Følgesygdomme, sygdomme, der optræder som komplikation til andre sygdomme. Begrebet står i modsætning til umiddelbare sygdomsfølger som fx midlertidig hørenedsættelse ved en akut mellemørebetændelse eller blivende halvsidig lammelse i tilslutning til en hjerneblodprop; i disse tilfælde opstår følgerne som en del af en forløbende eller afsluttet sygdomsproces. Sådanne tilstande danner en glidende overgang til egentlige følgesygdomme, der følger deres egne sygdomsprocesser, og som bl.a. kan være udløst ad fysisk, kemisk, immunologisk eller psykisk vej. Ved ubehandlet blodtryksforhøjelse kan det forhøjede blodtryk fysisk belaste organismens blodkar, fx i nyrerne, således at der efterhånden kan fremkomme nyresvigt. Ved lungesygdommen asbestose, som fremkommer ved indånding af asbestholdige fibre, kan der senere opstå lungekræft, idet asbestfibrene virker kræftfremkaldende. Ved en immunologisk reaktion kan almindelig halsbetændelse i sjældne tilfælde kompliceres af gigtfeber, nyrebetændelse og hjerteklapfejl. Ofte vil incitamentet til intensiv forebyggelse eller behandling af tilsyneladende uskyldige sygdomme være risikoen for udvikling af langt alvorligere følgesygdomme. Endelig kan der ved meget alvorlige sygdomme, som i slutfasen medfører udtalt nedsættelse af organismens modstandskraft, fx kræft, forekomme en følgesygdom, fx lungebetændelse, som kan blive den direkte dødsårsag, mens den tilgrundliggende sygdom må betragtes som den egentlige dødsårsag.