Wolfgang Amadeus Mozart

Wolfgang Amadeus Mozart var en østrigsk komponist, som sammen med Joseph Haydn og Ludwig van Beethoven udviklede den wienerklassiske stil til fuldkommenhed.

Syntesen af tysk-østrigske traditioner og den italienske operas bel canto fornemmes overalt i hans modne værkers melodiske skønhed, harmoniske rigdom og ulastelige form. Mozart mestrede samtlige musikalske genrer i tiden med opera, symfoni, klaverkoncert og kammermusik for strygere som de mest fremtrædende. Han er en af musikkens allerstørste og mest universelle begavelser.

Ved dåben i Salzburg fik Mozart fornavnene Joannes Chrysostomus Wolfgangus Theophilus. Selv foretrak han siden den latinske form Amadeus (det samme som Theophilus) og varianter heraf. Wolfgang og hans storesøster Maria Anna ("Nannerl") (1751-1829) var de eneste overlevende af Leopolds og Anna Marias syv børn. Begge var musikalske vidunderbørn, og allerede i 1762 begyndte den første af de mange koncertrejser, som skulle få afgørende betydning for Mozarts udvikling.

I 1763 drog hele familien ud på den længste af alle rejserne, der varede tre et halvt år. Børnene og især Wolfgang vakte begejstring og undren overalt. Under opholdet i Paris fik han udgivet sine første kompositioner, og i England, hvor han skrev sine første symfonier, mødte han Johann Christian Bach, som fik stor indflydelse på hans videre udvikling. I 1768 var familien i Wien, hvor intriger forhindrede opførelsen af operaen La finta semplice.

1769-1773 foretog Wolfgang sammen med faderen tre rejser til Italien, og hver gang blev en opera af ham opført i Milano. Kort efter hjemkomsten besøgte han Wien, hvor han især fra Haydn modtog afgørende impulser, der bl.a. høres i symfonierne nr. 25 i g-mol K 183 og nr. 29 i A-dur K 201 og i kvartetterne K 168-173.

For den vidtberejste komponist føltes tilværelsen i Salzburg stadig mere ufri, og i 1777 blev han efter ansøgning afskediget fra tjenesten som koncertmester. For første gang rejste han ud i verden uden sin far, dog ledsaget af moderen.

I Mannheim nød han samværet med hoffets orkestermusikere og forelskede sig i Aloysia Weber (1759/61-1839). På faderens befaling rejste han videre til Paris, hvor han bl.a. komponerede symfoni nr. 31 i D-dur K 297 til Concert Spirituel og klaversonaten i a-mol K 310.

Opholdet blev ingen succes, moderen døde, og dybt skuffet vendte Mozart tilbage til Salzburg. Her overtog han en stilling som organist ved ærkebiskoppens hof og blev økonomisk bedre stillet end før, men for hans kunstneriske udvikling var det et tilbageskridt.

Efter to begivenhedsløse år modtog Mozart bestilling på en opera til hoffet i München, og Idomeneo, den første af hans syv store operaer, opførtes med succes i 1781.

Samme år blev han beordret til Wien, og her fulgte kort efter det endelige brud med ærkebiskoppen. Mozart gik i gang med at undervise, optræde ved koncerter og skrive bestillingsværker, bl.a. tre store blæserserenader og symfoni nr. 35 i D-dur K 385, Haffner. Operaen Bortførelsen fra seraillet opførtes i 1782, og kort efter giftede han sig med Aloysias søster, Constanze Weber (1762-1842). I 1783 aflagde Mozart sit eneste besøg i Salzburg efter bruddet med ærkebiskoppen for at præsentere Constanze for Leopold og Nannerl.

I den følgende, lykkelige periode foldede Mozarts skaberkraft sig ud med enestående frodighed. Til sine abonnementskoncerter (såkaldte "akademier") skrev og opførte han først og fremmest klaverkoncerter. Operaen Figaros bryllup havde premiere i 1786, og i begyndelsen af det følgende år rejste Mozart til Prag, hvor han bl.a. opførte sin nyeste symfoni nr. 38 i D-dur K 504, Pragersymfoni. Han rejste hjem med en bestilling på en ny opera, Don Giovanni, som uropførtes samme år i Prag.

I Wien efterfulgte han Christoph Willibald Gluck som kejserlig "kammermusicus"; årshonoraret på 800 gylden (mod Glucks 2000) var et kærkomment supplement til den stadig mere anstrengte økonomi. Publikum svigtede, og i sommeren 1788 begyndte han at skrive breve til en frimurerbroder med anmodning om lån. Fra denne tid stammer hans sidste tre symfonier, nr. 39-41 i Es-dur K 543, g-mol K 550 og C-dur K 551.

Et ophold i Berlin i foråret 1789 gav lige så ringe udbytte som en rejse til Frankfurt i efteråret 1790. I marts 1791 var Mozart solist i klaverkoncerten nr. 27 i B-dur K 595, hans sidste koncertoptræden. I samarbejde med Emanuel Schikaneder (1751-1812) gik han i gang med at komponere Tryllefløjten, men blev afbrudt af to bestillinger, først på et requiem til en ukendt velhaver (grev Walsegg-Stuppach), dernæst på operaen Titus til opførelse i Prag. Mozart nåede at opleve Tryllefløjtens stadig stigende succes inden sin død.

Hans enke blev i 1809 gift med den danske diplomat Georg Nikolaus Nissen (1761-1826) og boede i København 1810-1820. Af Mozarts seks børn overlevede kun to sønner, Carl Thomas (1784-1858) og Franz Xaver Wolfgang (1791-1844).