hjernesvulster

Ved sin vækst, ved sit tryk på det omgivende hjernevæv og ved sin tendens til at få dette til at hæve pga. hjerneødem giver en hjernesvulst anledning til forhøjet hjernetryk, som medfører almene symptomer. Desuden medfører væksten lokale symptomer, der afhænger af svulstens nøjere placering, størrelse og væksthastighed.

De almene, subjektive symptomer kan være hovedpine, træthed, svimmelhed, fremadskridende hukommelsesbesvær, forvirring, epileptiske anfald og svækket bevidsthed. Morgenhovedpine, især hos børn og unge voksne, er et tidligt symptom, som kan være ledsaget af opkastninger. De almene, objektive symptomer kan være demens og forskellige grader af bevidsthedssvækkelse. Det sikreste kliniske fund ved forhøjet hjernetryk er såkaldt stasepapil, dvs. hævelse af synsnerven, hvor den træder ind på nethinden, hvilket kan konstateres ved at betragte nethinden i et oftalmoskop.

De lokale symptomer afhænger af svulstens placering i hjernen, på kraniets inderside eller i hjernekassens bund. Klager over øresusen, ensidig døvhed og lette funktionsforstyrrelser af den ene arm og/eller ben peger med stor sandsynlighed på en svulst i eller omkring hørenerven i samme side af hjernen. Langsomt fremadskridende spastisk lammelse af armen og benet på den ene side tyder på en placering i pandelappens motoriske system i den modsatte side af hjernen. Fremadskridende sprogbesvær tyder på en svulst i sprogcentret i tindingelappen. Orienteringsbesvær og påklædningsvanskeligheder kan ses ved en svulst i isselappen. Nedsat syn i de yderste dele af synsfeltet på begge øjne tyder på en svulst, der trykker på de to synsnervers krydsningssted, fx en hypofysesvulst.

CT-scanning og MR-undersøgelse er de vigtigste undersøgelser til påvisning af en hjernesvulst. Undersøgelserne blev tidligere suppleret med samtidig indsprøjtning af røntgenkontrast i hovedpulsårerne til hjernen, men disse undersøgelser bruges kun sjældent i dag. Hjernesvulsters gennemblødning og stofskifteforhold kan også kortlægges ved avancerede undersøgelser, fx PET- og SPECT-scanning, men disse er endnu ikke tilgængelige til daglig brug. Almindelig røntgenundersøgelse af kraniet er sjældent egnet til at afsløre en hjernesvulst.

Hjernesvulsterne kan inddeles efter deres placering i hjernen og efter den type væv, de stammer fra. De stadieinddeles ved vævsundersøgelse i graderne I til IV, hvor grad I-II er godartede og grad III-IV ondartede. Muligheden for helt at fjerne en svulst ved operation afgøres dels af typen, dels af hvor i hjernen svulsten sidder. Fx kan en stor ondartet svulst i pandelappen ofte fjernes helt, mens dette ikke er muligt selv ved en kun få centimeter stor godartet svulst i hjernestammen. Hjernesvulster behandles med operation, strålebehandling, kemoterapi eller kombinationer heraf. En operation udføres dels for at foretage en hel eller delvis fjernelse, dels for at kunne foretage vævsundersøgelse, så diagnosen fastlægges. Ved en delvis fjernelse aflastes trykket, og der kan vindes tid til en evt. anden behandling. Brug af forfinet operationsudstyr i form af operationsmikroskop, ultralydundersøgelse under operationen, laser- og ultralydkniv samt tredimensional computerstyring øger muligheden for en mere sikker fjernelse af svulster og kan reducere invaliditet efter operationen. Lidt over halvdelen af hjernesvulsterne kan fjernes helt, fx meningeomer, acusticusneurinomer og hypofysesvulster. De hyppigste operationskomplikationer er sårinfektion, blodansamling og knogleinfektion, som ses hos mindre end 2%. Operationsteknik beskrives under neurokirurgi. Ved forhøjet hjernetryk pga. hjerneødem kan en midlertidig bedring opnås ved behandling med kortisonlignende lægemidler (se binyrebarkhormoner).

En del af de primære hjernesvulster er strålefølsomme, om end i forskellig grad. Hyppigst benyttes en ydre strålebehandling af hjernen; ved de mest moderne former gives en tredimensional ( stereotaktisk ) bestråling med en såkaldt strålekniv. Også strålebehandling kan medføre komplikationer, og risikoen for stråleskade af hjernen er større, jo højere dosis er, jo hyppigere de enkelte behandlinger gives og jo større område, der bestråles. Kemoterapi har en række bivirkninger, som kan begrænse stoffernes anvendelse. Virkningen af mange typer kemoterapi er ofte beskeden, fordi stofferne ikke så let trænger ind i hjernen.

Udsigterne for en patients langtidsoverlevelse afhænger af, hvor svulsten er placeret, af vævstype, af muligheden for operation og af muligheden for effekt af strålebehandling eller kemoterapi.

Astrocytomer udgår fra hjernevævets støtteceller (gliaceller) og optræder hyppigst før 40-års-alderen. De er oftest faste, hvidgrå og meget lig den normale hjernestruktur. De kan findes overalt i hjernen, også i de dybe centrale dele eller i hjernestammen og har ofte et meget karakteristisk billede ved CT-scanning eller MR-undersøgelse. Nogle astrocytomer, specielt de med en samtidig cystedannelse, kan fjernes helt, især hvis de er placeret i tindingelappen eller lillehjernen. Mange astrocytomer vokser yderst langsomt og kan i nogle tilfælde påvirkes af strålebehandling eller kemoterapi.

Glioblastom (den egentlige hjernekræftsygdom) udgår også fra gliaceller og udgør ca. 20% af hjernesvulsterne. Det er en yderst ondartet svulst, der kan brede sig til begge hjernehalvdele ( sommerfugleglioblastom ). Glioblastomer kan optræde overalt i hjernen og giver et meget typisk billede ved CT-scanning. Strålebehandling og/eller kemoterapi har en vis effekt og kan forlænge den gennemsnitlige overlevelse mellem 3 og 12 måneder.

Meningeom, der udgår fra hjernehinderne forskellige steder i kraniet, udgør 15% af hjernesvulsterne; de klassificeres efter deres placering. Behandlingen er operativ, og mange meningeomer kan fjernes helt. Mellem 65 og 80% af patienterne er i live og raske 15 år efter diagnose og operation.

Acusticusneurinom er en svulst på hørenerven. Den kan i de fleste tilfælde fjernes helt, oftest ved en operation gennem det indre øre. Dette medfører dog permanent døvhed på det opererede øre, hvorfor der i nogle tilfælde opereres med andre adgange i et forsøg på at bevare hørelsen. Langtidsprognosen er god. Nogle meningeomer og acusticusneurinomer vokser så langsomt, at operation ikke er nødvendig. Små acusticusneurinomer kan standses i deres vækst ved stereotaktisk kirurgi eller strålebehandling.

Medulloblastom udgår fra neuroblastceller, der er forstadier til nerveceller, og forekommer mest hos børn, oftest hos drenge. Det er en ondartet svulsttype, som er lokaliseret i lillehjernen. Behandlingen er operation suppleret med strålebehandling og/eller kemoterapi. Prognosen forbedres fortsat; i 1990'erne er mellem 40 og 60% i live fem år efter behandlingen.

Kraniofaryngeom er en godartet, medfødt svulst, der findes i kraniets bund og hyppigst påvises i barnealderen. Den består af en forkalket del og en blæreagtig dannelse indeholdende en olieagtig væske og kan i halvdelen af tilfældene fjernes helt. I sin vækst giver den anledning til hormonforstyrrelser, og patienterne må ofte efter kirurgi behandles hormonelt.

Hypofysesvulster udgår fra kirtelvævet i hypofysen. Ved deres vækst kan de trykke på synsnerverne og dermed medføre synssvækkelse. Desuden kan der ses forstyrrelser i hormonbalancen, fx akromegali, afhængigt af om svulsten er hormonalt aktiv eller ej. Mange af disse svulster, især de små, kan opereres gennem næsen. Synsnedsættelsen bedres hos 90%. Hormonalt aktive hypofysesvulster kan i visse tilfælde behandles med lægemidler, der hæmmer kirtlens funktion. Fx kan en svulst, der udgår fra de forlapsceller, der producerer prolaktin (se hypofyse (hormoner)), dvs. et prolaktinom, behandles med dopamin-antagonisten bromocriptin, hvilket kan føre til symptomfrihed i mange år.

Årsagen til de fleste primære hjernesvulster kendes ikke, men genetiske forhold spiller en rolle ved visse typer, fx ved Recklinghausens sygdom eller Hippel-Lindaus sygdom, hvor der kan ses en række forskellige, ofte godartede svulster i øjne, hjerne og nyrer.

Sekundære hjernesvulster (hjernemetastaser) er relativt hyppige og har en varierende væksthastighed, der bl.a. er afhængig af den primære kræftsvulsts type. Hjernemetastaser kommer hyppigst fra lungekræft (op mod 50%) eller fra brystkræft (20-25%) og bringes med blodstrømmen til hjernen. Symptomer, undersøgelser og behandling er som for primære hjernesvulster. Ubehandlet overlever en patient med symptomgivende hjernemetastaser for det meste kun i få uger. Langtidsoverlevelsen efter behandling bestemmes bl.a. af udbredelsen og væksthastigheden af den primære kræftsvulst og er bedst hos patienter med bryst- eller nyrekræft.

Primære hjernesvulster optræder i Danmark (2006) årligt med en hyppighed af 8-10 pr. 100.000 hos voksne og 3 pr. 100.000 hos børn, mens hjernemetastaser påvises hyppigere.