Frem til midt i 1990’ernes trivedes dansk rap således primært til koncerter og jams foruden konkurrencer som ”Årets rapper” (en forløber for DM i rap og MC’s Fight Night). Genren blev desuden dækket af dedikerede stemmer som hiphopskribenten Jeppe ’Jay-B’ Bisgaard (med en fast klumme i ungdomsbladet Mix).
Enkelte engelsksprogede udgivelser blev det til, fx Lucas’ To Rap My World Around You (1991) efterfulgt af Lucacentric (1994) samt Al Agamis Covert Operations (1993) efterfulgt af et flerårigt samarbejde med Thomas Blachman og Remee. Desuden bør nævnes, at tidens dancemusik også indeholdt rap, fx Cut’n’Move med rapperen MC Zipp.
For den dansksprogede rapmusiks tilbagevenden til rampelyset var et vigtigt skridt julekalenderen Bo hadede ikke julen, men det var tæt på, som Nikolaj Peyk producerede til DR i 1993 sammen med rapperne Jazzy H og Bossy Bo (tidligere Flopstarz). Her var tale om en rappet føljeton, som efterfulgtes af en større produktion, albummet Verdens længste rap i 1995. Samme år udkom også Humleriddernes Jeg gi’r en omgang, hvis du gi’r to!!, og med et overvældende pladesalg på omkring 200.000 eksemplarer kickstartede disse album tilsammen en fornyet opmærksomhed på rap ikke mindst blandt de danske pladeselskaber.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.