Idealiseret snit gennem en gravhøj med grave fra enkeltgravstidens tre afsnit: undergravstid, bundgravstid og overgravstid.

.

Grav fra enkeltgravstiden udgravet ved Sarup på Sydvestfyn. Omkring graven stod et hegn af tætstillede stolper.

.

Enkeltgravskulturen er en kulturepoke i bondestenalderen ca. 2850-2250 f.v.t. Den kendes især fra Jylland med tusindvis af små gravhøje, de fleste i området vest for israndslinjen, men betegnelsen enkeltgravskultur bruges om det beslægtede snorekeramiske kulturkompleks i Holland. Højene rummer individuelle begravelser, hvor ligene ligger på siden med benene bøjede og ansigtet mod syd. Mandsgravene er især kendt for deres karakteristiske stridsøkser af sten, som også kendes fra det tæt beslægtede snorekeramiske kulturkompleks i andre dele af Central-, Øst-, og Nordeuropa. De gravlagte i enkeltgravskulturen har deres genetiske ophav på de ukrainske stepper.

I de tidlige enkeltgravshøje var gravene omgivet af cirkulære nedgravninger eller stolpehegn. I de yngre faser anvendte man også gravkamre af træ eller sten. Lignende gravskikke med gravhøje, m.m. kendes fra et stort område mellem floderne Rhinen og Volga, hvor der, som i enkeltgravskulturen, forekommer snoreornamenter på lerkar og stridsøkser af sten; heraf betegnelserne snorekeramisk kultur og stridsøksekultur.

Gravkonstruktion

Grundplan af den kraftige gravbygning omkring en plankekiste ved Hjordkær by i Sønderjylland. Kisten rummede to mandspersoner, bisat med hver sin stridsøkse, en flintøkse og et antal lerkar. De 8 store, dybe, stenforede huller, som angiver gravbygningen, viser, at graven har været anbragt i en solid, firkantet bygning henved seks meter på hver led.

.

Rekonstruktion af kammergrav fra enkeltgravstiden ved Vroue i Nordjylland. Muligvis har der været en form for udfyldning i mellemrummet mellem kammer og gang, måske en tørvemur.

.

I Jylland gennemløb enkeltgravskulturen en række stadier, der efter gravenes placering i højene benævnes undergravstid, bundgravstid og overgravstid. Som eksempel på gravhøjene kan nævnes Mangehøje i Vestjylland med seks bevarede gravhøje fra enkeltgravskulturen. En gravhøj fra enkeltgravskulturen i Skarrild Overby i Midtjylland var omgivet af en cirkulær grøft med spor af 18 træstolper og spor af en brændt træplanke på tværs af graven. Fra en lignende gravhøj med træpalisadehegn i Gantrup, Midtjylland har man også fundet rester af en teltlignende struktur, og muligvis rød okker på palisadehegnet, evt. malet på. Lignende eksempler på cirkelgrave med stolper kendes fra Sjørup mellem Viborg og Holstebro, og Sarup på Fyn. Eksempler på andre typer af gravkonstruktioner i enkeltgravskulturen er f.eks. en dobbelt mandsbegravelse (i hvert fald med stridsøkser) i en plankekiste fra Hjordkær i Sønderjylland omgivet af 8 dybe stenforede huller i rektangulært mønster hvilket tyder på en solid firkantet gravbygning omkring 6x6 meter. Der kendes også kammergrave i træ under tørvehøje, især omkring Limfjorden, f.eks. fra Vroue i Nordjylland. I den senere del af enkeltgravskulturen kendes også store stenkister med indgang ("Bøstrupkister"), f.eks. fra Kobberup, Skive hvori man også fandt en bevaret barkæske og træfad.

Kønsfordeling

I gravene fra enkeltgravstiden er de dødes knogler sjældent bevaret. Et mørkt, fedtet lag kan imidlertid, som her i en grav fra Mølgård i Nordvestjylland, angive, hvordan den døde lå på siden med bøjede ben. Foran hans ansigt var anbragt en flintøkse.

.

Selv om knoglerne sjældent er bevaret på de sandede jorde i Vestjylland kan man undertiden se et mørkt fedtet lag i jorden i graven som viser hvordan kroppen har ligget, f.eks. i en grav i Mølgård i Nordvestjylland. Fra sådanne fedtlag, samt genstandenes placering, med samme mønster i Jylland og flere andre steder i snorekeramisk kultur, kan vi se at enkeltgravskulturens grave typisk ligger på siden med bøjede ben og ansigtet mod syd og hovedet i enten østlig eller vestlig retning. Fra grave i snorekeramisk kultur i Centraleuropa som har bevarede knogler og samme gravstilling tydligt opdelt mellem mænd (liggende på højre side, hovedet mod vest, ofte med en stridsøkse) og kvinder (på venstre side, hovedet mod øst) virker det sandsynligt at den samme kønsopdeling gør sig gældende i jysk enkeltgravskultur. Ifølge dette mønster ser mænd ud til at være stærkt overrepræsenteret i den tidlige fase (næsten 90% af gravene i undergravstid, c. 2850-2600 f.v.t.), men kønsbalancen bliver med tiden mere balanceret med tiden (c. 78% i bundgravstid, 2600-2450 f.v.t.), og i den sidste fase (overgravstid, c. 2450-2250 f.v.t.) udgør omkring 34% af gravene mandsgrave ifølge disse markører. Det skal dog huskes at størstedelen af de udaterede grave, eller grave som spænder både fase bundgravs- og overgravstid, ligner kvindegrave. I den sidste fase udgør grave med ubestemt køn størstedelen, så disse tal er i høj grad udtryk for at at mandsgravene var mere tydligt markerede i den ældre fase og den faktiske kønsfordeling er dermed sværere at se i de senere faser (54% af gravene var ikke kønsbestemt i overgravstid). I den tidlige fase kan man dog spekulere over om kvinderne ikke blev begravet så de kan findes eller om de mest blev begravet efter den tidligere tragtbægerskik da vi må formode at de var tilstede i samfundet i samme grad som mændene.

Gravgaver

Rekonstruktion af barkæske og træfad fra en meget velbevaret grav i Kobberup nær Skive.

.

Udover stridsøkser (økser med skafthul, i andre regioner også kaldet økse-hamre), finder man i enkeltgravskulturen også tyknakkede retøkser af flint, ofte af grovere håndværk og hovedsageligt poleret på æggen i modsætning til de fuldt polerede økser i tragtbægerkulturen. Dertil kan nævnes tyknakkede huløkser fra omkring 2600 f.v.t. som, givet deres hulslibning af æggen, sandsynligvis blev brugt som tværøkser. Pile af flint med skafttunge (til at sætte i et pileskaft) kendes også fra enkeltgravskulturen, især D-typen som også er fundet i brystbenet på et skelet fra en sen enkeltgrav i Gjerrild på Djursland. Skafttungepile har deres oprindelse i grubekeramisk kultur og viser således kontakt mellem disse to kulturer måske både fjendtlig og fredelig.

Andre genstandstyper fra enkeltgravskulturen er rundede stenkøller (mest senere jyske enkeltgrave), rav- og benskiver, lancetformede pilespidser af flint (sen enkeltgravskultur), flækkesegl, flintmejsler (sjældne). Keramiktyper inkluderer bægre (med snoredekoration, sildebensdekoration, trekantsdekoration, og kortnakkede bægre), amforaer (også kugleformede sandsynligvis fra kontakt med kugleamforakulturen i Polen og Tyskland), "mælkeskåle" (fra Jylland), opbevaringskar med "kortbølge"-dekoration (tysk "Wellenleisten"), samt retvæggede bægre (i den sene fase, især i Nordjylland) med lignende type i polsk snorekeramisk kultur.

Da flere stilarter i genstandstyperne ser ud til at sprede sig på tværs af Nordeuropa i løbet af enkeltgravs-/snorekeramisk kultur, tyder det på at man holdt kontakter ved lige på lange afstande, og ifølge nogle studier er især de specifikke placeringer af gravgenstandene i gravene særligt "internationale" for mandsgravene. Man kunne forestille sig at en begravelse således var en vigtig begivenhed som kunne tiltrække frænder fra fjerne egne af det snorekeramiske kulturområde på tværs af Central- og Nordeuropa hvor man på denne måde styrkede politiske alliancer og kulturelle normer, samt udvekslede nye stilarter i materiel kultur, evt. også i form af gaveudveksling.

Der kendes meget få metalfund fra enkeltgravskulturen, enkelte løsfund med usikker tilknytning til enkeltgravskultur, samt en kobberskive i en stenkistegrav i en tidligneolitisk langhøj i Rude i Østjylland, som måske kan tilskrives enkeltgravskulturen grundet paralleller i dele af Centraleuropa. Det tyder overordnet set på, at man endnu ikke forarbejdede metal i enkeltgravskulturen. Dette til trods for, at der er enkelte tegn på metalforarbejdning i Danmark i den tidlige bondestenalder længe før enkeltgravskulturen.

Bopladser og økonomi

Bopladser fra enkeltgravskulturen er oftest dårligt bevaret. Der kendes dog nogle få lette, stolpebyggede, spredtliggende huse (midtsulehuse) fra de senere faser af enkeltgravskulturen, mest toskibede huse, f.eks. i Hemmed Kirke på Djursland, Vorbasse i Søndre Midtjylland, og Enderupskov i Gram, Sønderjylland, samt et lille treskibet hus dateret til 2670-2390 f.v.t. i Tindbæk Hestehave øst for Viborg.

Erhverv og bosættelse belyses af pollenanalyser, som viser, at man ryddede et langt større areal end tidligere til græsning og korndyrkning. Det tyder på at enkeltgravskulturens økonomi var i høj grad hyrdebaseret, men sandsynligvis ret varieret med både tegn på jagt af fugle, hav- og landdyr, samt ferskvands- og saltvandsfisk, og indsamling af skaldyr. Nøgenbyg ser ud til at have været den foretrukne kornsort hvilket måske kan relateres til ølbrygning, men der er også fund af emmer hvede (ellers mere typisk for tragtbægerkultur), samt vilde planter hvoraf det kan være svært at skelne om noget var ukrudt eller faktisk blev anvendt. Nogle flækkeredskaber af flint har spor efter at have høstet korn, som understøtter en vis grad af landbrug. I en tidlig enkeltgrav (omkring 2800 f.v.t.) i Refshøjgård, Østjylland er også fundet en kværnsten, samt et bæger med spirede kornrester som viser en vis betydning af landbrug og kunne tyde på mulig ølbrygning i enkeltgravskulturen.

Østdanmark

I Østjylland og på Øerne er enkeltgravshøje sjældne, f.eks. i form af "Mussekister" (trapezformet stenkiste med åben indgang, opkaldt efter Musse på Lolland) efter 2500 f.v.t., og begravelser foregik hyppigt i dysser og jættestuer. Østjyllands version af enkeltgravskulturen ser generelt ud til at have mere tilfælles med nordtysk enkeltgravskultur end med jysk enkeltgravskultur, især i sine stridsøkser og keramikbægre med S-profil. Men overordnet ser det ud til at enkeltgravskulturen i Østdanmark i høj grad integreredes med de eksisterende tragtbægerkultur og grubekeramisk kultur og det er således ikke helt så nemt at tale om enkeltgravskultur, eller nogen specifik "kultur" i Østdanmark. Man refererer derfor ofte blot til denne som Mellemneolitikum B (MNB) (i P.O. Nielsens terminologi opkaldt efter tyknakkede flintøkser af A- og B-type), eller sen Mellemneolitikum (2850-2350 f.v.t.) i Rune Iversens terminologi som dækker den sidste fase af tragtbægerkulturen med keramikstilen "Store Valby", og fortsætter indtil dansk senneolitikum (c. 2350 f.v.t.)

Enkeltgravskulturens oprindelse

De tidligste kultof-14 dateringer (intervalgennemsnit) af snorekeramisk kultur i Europa, samt deres mulige oprindelses område i Ukraine omkring 3000-2900 f.Kr..
De tidligste kultof-14 dateringer (intervalgennemsnit) af snorekeramisk kultur i Europa, samt deres mulige oprindelses område i Ukraine omkring 3000-2900 f.Kr..
Licens: CC BY SA 3.0

Det har længe været diskuteret, om enkeltgravskulturen afspejler indvandring af en ny befolkningsgruppe, eller om der er i stedet er tale om en lokal videreudvikling fra den foregående tragtbægerkultur. Nye DNA-studier har vist, at enkeltgravskulturen og dens varianter (den snorekeramiske kultur og stridsøksekulturen) overalt i Europa tydeligt skyldes indvandring af folk fra steppeområdet nord for Sortehavet i Ukraine og måske nærliggende steppeområder i Rusland.

Det er stadig ikke afklaret, om indvandringen specifikt bestod af folk fra Yamnayakulturen (3300-2600 f.v.t.), eller om der er tale om lignende kulturer på den ukrainske steppe fra samme periode, da individer fra Yamnayakulturen genetisk meget ligner dem fra den snorekeramiske kultur. Mændene i Yamnayakulturen ser dog ud til at have båret andre Y-kromosomer end mændene fra snorekeramisk kultur. Man kan desuden se genetisk, at det flere steder i denne indvandring mest har været mænd fra steppen, som indvandrede til Central- og Nordeuropa. I dag udgør denne steppekomponent (i forskellige blandinger) den største del af de fleste central- og nordeuropæeres, herunder danskeres, genetiske arvemasse.

Nye kulstof-14-dateringer viser, at den pågældende indvandring gik enormt hurtigt (i et forhistorisk perspektiv), nemlig omkring 150-200 år med de tidligste dateringer for snorekeramisk kultur omkring 2920 f.v.t. i Bøhmen, Tjekkiet til omkring 2850-2800 f.v.t. på den vestjyske hede. Indvandringer fra steppen er muligvis fortsat i flere bølger indtil ca. 2300 f.v.t.

Denne migrationsperiode fra steppen er også den mest oplagte kandidat som årsag til spredningen af den indoeuropæiske sprogfamilie. Hvorvidt forstadiet til den germanske gren af den indoeuropæiske sprogfamilie også starter med enkeltgravskulturen er dog usikkert, da der ser ud til at have været en ny indvandring til flere dele af Danmark fra omkring 2350 f.v.t. af folk fra klokkebægerkulturen, som bærer en lignende genetisk steppekomponent. Med den tydelige indvandring virker det dog sandsynligt, at folk fra enkeltgravskulturen har talt en eller anden ukendt dialekt af indoeuropæisk. Dannelsen af den germanske sproggren kunne således være en blanding af tæt beslægtede indoeuropæiske dialekter, da DNA viser at disse steppefolk indvandrede til Skandinavien både fra Centraleuropa i syd, samt til Sverige via Finland og Østbaltikum i løbet af 700-800 år i 2000-tallet f.v.t.

Nye DNA-studier af enkeltgravskulturen og snorekeramisk kultur indikerer, at folk fra stepperne ikke blandede sig væsentligt med de lokale bønder i Danmark (tragtbægerkulturen), men i stedet med hyrder fra kugleamforakulturen, især i Polen, på deres vej til Danmark.

Yamnaya og Zhivotilovka-gruppen

Kulturelt har snorekeramisk kultur flere træk tilfælles med Zhivotilovka-gruppen i Ukraine og Moldova end med Yamnaya (nogle forhistorikere skelner dog ikke de to fra hinanden). Gravlagte individer fra Zhivotilovka-gruppen har samme varierende højre og venstre såkaldte hockerstilling som de fleste varianter af snorekeramisk kultur. Dog er de ikke endnu kønsbestemt endnu, og DNA fra dem mangler stadig, så det er usikkert, om de er gravlagt efter køn, hvilket som oftest er tilfældet i den snorekeramiske kultur. Yamnaya-kulturen på steppen har typisk mere udstrakte kropsstillinger, idet der dog er variationer.

Enkelte stridsøkser som dem, man kender fra den tidligste snorekeramiske kultur, kendes også fra Zhivotilovka-gruppen, og når Zhivotilovka- og Yamnaya-grave findes i samme gravhøje, ligger Zhivotilovka-grave stratigrafisk nederst, hvilket indikerer at de er en anelse ældre (c. 3300-3000 f.v.t.) end Yamnaya i det pågældende område.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig