For Aristoteles består en ting af en materie (et stof), der struktureres af en form, og formen bevirker, at tingen er "af denne art". Et hus' form er således det, der bevirker, at huset er andet og mere end en samling mursten. Sjælen er legemets form, dvs. den bevirker, at legemet er levende. Sammensætningen form + materie (tingen) er forgængelig, men formen er uforanderlig. Den menneskelige bevidsthed kan erkende formen uden materien.
Siden antikken er formbegrebet brugt både om en genstands ydre form — fx hos atomisterne — og om dens definerende egenskaber. Augustin opfattede formerne (i den sidste betydning) som skabt af Gud og hjemmehørende i logos, Ordet.
Hos Thomas Aquinas er de jordiske genstandes former kun virkelige i forening med materien.
Ca. 1600 løsnede Francis Bacon formbegrebet fra ontologiske og teologiske problemstillinger. Ved en genstands form forstår han undertiden de naturlove, den er underkastet. Hermed nærmede han sig den distinktion mellem stof og lov, som i løbet af 1600-tallet afløste distinktionen mellem form og materie.
En genstands form, forstået som det forhold, at den fremtræder som en genstand i tid og rum og kausalt er forbundet med andre genstande, opfattede Kant som et resultat af erkendeprocessen, dvs. erkendeevnens bearbejdning af sanseindtryk. Såvel i 1700-tallets franske materialisme som i nutidige kaos- og kompleksitetsteorier opfattes en naturgenstands form derimod som resultat af stoffets selvorganisering.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.