Bolde.

.

Bold, i årtusinder brugt over hele verden til leg, spil og idræt. Før gummibolden blev dominerende i slutningen af 1800-t., var bolde ofte hjemmelavede. Man viklede klude eller kohår omkring et stykke kork, og yderst blev bolden beklædt med fire eller otte felter af skind, klæde, fløjl eller hæklet uldgarn. Gummibolde af vulkaniseret kautsjuk kom frem efter verdensudstillingen i London 1851. Luftfyldte gummibolde blev i begyndelsen af 1900-t. kaldt gasbolde. De havde en svagt synlig prop der, hvor "gassen" var fyldt på. Senere gik man i visse tilfælde over til at bruge en tablet, der udviklede en passende mængde luft inde i bolden under selve fremstillingen. Mange slags bolde er siden udviklet af en mangfoldighed af materialer og med særlige egenskaber, til brug inden for de forskellige idrætsgrene.

Symbolik

Bolden er en af menneskehedens geniale opfindelser til idræt og alskens leg. Den perfekte form er enkel og anvendelig og minder om Jordens eller en globus'. Den antager derfor let symbolfunktion som billede på verdensaltet eller helheden, som astraltegn eller frugtbarheds-tegn. I antik mytologi kæmper Afrodite skæbnesvangert med Eros i et boldspil.

Boldspil har været brugt til riter fra gammel tid. Kendt er bl.a. mayaernes boldspilsriter, der noget barsk sluttede med, at taberne blev dræbt. En tankevækkende, poetisk leg med hele jordkloden, som var den en bold eller en ballon, ses i Chaplins film Diktatoren, 1940, hvor “Hitler” til sidst står med en revnet klode i hænderne.

Grundtvig bruger i salmen “Den signede Dag” som sansebillede på Jesu fødsel det lys, “som Jordens Bold / skal lysne udi og gløde”, så stærkt skildret, som om han havde opholdt sig ude i verdensrummet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig