fransoser

Udtrykket stammer fra ca. 1494, hvor franske lejesoldater fra Charles den 8.'s hær under den første italienske krig (1494-1495) trængte ned igennem Italien. Efter en belejring og plyndring af Napoli, udbrød der en epidemi af syfilis blandt de franske styrker. Sygdommen blev først kaldt "den napolitanske syge". Under den franske hærs tilbagetog spredtes sygdommen i Italien og resten af Europa, og udtrykket "den franske syge" opstod. Den første læge, der beskrev sygdommen, var en italiensk feltlæge, Allessandro Benedetti, der nævner den i sin dagbog efter slaget ved Fornovo i 1495. Allerede omkring år 1500 var lægerne klar over, at sygdommen opstod i forbindelse med seksuelt samkvem, enten ved overførelse af smitte eller som straf for umoralsk seksualadfærd. Det fremgik åbenlyst af syghistorien og af de første symptomer, der som regel var et sår på kønsdelene.

Udtrykket “den franske syge” havde tidligere også en videnskabelig klang i kraft af Gabriele Falloppios (1523-1562) afhandling De morbo gallico ('om den galliske syge'), der udkom i 1563. I denne afhandling fraråder Faloppio behandling af syfilis med kviksølv, hvilket ellers forblev standardbehandling af syfilis frem til ca. 1910.

I 1530 udgav den italienske læge og digter Girolamo Fracostoro (1478-1553) et digt ved navn syphilis sive morbus gallicus ('syfilis eller den galliske syge'), og dermed blev navnet syfilis introduceret. I digtet beskrives symptomerne på vers og med rim samtidig med, at der fortælles en historie om hyrden Syfilis, der som straf for at fornærme Apollon rammes af en ukendt pest, som han helbredes for ved at påsmøre et tyndt lag kviksølv på kroppen.

Palæopatologiske undersøgelser af skeletter fra renæssancens Italien har kunnet bekræfte, at sygdommen hærgede Italien i perioden 1500-1550. ligeledes at den var almindelig blandt overklassen, hvor der på grund af de mange arrangerede ægteskaber var megen utroskab og et forgrenet netværk af elskere og elskerinder. Et godt eksempel på det er undersøgelsen af skelettet tilhørende Maria Salviati (1499-1543). Hun blev i 1516 gift med Giovanni de Medici (1498-1526). I et brev fra december 1543 beskriver hoflægen Andrea Pasquali, at Maria Salviati mistede omkring 1 liter blod i blødninger fra endetarmen og sår omkring endetarmen og døde kort efter. På et maleri fra 1537 ser Maria Salviati stadigvæk ung, sund og rask ud, mens hun ser ældet ud på et andet maleri fra 1542. Ved hendes død blev hun balsameret og anbragt i en kiste i San Lorenzo Katedralen i Firenze. I 1946 undersøgte de to italienske antropologer Giuseppe Genna og Gaetano Pieraccini liget. De fjernede bløddelene fra kraniet og lavede en gipsafstøbning. I 2012 kunne en 3D-CT-scanning af gips-modellen afsløre flere osteolytiske læsioner (små kraterlignende fordybninger) i pandeben og isseben, en såkaldt venuskrone (corona veneris), som er forenelig med syfilis.

Det har været den traditionelle opfattelse blandt medicinhistorikere, at syfilisbakterien oprindeligt stammer fra de amerikanske kontinenter og kom til Europa i 1493 med hjemkomsten af Christoffer Columbus' søfolk. Det diskuteres dog, om der har været europæiske tilfælde af sygdommen tidligere i middelalderen eller oldtiden.

• syfilis
• medicinens historie