Håndbold indeholder mange kvaliteter både som pædagogisk middel i idrætsundervisningen og som idrætsgren i fritiden. Reglerne om fysisk kontakt tillader ikke voldelig adfærd, men de lægger op til, at den enkelte spiller tænker og handler offensivt, aggressivt og konstruktivt, fx er spærringer af en modspiller med kroppen, tacklinger og bolderobringer naturlige elementer i spillet.
En anden af spillets positive kvaliteter, der stemmer fint overens med børns fysiske og erkendelsesmæssige udvikling, er, at spillets tekniske elementer som fx at kaste, at gribe eller at aflevere er forholdsvis ukomplicerede.
Mange børn og især nybegyndere blandt unge og voksne finder imidlertid spillet særdeles vanskeligt. Det skyldes flere forhold. For det første er det pga. reglerne svært for mange begyndere at få succes med et af de mest fascinerende elementer i holdboldspil, nemlig at skyde på mål. I håndbold kræver dette en vis fysisk styrke, tekniske færdigheder samt mod til at forsøge at score mål. For det andet er målfelterne med til at begrænse den enkelte spiller og holdets taktiske bevægelses- og boldmønstre.
Håndboldspillet er i langt højere grad end andre holdboldspil retningsbestemt. Dette medfører, at det dels er vanskeligt at bevæge sig på mere end én måde på banen, hvis det skal blive til spil, dels at der må etableres en relativt fast arbejdsfordeling mellem spillerne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.