hudtransplantation

Delhudstransplantation anvendes hyppigst. Et tyndt lag af huden (transplantatet) afskæres fra donorstedet, oftest lårets forside. Transplantatet udbredes over defekten (recipientstedet), hvor det hurtigt fastholdes af fibrin.

Et delhudstransplantat omfatter overhuden og en del af den underliggende læderhud. Overhuden består udelukkende af forhornende epithelceller, mens det tynde lag af læderhuden, der medtages i transplantatet, indeholder bindevævsceller og et netværk af fine blodkar, der ved delhudstransplantation i løbet af få dage vil forbinde sig med recipientstedets blodkarnet. Indtil denne blodforsyning er etableret, får transplantatet sin ernæring fra recipientstedets lymfe. Hvis recipientstedet er uforstyrret i 8-12 dage, er transplantatet vokset fast. Donorstedet vil samtidig være lægt, fordi der i den tilbageblevne del af læderhuden findes hårsække, sved- og talgkirtler, som alle er opbygget af epithelceller, der vil vokse ud over det blottede bindevæv som et nyt overfladeepithel.

Da det kræver særlig færdighed at afskære store delhudstransplantater med en almindelig kniv, anvendes transplantationsknive og apparater (dermatomer), der letter operationen. Delhudstransplantater skæres sjældent større end en hånd. Ved udbredt hudmangel og få tilgængelige donorsteder som fx ved brandsår kan man med en særlig maskine omdanne transplantatet til et net (mesh graft), der efter udbredning over defekten vil dække et større areal, end det oprindelige transplantat ville have gjort. Defekterne i nettet lukker sig ved epithelvækst. Er der afskåret mere transplantat, end der er behov for, kan det, beskyttet mod indtørring og infektion, i et sterilt glas ved 5 °C holde sig i live i 5-10 dage (køleskabstransplantat) og bruges til reparation af eventuelle smådefekter efter den primære hudtransplantation.

Et transplantat, der er taget fra patienten selv, kaldes et autotransplantat; hvis det er taget fra et andet menneske, kaldes det et homotransplantat. Homotransplantater vokser fast som autotransplantater, men efter nogle ugers forløb vil de blive afstødt af kroppens immunsystem, da de opfattes som fremmedlegemer. Homotransplantater tages fra nylig døde mennesker; eventuelt opbevares transplantaterne nedfrosset i en vævsbank. Anvendelsen er begrænset til de meget udbredte forbrændinger eller ætsninger, hvor det kan gælde livet, at man hurtigt skaffer et midlertidigt huddække, der forhindrer væsketab, kredsløbschok og infektion. Hudtransplantation fra en anden art, dvs. fra dyr, kaldes xenotransplantation. Præpareret svinehud har været markedsført som et alternativ til homotransplantater.

Delhudstransplantater, især de tyndeste, er tilbøjelige til at skrumpe, og farveligheden med omgivelserne er ikke forudsigelig. Med fuldhudstransplantation kan man opnå et bedre kosmetisk resultat.

Fuldhudstransplantation, som medtager alle hudens lag, anvendes især til huddækning i ansigtet. Transplantatets størrelse begrænses af, at donorstedet skal kunne lukkes ved sammensyning. Hyppigt anvendes huden fra området bag ørerne. Anvendelsen af delhuds- og fuldhudstransplantater betegnes fri hudtransplantation.

Den frie hudtransplantation lykkes kun, hvis der på recipientstedet findes tilstrækkelig mange levende blodkar, parate til at forene sig med transplantatets blodkar i løbet af få dage. For at denne forudsætning skal være opfyldt, kan det være nødvendigt at udskyde hudtransplantation nogle dage, mens recipientstedet renses for infektion eller dødt væv. Man må endvidere sikre sig, at transplantatet ikke lægges på blottet sene, brusk eller knogle, da disse væv ikke indeholder blodkar nok til at ernære den flyttede hud. I sådanne situationer kan en del af en nærliggende muskel forskydes, til den dækker defekten, som dermed er blevet et ideelt recipientsted til fri hudtransplantation.

Stilket hudtransplantation er et alternativ til fri hudtransplantation. Hud og underhud fra et naboområde løsnes under et og forskydes som en lap med bevaret blodforsyning derhen, hvor der er behov for huddække. Eventuelt foretages der fri hudtransplantation til det område, hvorfra lappen er udskåret. Jo smallere stilken er, desto nemmere flyttes lappen, men blodforsyningen skal altid forblive tilstrækkelig. Hvor de anatomiske forhold tillader det, kan man udskære en hudlap, hvis stilk alene består af de til- og fraførende blodkar. En sådan lap kan ikke flyttes over større afstand, end blodkarrenes længde tillader. Denne begrænsning kan overvindes ved brug af mikrokirurgi, hvor man efter at have isoleret og mærket hudlappens til- og fraførende blodkar gennemskærer dem og stilken fuldstændigt, så lappen kan flyttes frit. Under mikroskop er det derefter muligt at forene lappens blodkar med egnede blodkar i nærheden af recipientstedet hvor som helst på kroppen.

Hudtransplantation er den hyppigst anvendte procedure inden for plastikkirurgi.