arkæologi

En vigtig del af det arkæologiske arbejde foregår i felten med registrering af fortidens spor gennem rekognoscering, kortlægning og udgravning af fund og anlæg såsom bopladser, grave, bygningsrester samt fund, der er bevaret i jorden eller under vandet. Da man ved udgravningen ødelægger den sammenhæng, som er genstand for undersøgelsen, foretages der en omhyggelig registrering og beskrivelse af fundforholdene. Dokumentationen af en udgravning er afgørende for, hvilke svar der siden kan gives på spørgsmål om de enkelte funds og anlægs datering, funktion og betydning.

Grundlæggende for alt arkæologisk arbejde er aldersbestemmelse. Relativ datering opnås dels ved iagttagelse af stratigrafi under udgravning, dels gennem undersøgelse af sluttede fund med flere genstande, fx i grave og depoter. Til arkæologiens klassiske metoder hører typologi, hvorved der opstilles en udvikling af genstandstyper, hvis gyldighed afprøves i forhold til stratigrafi og fundkombinationer. Den typologiske metode anvendes også på andre kulturfænomener end blot genstande. I dag bygger aldersbestemmelse i vid udstrækning på absolut datering ved hjælp af kulstof 14-metoden, dendrokronologi m.m. (se dateringsmetoder).

Arkæologien støtter sig som fag til metoder og resultater fra andre videnskaber — især til geologiske og andre naturvidenskabelige bestemmelser og dateringer. Zoologi og botanik belyser gennem undersøgelse af resterne af vilde og tamme dyr samt af frø og planter menneskets tilpasning til de naturlige omgivelser. Etnoarkæologien, der kombinerer arkæologi og socialantropologi, undersøger tingenes funktion og betydning blandt nulevende naturfolk. Eksperimentel arkæologi benytter praktiske forsøg til belysning af fortidige arbejdsprocesser.

Interessen for oldtiden blev vakt med renæssancens dyrkelse af klassisk kunst og arkitektur. I Danmark samlede historikere og topografer som Henrik Rantzau og Ole Worm i 1500- og 1600-tallet de første beskrivelser af fortidsminder og runesten. Museum Wormianum, der blev skabt af sidstnævnte i 1650'erne, blev den første arkæologiske samling; den indgik senere i Kunstkammeret, der blev oprettet af Frederik 3. Ingen af datidens samlere af "antikviteter" kunne dog frigøre sig fra de historiske kilder og sagnhistorien i deres tolkninger. Det samme gjaldt for de første udgravere af fortidsminder. Med romantikkens naturopfattelse sidst i 1700-tallet vågnede interessen for den nordiske oldtid, fulgt af et krav om bevaring af fortidsminderne som nationale monumenter.

Det blev i begyndelsen af 1800-tallet — efter tyveriet af Guldhornene fra Kunstkammeret og i kriseårene under Englandskrigene — at man samlede kræfterne om fredning og indsamling af arkæologiske fund. Det sidste skete på initiativ af professor Rasmus Nyerup, der i 1806 skabte den arkæologiske samling, der senere skulle danne kernen i Nationalmuseet. I 1807 nedsattes "Den Kongelige Kommission til Oldsagers Opbevaring", hvis sekretær fra 1816 var C.J. Thomsen. Hermed begyndte en udvikling, der i løbet af 1800-tallet skulle gøre arkæologi til en selvstændig videnskab. Ligesom i andre lande udviklede der sig i Danmark en række grene inden for arkæologien; disse har specialiseret sig i bestemte områder af verden eller i bestemte emner eller tidsepoker.

Forhistorisk arkæologi er studiet af den menneskelige kultur fra oprindelsen for ca. to mio. år siden til begyndelsen af den epoke, der belyses af skriftlige kilder. Forhistoriens varighed er forskellig i de enkelte lande. Læs mere om forhistorisk arkæologi.

Klassisk arkæologi er den græsk-romerske verdens arkæologi og dækker studiet af materielle levn fra kulturerne i Grækenland og Italien og deres indflydelsessfærer fra de første spor af mennesker indtil oldtidens slutning. Læs mere om klassisk arkæologi.

Nærorientalsk arkæologi omhandler studiet af de materielle levn fra Egypten og Vestasiens oldtid. Den er udsprunget af fascinationen over de civilisationer, som for mere end 5000 år siden opstod i Egypten langs med Nilen og i Mesopotamien, landet mellem Eufrat og Tigris. Læs mere om nærorientalsk arkæologi. Læs mere om nærorientalsk arkæologi.

Bibelsk arkæologi er en hjælpedisciplin ved studiet af Bibelen, herunder navnlig Israels historie og religionshistorie, hvor arkæologiske fund fra Nærorienten inddrages i fortolkningen. Bibelsk arkæologi er en tværvidenskabelig disciplin, hvor det filologiske og eksegetiske arbejde med de bibelske tekster suppleres med det arkæologiske. Udøveren af denne disciplin bør derfor være uddannet både i teologi og nærorientalsk arkæologi. Beslægtede discipliner er historisk geografi og Palæstinas topografi og arkæologi. Bibelsk arkæologi opfattes fejlagtigt af mange som det samme som Palæstinas eller Israels arkæologi, men den har et bredere sigte.

Middelalderarkæologi er studiet af alle typer materielle levn fra middelalderen (ca. 1000-1550), herunder enkeltfund, bosættelser i form af landbebyggelser og købstæder samt jordfaste fortidsminder som fx kirker, klostre, borge og voldsteder. Læs mere om middelalderarkæologi.

Byarkæologi er den gren af middelalderarkæologien, der omhandler udforskningen af købstædernes ældste historie. Faget opstod efter 2. Verdenskrig, da arkæologer fik mulighed for at foretage undersøgelser i en række af Nordeuropas udbombede byer. Læs mere om byarkæologi.

Kirkearkæologi er bygningsarkæologiske undersøgelser af selve kirkebygningen og arkæologiske udgravninger af kirkebygningens gulvlag og dens omgivelser. Kirkearkæologi udgør et tværfagligt arbejdsfelt, der udføres af arkæologer, arkitekter og kunsthistorikere. Læs mere om kirkearkæologi.

Marin arkæologi er den del af arkæologien, der beskæftiger sig med sporene af fortidens kulturer i og ved havet. En vigtig del af den marine arkæologi er undervandsarkæologien, men marin arkæologi omfatter også undersøgelser af maritime forhold på landjorden, herunder indlejrede vrag samt spor af fiskeri, søforsvar og samfærdsel. Læs mere om marin arkæologi.

Industriel arkæologi er den gren af nyere tids kulturhistorie, der med arkæologiske metoder udforsker den tidlige industrikulturs produktionsanlæg. Industriel arkæologi opstod i England i forbindelse med bevaring af historiske industrianlæg. Den centrale institution inden for denne gren af arkæologien er The Ironbridge Institute ved Birmingham.

Holocaust-arkæologi er en forskningsdisciplin, der beskæftiger sig med den arkæologiske undersøgelse af de tidligere nazistiske koncentrationslejre fra 1933-1945. Læs mere i artiklen om kz-arkæologi.