyske delegation blev præsenteret for den 7. maj 1919, meget langt fra de forventninger både politikere og offentligheden i Tyskland havde gjort sig på baggrund af Wilsons fredsprogram. Her indgik bl.a. krav om store landafståelser, krigsskadeserstatning og afmilitarisering.

Tyskland gjorde kraftige indsigelser mod udkastet, men kun på ét større punkt blev traktaten ændret: Sejrherrerne accepterede, at det tyske område Øvreschlesiens fremtid skulle afgøres ved en folkeafstemning. Derpå fik Tyskland stillet et ultimatum: Hvis Tyskland ikke underskrev traktaten i løbet af 24 timer, ville krigen blive genoptaget. På den baggrund vedtog den tyske nationalforsamling traktaten kort før ultimatummet udløb.

Traktaten blev underskrevet i Spejlsalen i Versailles-slottet den 28. juni 1919 på femårsdagen for mordet på den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand og hans hustru Sophie i Sarajevo. Den trådte i kraft 10. januar 1920.

Traktatens første del bestod af pagten for det nye Folkeforbund, som Tyskland dog ikke blev optaget som medlem af (det skete først i 1926).

Tyskland måtte afstå 13 % af sit territorium. Det drejede sig om Alsace-Lorraine til Frankrig, Eupen og Malmédy til Belgien, Posen, Vestpreussen og Den Polske Korridor til Polen, og Hultschiner-området til Tjekkoslovakiet, mens Memel kom under allieret kontrol (og i 1924 overgik til Litauen).

Endvidere blev Nordslesvig afstået til Danmark og dele af Øvreschlesien til Polen efter folkeafstemninger. Danzig (Gdańsk) blev fristad, mens Saar-området kom under Folkeforbundet og reelt under fransk kontrol i 15 år. Tysklands kolonier blev mandatområder under Folkeforbundet. Endelig forbød traktaten en sammenslutning af Tyskland og Østrig; et forbund der også indgik i fredsaftalen med Østrig (Saint-Germain-traktaten).

Traktaten begrænsede også det tyske militær: Værnepligt, angrebsvåben og større flådefartøjer og ubåde blev forbudt, og hæren måtte højst bestå af 100.000 mand. Rhinlandet skulle demilitariseres. Ingen af disse begrænsninger var tidsbestemte.

Traktaten slog Tysklands ansvar for krigen fast og pålagde landet krigsskadeserstatninger. Et beløb blev ikke fastsat, men til en begyndelse overtog sejrherrerne den tyske handelsflåde, tyske aktiver i udlandet, kul, jernbanemateriel mv. I 1921 blev beløbet fastsat til 132 mia. guldmark. Som garanti for betalingen skulle det vestlige Rhinland besættes i 5-15 år.

Endelig rummede traktaten bestemmelser om, at kejser Vilhelm 2. og andre tyske ledere skulle for en krigsforbryderdomstol, hvilket dog ikke blev gennemført.

I Tyskland var der en meget bred konsensus om at se traktaten som dybt uretfærdig, og et opgør med i hvert fald dele af traktaten blev hovedambitionen i tysk udenrigspolitik efter krigen.

Landafståelser, der uden folkeafstemninger havde efterladt tyskere under fremmed herredømme, og krigsskadeserstatningerne var hovedanstødssten, men helt afgørende fra et tysk perspektiv var traktatens paragraf 231, der tillagde Tyskland skylden for krigen. I et forsøg på at afvise dette udgav det tyske udenrigsministerium i årene 1922-1927 et 40-bindsværk med kilder fra ministeriets arkiv i årene frem til krigsudbruddet. Værket førte til, at andre lande lavede lignende udgivelser, men ikke til, at traktaten blev revideret.

Kritikken af Versaillestraktaten spillede også en helt central rolle for nazisterne, og efter 1933 gjorde det nazistiske styre op med centrale dele af den. Allerede i 1933 blev afdrag på krigsskadeserstatningerne indstillet. Værnepligten blev genindført 1935, Rhinlandet genmilitariseret i 1936 og Østrig indlemmet i Tyskland 1938. ”Ryk for ryk river Adolf Hitler diktatet fra Versailles i stykker”, kunne den nazistiske propaganda proklamere i 1938.

Også uden for Tyskland blev traktaten kritiseret, ikke mindst i Storbritannien. Økonomen John Maynard Keynes’ kritik af freden i bestselleren ”The Economic Consequenses of The Peace” i 1919 var med til at skabe billedet af en alt for hård fred med utilsigtede konsekvenser ikke blot for Tysklands, men hele Europas fremtid. Den britiske regerings indrømmelsespolitik over for Hitler i 1930’erne skal også forstås i lyset af opfattelsen af freden som værende urimelig hård.

• 1. Verdenskrig
• Parisfredsaftalerne 1919-1920
• Versaillestraktaten i 1756