gotisk billedkunst

Den gotiske skulptur udvikledes ligesom arkitekturen i omegnen af Paris 1140-1150 med udsmykningen af kirkerne Saint-Denis ved Paris og Notre-Dame i Chartres. Fra Île-de-France bredte den sig til det øvrige Frankrig og videre til så godt som hele Europa.

Udviklingen skete i kirkeportalernes skulpturer. Søjlefigurerne, der indgik i de skolastiske teologers store billedprogrammer, var endnu underkastet arkitekturen; oprindelig var de malet i stærke farver. De smalle kroppe står langs søjlerne uden at dreje hovederne, og de lodrette dragtfolder er næsten kun tegnet i stenen.

Det nye er den understregede vertikalitet og de individuelle, åndfulde ansigter. I løbet af de følgende hundrede år nærmede udformningen sig friskulptur. En S-lignende kropsstilling, det "gotiske svaj", gav figurerne dynamik, og dragternes folder blev underskåret og gav lys- og skyggevirkninger.

Denne udvikling kan følges i Chartres-katedralens tværskibsportaler (ca. 1200-1260) og på katedralerne i Paris, Amiens, Reims og Strasbourg.

Den helt frigjorte figur repræsenteres af Bambergrytteren (ca. 1235) i domkirken i Bamberg, stifterfigurerne fra ca. 1250 i domkirken i Naumburg og de mange statuer af Madonna med barnet siddende på hendes fremskudte hofte, udført af bl.a. Giovanni Pisano.

Træskulpturen blomstrede især i Mellemeuropa og i Norden. Omkring 1300-1350 opstod den udskårne altertavle, hvis midterstykke med bibelske scener fra passion og himmelkroning blev flankeret af to eller flere fløje med mindre scener.

Store værksteder blev ledet af mestre som Tilman Riemenschneider og Veit Stoss i Sydtyskland og Bernt Notke i Lübeck. De gotiske krucifikser viser i modsætning til de romanske Kristus som død eller døende med tornekrone og krydsede fødder samlet med én nagle.

Den gotiske arkitekturs forkærlighed for store vinduesåbninger gav mulighed for en bemærkelsesværdig udvikling af glasmaleriet, der nåede et højdepunkt i første halvdel af 1200-tallet Katedralen i Chartres er særlig rig på glasmalerier, bl.a. den berømte Notre-Dame de la belle Verrière, et tidligt arbejde fra ca. 1150.

Gotikkens malerkunst kom først til udfoldelse omkring 1300. På guldgrund og uden særlig dybdevirkning formedes slanke, letbevægelige figurer i stærke temperafarver på altertavler af træ eller i freskoer på væggene; her var grunden dog oftest blå. Maleriet bevægede sig fra en klassisk harmoni mod en mere ekspressionistisk og malerisk stil.

Der var mange retninger: i Italien Sienaskolen med Simone Martini og brødrene Lorenzetti samt den florentinske skole med malere som Cimabue, Duccio og Giotto; Kölnerskolen repræsenteres af Stephan Lochner, en fransk skole opstod omkring Jean Fouquet, en nordtysk med Meister Bertram og Meister Francke.

Den nederlandske skole nåede mellem 1390 og 1500 højdepunkter med Flémallemesteren, Rogier van der Weyden, brødrene van Eyck og Hans Memling.

Et særligt område var bogmaleriet, der udmærkede sig ved en stor detaljerigdom og interesse for naturstudiet og lyset. Ikke kun klostrene producerede nu de forfinede tidebøger og missaler, men værksteder under berømte mestre som brødrene Limbourg og van Eyck malede tillige for verdslige bestillere og mæcener; der var også kvindelige kunstnere.

Efterhånden intensiveredes det kunstneriske udtryk, og man søgte et mystisk og følelsesladet indhold, hvor lange, næsten konkave figurer udtrykker lidelse eller ekstase.

Muligvis forstærket af pestepidemierne i 1300-tallet opstod temaer som dødedansen og pietà (Maria med den døde søn i sine arme) eller scener fra Johannes' Åbenbaring som fx i den lange billedvævning Apokalypsen fra Angers fra slutningen af 1300-tallet.

Men i de voksende bysamfund fremmedes en mere borgerlig kunst. I handelsbyerne i Norditalien og i hansestæderne i Nordeuropa ønskede man en robust og mere fortællende kunst, hvor de bibelske personer tog del i dagliglivet. Billedrummet fik perspektiv, og daglige genstande blev omhyggeligt gengivet.

Her kan nævnes den lybske træskærerkunst, den nederlandske billedhugger Claus Sluter i Burgund og især den nederlandske malerkunst. Et vist fællespræg gjorde sig efterhånden gældende og gav navn til den internationale gotik omkring 1400, hvor malerkunsten spillede den ledende rolle.

Men også gravmæler i sten, bronze og metalplader med hvilende figurer samt en rigdom af monstranser, alterkalke og relikvieskrin hører med blandt gotikkens mest fremragende værker. Omkring 1420 blev gotikken i Norditalien afløst af renæssancen, nord for Alperne skete det senere, og i England, hvor man nødigt slap gotikken, blev den genoplivet med 1700-1800-tallets Gothic Revival.

• gotisk arkitektur
• nederlandsk kunst
• tysk billedkunst
• italiensk billedkunst
• fransk billedkunst
• dansk billedkunst