adjuvans

Overordnet set fungerer adjuvanser ved at aktivere det medfødte immunsystem, der har rollen som det første forsvarsværk ved en infektion. Det medfødte immunsystem skal desuden lære det erhvervede immunsystem at genkende fremmedlegemerne, fx virus, så de lettere kan bekæmpes ved en evt. fremtidig infektion.

Adjuvanset fungerer i første omgang som delivery system eller "postbud". Det medfødte immunforsvars celler tilkaldes af adjuvanset til det område, hvor vaccinen er sprøjtet ind, fx i overarmen. Immunforsvaret standser så infektionen ved at indkapsle og rydde virusdelene af vejen ved at immunforsvarets celler, fx makrofager, straks spiser (fagocyterer) fremmedlegemerne, nedbryder dem og præsenterer delkomponenterne til det erhvervede immunforsvars celler, som således kan lære at genkende dem.

Den anden vigtige funktion for adjuvanset er at programmere immunforsvaret således, at det også reagerer på den mest hensigtsmæssige måde mod et givent fremmedlegeme. Immunsystemet skal nemlig ikke reagere på samme måde for at bekæmpe forskellige infektioner. Adjuvanser opnår dette ved at aktivere nogle receptor-molekyler på celler i immunforsvaret, der gennem evolutionen har lært at genkende generelle mønstre på fx virus og bakterier. Disse mønstre kaldes Patogen Associated Molecular Patterns (fork. PAMP) og kan være komponenter fra cellevæggen eller særlige nukleinsyrer eller sukkerstoffer, der er unikke for fx virus eller bakterier.

Når en celles PAMP-receptor genkender et fremmede mønster, aktiveres den reaktion fra immunsystemet, der bedst bekæmper fremmedlegemer med dette mønster. Ved at kopiere og indbygge sådanne virus- eller bakteriemønstre i adjuvanset er det altså muligt at styre hvilken type reaktion fra immunsystemet, kroppen programmeres til at reagere med overfor vaccinen samt den bestemte bakterie eller virus, som vaccinen skal beskytte imod.

At immunforsvaret aktiveres af adjuvans betyder, at adjuvanset kan forårsage lokale reaktioner som rødme, hævelse og ømhed på injektionsstedet, samt eventuelt systemiske reaktioner som kortvarig feber. Disse reaktioner på adjuvanset er således en naturlig konsekvens af aktiveringen af det medfødte immunsystem.

Den mest anvendte type af adjuvanser er baseret på aluminiumsalte og betegnes Alum. Den blev først introduceret til vaccinen mod strubehoste (difteri) i 1930’erne og er efterfølgende blevet en fast bestanddel i vacciner mod fx stivkrampe, kighoste, polio, Hib-meningitis, leverbetændelse og livmoderhalskræft (HPV).

Den præcise virkningsmekanisme for aluminiumsbaserede adjuvanser er endnu ikke præcist klarlagt, hvilket formentligt skyldes, at det er en række forskellige mekanismer, der i kombination forårsager effekten. En beskrevet funktion er fx, at adjuvanset binder vaccinens antigener sammen og således øger den tid, hvor vaccineantigenerne bliver præsenteret for immunsystemet. Derudover aktiverer aluminiumsaltene også en række signaler, der øger immunsystemets aktivitet. Disse signaler bliver fx aktiveret ved, at aluminiumsaltene forårsager celledød på injektionsstedet.

I de senere år er der kommet vacciner på markedet, hvor aluminiumsaltene er kombineret med de mønstermolekyler (PAMP), der fx resulterer i bestemte typer af antistoffer i det såkaldte humorale immunforsvar mod infektion eller i bestemte T-celler i det såkaldte cellulære immunforsvar mod sygdom. Eksempler på vacciner med adjuvanser af aluminiumsalte med PAMP er COVID-19-vaccinen, VLA2001, fra firmaet Valneva, som indeholderadjuvanset Alum og mønstermolekylerne (PAMP) CpG 1018, og HPV-vaccinen fra firmaet GSK, der indeholder Alum og PAMP MPL-A (AS04).

Adjuvanser, som er baserede på emulsion, har et oliekomponent, som er et molekyle, der kaldes squalene. Squalene bliver produceret i alle kroppens celler og er en naturlig del af kolesterolsyntesen. Når squalene optræder udenfor cellerne, har immunforsvaret lært sig at genkende dette som et tegn på celledød, et såkaldt Dammage Associated Molecular Pattern (DAMP), som medfører, at dele af det medførte immunforsvar tilkaldes til området for at rydde op. Denne funktion udnyttes i vaccinen til, på samme måde, at tilkalde immunceller til vaccineinjektionsstedet for at få en øget præsentationen af vaccinen til immunsystemet.

Formuleringen af squalenen mindsker desuden bivirkninger og øger stabiliteten af vaccinerne. Squalene findes i nogle få influenzavacciner til yngre børn og ældre mennesker, fx i influenzavaccinen Fluad Trivalent findes squalene emulsionen MF59. Det er de eneste influenzavacciner, der indeholder adjuvans.

Liposomer er basalt set kunstige, små celler med en membran, der minder om naturlige cellemembraner. Det er således muligt få liposomerne til at fremstå som fremmedlegemer ved at indbygge PAMPs ind i cellemembranerne. Derved genkender immunsystemet liposomerne som var de fx virus eller bakterier afhængigt af designet, og aktiveres derefter. Eksempler på nye vacciner med liposomer som adjuvans er vaccinen mod helvedesild Shingrix, malariavaccinen Mosquirix og RSV-vaccinen Arexvy, som alle er fra firmaet GSK og indeholder liposomer med MPL-A og QS21.