fløjlsdyr

Zoogeografisk er fløjlsdyr yderst interessante, da de kun findes pletvis udbredt i trope- og bjergregnskove imellem de to vendekredse. Udbredelsen svarer til det 400 millioner år gamle superkontinent Gondwana, som omfattede Sydamerika, Sydafrika, dele af Asien, Ny Guinea, New Zealand og Australien. Alle nulevende fløjlsdyr er landlevende, men det over 500 millioner år gamle fossile Aysheaia peduncula var marint. Man betragter fløjlsdyr som "levende forsteninger". Da de fleste regnskove i dag er truet, er der stor fare for, at mange arter vil blive udryddet.

Fløjlsdyr er rovdyr, som jager om natten. De overfalder først og fremmest bløddyr og insekter, som de dræber med deres kraftige kitinkæber. På hovedet sidder der også et par mundpapiller, hvorpå der udmunder nogle store kirtler. Fra disse kirtler kan fløjlsdyr udsprøjte et klæbrigt sekret, som størkner lynhurtigt. Sekretet bruges til forsvar mod rovdyr, fx skorpioner, og til byttefangst.

Fløjlsdyr har udviklet en række organer, som ligner insekters organer, fx kutikula, trakeer (åndedrætsorganer) og langstrakt hjerte. Men deres ekskretionsorganer, som udmunder på hvert benpar, består af nefridier, en type nyre, som kendes hos ledorme.

Der findes altid både hanner og hunner. Parringen er dårligt kendt, men hos nogle australske former overføres sæden fra hannen til hunnen via et udkrængeligt hovedorgan. De fleste arter er levendefødende, og de mest avancerede arter har udviklet en livmoder med moderkage (placenta) ligesom hos placentale pattedyr. Der fødes 2-8 unger med en navlestreng, som i nogle tilfælde bides over af moderen. De nyfødte fløjlsdyr opholder sig tit nogle dage sammen med moderen i trøsket træ eller under sten, indtil de kan klare sig selv.

• ledorme
• leddyr