I Danmark er hassel (Corylus avellana) meget almindelig i kratskove, langs skovbryn og hegn samt dyrket. Hassel er tidligt indvandret til Danmark og blev dominerende i Hassel-fyrre-tidens skove. Den er udbredt i hele Europa, bortset fra de nordligste egne af Skandinavien og Rusland; arten når mod øst til Ural og mod sydøst til Kaukasus og Tyrkiet.
Hassel har især tidligere været dyrket i særlige gærdselsskove, også kaldet båndkæppeskove eller stubhaver. Ved stadig at skære hasselbuskene ned frembragte man lange, bøjelige skud, der var velegnet til fletning af gærder og hegn eller til at binde om tønder.
Selvsåede træer giver som regel små nødder, og i stedet dyrkes en mængde varieteter, som især varierer mht. nøddernes form og størrelse og skallens hårdhed; sorten lang tidlig Zeller er den mest frugtbare under danske forhold, men hassel dyrkes kun få steder i større stil. Andre dyrkede arter er lambertsnød (C. maxima), der dyrkes for sine store nødder; den er hjemmehørende på Balkan og i Tyrkiet. Veddet af tyrkisk hassel (C. colurna), der vokser i samme områder som lambertsnød, har været anvendt til finerarbejder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.