form

For Aristoteles består en ting af en materie (et stof), der struktureres af en form, og formen bevirker, at tingen er "af denne art". Et hus' form er således det, der bevirker, at huset er andet og mere end en samling mursten. Sjælen er legemets form, dvs. den bevirker, at legemet er levende. Sammensætningen form + materie (tingen) er forgængelig, men formen er uforanderlig. Den menneskelige bevidsthed kan erkende formen uden materien.

Siden antikken er formbegrebet brugt både om en genstands ydre form — fx hos atomisterne — og om dens definerende egenskaber. Augustin opfattede formerne (i den sidste betydning) som skabt af Gud og hjemmehørende i logos, Ordet.

Hos Thomas Aquinas er de jordiske genstandes former kun virkelige i forening med materien.

Ca. 1600 løsnede Francis Bacon formbegrebet fra ontologiske og teologiske problemstillinger. Ved en genstands form forstår han undertiden de naturlove, den er underkastet. Hermed nærmede han sig den distinktion mellem stof og lov, som i løbet af 1600-tallet afløste distinktionen mellem form og materie.

En genstands form, forstået som det forhold, at den fremtræder som en genstand i tid og rum og kausalt er forbundet med andre genstande, opfattede Kant som et resultat af erkendeprocessen, dvs. erkendeevnens bearbejdning af sanseindtryk. Såvel i 1700-tallets franske materialisme som i nutidige kaos- og kompleksitetsteorier opfattes en naturgenstands form derimod som resultat af stoffets selvorganisering.

Siden 1700-tallet har skellet mellem form og indhold spillet en rolle, især inden for sprogvidenskab, litteratur og æstetik. Påvirket af skellet mellem udtryk og indhold opfattes det ofte som et skel mellem noget betydende og noget betydet eller mellem noget formgivende og noget formet.

I den franske klassicisme og hos tyskeren G.E. Lessing blev formen fremhævet på indholdets bekostning. I begyndelsen af 1800-t. prioriterede de æstetiske lærebøger derimod indholdet frem for formen, således at kunstværkets idé eller emne er bærer af dets æstetiske værdi.

Hos Hegel er indhold og form uadskilleligt, hvorimod den danske hegelianer J.L. Heiberg anså formen for afgørende, når et kunstværks æstetiske værdi skal fastlægges. Omtrent samtidig hævdede den tyske filosof og pædagog Joh.Fr. Herbart det samme synspunkt: Symmetri og enkle former fremkalder velbehag uden at være forankret i et indhold.

Nyere filosofi og æstetik har fremhævet, at skellet ikke er absolut, fordi formen i alle tilfælde får konsekvenser for det indhold, der udtrykkes deri, således at det æstetisk vellykkede er resultat af en samklang mellem form og indhold.

En æstetik, der fokuserer ensidigt på formen, kaldes en formalæstetik eller formalisme; det sidste har ofte en nedsættende klang i modsætning til en indholdsæstetik, der fokuserer på indholdet. I 1900-tallet er overskridelser i formen blevet hyldet og ofte betragtet som afgørende inden for alle kunstarter.