funk

Rent teknisk er funk-groovet en en- eller totakts figur med vægt på et-slaget i takten. El-bassen er i centrum omgivet af en eller flere trommeslagere, guitarister og keyboardspillere, der spiller forskellige modrytmer til bassens rytme. Tilsammen skaber de et tæt rytmisk mønster, der kan minde om vestafrikansk musik. Mønstret er for det meste ligedelt, dvs. det svinger ikke. Det stadig gentagne groove kan fungere i sig selv, men det er ofte akkompagnement til improvisatoriske indslag fra en sanger, en blæser eller en guitarist.

Konventionelle melodier og harmonik spiller en mindre rolle i funk, men guitarister og keyboardspillere bruger ofte jazzakkorder i deres rytmefigurer. Sangerne kommer med forskellige udråb og opfordringer. 1960’ernes funk grooves har umiddelbart rødder i New Orleans' rhythm and blues, og derfra kan der trækkes linjer tilbage til afrikansk-cubansk musik fra 1940’erne og videre tilbage til vestafrikanske musikalske traditioner.

James Brown og hans musikere var meget vigtige i den tidlige udvikling af funken. Der var plads til eksperimenter, og brugen af et markant et-slag var noget nyt sammenlignet med anden afrikansk-amerikansk popmusik i tiden, hvor to- og fire-slaget blev markeret. Et af James Browns tidligste hits viser allerede i titlen, at her sker noget nyt: ”Papa’s Got a Brand New Bag” (1965).

I de følgende år blev orkestret udvidet, og på et tidspunkt bidrog tre trommeslagere til en klar 16-dels puls samtidig med, at harmonikken i lange forløb kunne bestå i en enkelt akkord. I hittet ”Sex Machine” (1970) blev akkordskiftet endda til en hel begivenhed med det gentagne udråb ”Take me to the bridge” (dvs. til den nye akkord). Brown var god til at finde musikere, og flere af de vigtigste funkmusikere spillede på et tidspunkt i hans backinggruppe, blandt andet bassisten Bootsy Collins og saxofonisten Maceo Parker.

Andre grupper kom til i de sidste år af 1960’erne. New Orleans-gruppen The Meters arbejdede videre med de lokale funk-grooves, og San Francisco-gruppen Sly and the Family Stone var lidt mindre skarpe i den rytmiske artikulering og trak på den lokale, psykedeliske musik. Pladeselskabet Motown tog fat i funk-elementer og bragte dem på pophistlisterne, fx Edwin Starrs ”War” (1969) og The Temptations' ”Papa was a Rolling Stone” (1972). Stevie Wonder tog også funken til sig på en lang række numre med ”Superstition” (1972) som et af de allermest kendte.

Som en del af den stadigt voksende selvbevidsthed i den afrikansk-amerikanske befolkning begyndte flere omkring 1970 at producere film med sorte skuespillere henvendt direkte til et afrikansk-amerikansk publikum. Det var de såkaldte Blaxploitation film. Flere film brugte funk som både titel- og underlægningsmusik, og film- og musikgenre blev for en tid tæt forbundet i skildringen af livet i de sorte dele af de store byer. Shaft (1971) med musik af Isaac Hayes er nok den mest kendte. Titelnummerets kontinuerlige funkguitar forvrænget gennem en wah-wah-pedal er blevet en klassisk funklyd.

I USA var det overvejende sorte musikere, der spillede funk, og selvom flere af deres numre blev højt placeret på pop-hitlisterne, blev det opfattet som en musik for sorte. Mens rocken i stadig højere grad blev et hvidt anliggende, spillede flere af 1970’ernes store funkgrupper overvejende for et sort publikum, og de udviklede da også et musik- og tekstunivers med markante temaer fra afrikansk-amerikansk kultur. Ikke mindst den såkaldte afrofuturisme, hvor myter om det gamle Egypten blev blandet med science fiction-temaer, således at pyramider fx kunne fungere som rumskibe. George Clinton og hans dobbelt-gruppe Parliament/Funkadelic bidrog sammen med Earth, Wind and Fire til dette humoristiske univers, ikke mindst ved deres koncerter. Dansepræget blev understreget af slagordet ”free your mind and your ass will follow”, der også var titlen på Funkadelics andet album (1970).

Parliament/Funkadelic kombinerede funken med psykedelisk rock. Det kom til udtryk i til tider ret lange guitarsoli. Earth, Wind and Fire var til gengæld tættere på den disco, der udviklede sig på samme tid med stærke lån fra funken. Det blev dog Chic, som med ”Le Freak” (1978) mest succesfuldt sammenførte funk og disco. Grupper som Tower of Power og Rufus & Chaka Khan holdt sig til et mere rendyrket funkudtryk. Den form for funk har holdt til i dag. Flere jazzmusikere inkorporerede funkelementer i deres musik, fx Herbie Hancock og Miles Davis, og funk blev helt central for new wave-grupper som Talking Heads.

I England tog flere af de eksperimenterende rockgrupper med David Bowie i spidsen funken til sig. Det gjaldt blandt andet Public Image Ltd og Gang of Four, hvis musik nogle gange gik under navnet avant-funk. Nogenlunde samtidig opstod en egentlig britfunk med grupper som Average White Band og Level 42. Alle disse blandinger medførte, at funkens rytmemønstre blev én rytmisk fremgangsmåde blandt mange, som musikere fra diverse genrer kunne betjene sig af.

I Danmark blev soul-funk bigbandet Blast med tre kvindelige sangere i front dannet allerede i 1980. De er siden blevet fulgt at en meget lang række dygtige bands helt frem til i dag, der ikke har været så originale, men som kan holde et dansegulv i gang i flere timer i træk – en af funkens kerneværdier. Derudover er funk, som i alle andre lande, indgået som et element blandt mange andre i dansk jazz, pop og rock.

Ikke kun pop- og rockmusikere hentede inspiration i funken. De tidlige hiphoppere trak kraftigt på 1970’ernes sort funk, når de brugte gamle plader til at lave rytmiske breaks. Små solopassager med trommeslageren Clyde Stubblefield fra James Browns 1970’er-albums stod specielt højt i kurs hos de unge DJ's. 1980’ernes popstjerner med Michael Jackson og Prince i spidsen gjorde deres til at gøre funken central i enhver dansemusik. Jackson foretrak de store produktioner, mens Prince vendte tilbage til Browns enkle funk, hvor der ikke var så meget andet end et stramt rytmemønster, der til gengæld fik alle ud på dansegulvet.

Sidenhen blev funk fremhævet i den såkaldte funkrock eller funkmetal, hvor grupper som Red Hot Chili Peppers og Rage Against the Machine kombinerede de to i et originalt udtryk. Gruppen Digital Underground fortsatte i 1990’erne i et mere traditionelt og historisk bevidst spor, men Phish inddrog det i deres lange, jam-agtige koncerter. Med Bruno Mars' ”Uptown Funk” fra 2014 blev det endnu engang slået fast, at funk er en integreret del af tidens popmusik.

• populærmusik
• popmusik
• groove